Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1864-07-04)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Faaborg 4. Juli 1864.

Min kjære Broder og Ven! Paa hin skæbnesvanger Dag ¹⁾Tabet af Als., der føjede nye store Tab, nye Lidelser og Ydmygelser til de mange foregaaende, der afbrød saa s. 93pludselig min Virksomhed lige i det Øjeblik, da jeg følte en stor Velsignelse hvile over mig, skrev Du mig til. Du kommer nu ikke til Als ¹⁾Beck var opfordret af Clausen til at tale for Soldaterne paa Als., tvivlsomt om nogen dansk Mand mere kommer der. O! jeg var saa vidunderlig glad ved min Virksomhed; i de første Dage dernede prædikede jeg for flere Tusinder, og det saa indtrængende alvorligt, som om Døden stod lige for Døren, og det gjorde den jo for Hundreder. Endnu Aftenen før Slaget var jeg nede ad den Kant, hvor det begyndte først; der herskede en Dødsstilhed over Forsamlingen, en forunderlig gribende Alvor og ligesaa anelsesfuld Vemod over Alle. Tungen forstummer, men Hjerterne bør ikke blive tætte af at bede om, at Herren dog vil forbarme sig. Vil han, at Danmark skal gaae til Grunde, saa skeer det; dog han vil maaske bevare Landet for de faa Retfærdiges Skyld. Jeg havde faaet min Virksomhed ved Lazarettet saa godt ordnet, truffet Foranstaltninger til en lille Velgjørenhedsanstalt jævnsides — nu ligger det Hele; men det nytter ikke at klage. — Jeg saae slet ikke noget til Slaget, kun de mange Saarede, som man kom kørende og slæbende med. O! hvor maa man dog bedrøves ved at see sine kjære Landsmænd saaledes lide; man lærer at elske dem og bede for dem. Man gjør dog daglig Erfaring om, at Herren vinder Sjæle under disse Trængsler. — Jeg er træt til Sjæl og Legeme. Gud sende dog lidt Lys i dette Mørke! Om faa Dage faae vi sagtens Fjenden paa Fyen, hvis de smaa Kræfter ikke blive bedre anvendte end tidligere. Det er grusomt, som det gaaer. Vi have en Overgeneral, som almindelig menes ikke burde betroes en Brigade.

Din trofaste Ven
J. Clausen.

s. 94Fortsættelse 7. Juli fra Als.

For vore Øjne seer det mørkt ud for vort stakkels Fædreland; men »den Højestes Haand kan Alting forandre.« Gid alle Guds Børn dog maatte inderlig raabe og bede til Herren, at han vilde forbarme sig over os. — — Dybe Saar slaaer denne Krig, dybe Furer pløjer Herren, men, vil Gud, da vil det efter Krigen vistnok blive en frugtbar Tid at saae i de pløjede Furer. Tyskerne ere nogle rene Vandaler. Der er saa lidt Tillid, Kraft og Behjertethed i Armeen, Modet tabt, saa er jo selve Kraften tabt. De fleste Officerer mene, at Fyen ikke kan forsvares. En østerigsk Flaade siges jo at være undervejs — men jeg tænker og, at Herren er undervejs med sin Hjælp.

Din trofaste
J. Clausen.

(Efter Fredsslutningen genoptog Beck og Clausen atter Missionsvirksomheden. Møder planlagdes — bl. a. Mødet 17. December paa Borchs Kollegium for Studenter og Kandidater — Kolportagesagen kom ind under fastere Former med B. og Cl. som Kolportageudvalg. Paa Cl’s Forslag oprettede Missionen sit eget Bogforlag (Brev af 2. Jan. 1865), den lille Begyndelse, hvoraf Missionens nu omfattende Forlagsforretning er fremvokset.)