Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1865-03-28)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vejlby 28. Marts 1865.

Ja! jeg kunde rigtig godt lide, hvad Du skrev, min inderlig kjære Ven! Jeg blev saa glad, saa glad over dit Brev, mere end Du maaske tænker, og selvom min Bekymring end muligt har været overflødig, fortryder jeg dog ikke, at jeg har udtalt den; thi derved er en Mistanke ryddet af Vejen og Hjerterne knyttede end inderligere til hinanden. Sirak taler saa dejligt om Venskab: Vil Du skaffe Dig en Ven, da skaf Dig ham med Forsøgelse. Jeg har skaffet mig Dig, kjære Vilhelm, til Ven gjennem mange Aars Forsøgelse; Du har trøstet og styrket mig tidt, Du har baaret over med mig, Du har været mig en rigtig trofast Ven. Og: »en trofast Ven,« siger Sirak, »er ikke til at betale med noget, hans Herlighed er ikke til at opveje, en tro Ven er en stærk Beskyttelse, hvo som haver fundet ham, haver fundet en Skat, en Trofast er Livets Lægedom.« — Tro! disse sande, skjønne Ord siger mit Hjerte Ja og Amen til ved Tanken om Dig som min trofaste Ven. Men samme Sirak siger ogsaa: Skift ikke Ven for noget, som der ikke ligger synderlig Magt paa. — Alt dette passer, synes mig, paa vort Forhold, og nu lade vi disse end fastere sammenbinde os. Du har fuldkommen Ret: Frihed skal der være, og mit Ord »bedrøvet« kom frem i Hjertets Frygt for, at der var en begyndende Adskillelse i din hele Maade at være og virke paa. O! ganske vist! der skal være Frihed. — Erkjendelsesmaaden er ikke for mig Hovedsagen; ja selvom Du virkelig optog den hele grundtvigianske Anskuelse om Trosordet 1), naar Du blot bliver den Samme, den samme Personlighed. Det er mig netop saa modbydeligt, naar Grundtvigianerne ville gjøre en vis Erkjendelsesmaade saa udelukkende gjældende s. 99istedetfor den inderlige Tro paa Christus, Ydmygheden og Kjærligheden. Men Hovedsagen er dette: jeg synes, at dette grundtvigske Væsen ødelægger Personligheden; denne sekteriske Driven paa en enkelt Synsmaade, denne tyske pathetiske Smaasnakken — alt dette og meget andet synes mig, ødelægger Personligheden — og saa tænkte jeg, skulde min kjære Ven komme ind i denne forskruede Maade at være Christen paa, det vilde gjøre mig ondt; det kunde jeg umuligt forlige mig med; Anskuelser afvigende fra mine i et og andet det kunde jeg godt døje, men ikke en forandret Personlighed. Dertil kommer: jeg har seet Folk udøve stor Velsignelse, inden de bleve omstøbte af den store Kunstner 1) i Kjøbenhavn; men efter denne Metamorfose tabe i Indflydelse. Du har havt af Guds Naade stor Indflydelse — skulde din Ven ikke ønske, at den maae tiltage og ikke aftage til din Dødsstund? Og glem saa ikke, kjære Vilhelm! at har Du stor Indflydelse i en ikke grundtvigiansk Menighed, netop fordi Du i din hele Maade at virke udadtil ikke gaaer efter en Recept, men efter din Person, ikke gaaer frem paa grundtvigiansk Vis, saa maae den Fordring stilles til Dig, at Du ikke i dit naturlige Menneske lader Dig friste til Frihedsudtalelser og Frihedsvæsen, som ikke ligger i dit aandelige Væsen; ja glem ikke, at Du maae være varsom, og ikke i den Kreds, hvor Du har Indflydelse, bringer andre i Tvivl, i Vaklen. — Nu maae Du være fri for i Dag — og mange Dage for Mistanke om Grundtvigianisme. Skulde Du komme ind i alt det, da — ja da bliver jeg ogsaa mellem dem, som ønske dig Tugthuset 2).

Din trofaste Ven
J. Clausen.

s. 100(Clausen havde under sin Ledighed hjulpet sin Fader i Vejlby. Ved dennes Død 13. Juli 1865 var han atter uden Virksomhed og foretog samme Efteraar sammen med Beck den kendte „Jyllandsrejse“. Ved Birkedals Afskedigelse opfordrede han Beck til at søge Byslinge; men da B. paa den Tid udnævntes til Sognepræst i Ørum, søgte Cl. Baad hos ham, hvorvidt han skulde søge Byslinge.)