BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1865-12-29)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Middelfart 29. December 1865.

Min trofaste kjære Ven! Jeg har gjort et Skridt, der vil blive et stort Vendepunkt i mit Liv, under Bøn og tung Hjertets Kamp. Jeg har igaar søgt Ryslinge, hvad der efter al Sandsynlighed er det samme som at faae det. Jeg fik gentagen Opfordring fra Ministeren²⁾Rosenørn-Teilmann. med Tilføjende, at jeg ikke fik Fredensborg, og at Birkedal ikke fik Ryslinge³⁾. Dette i Forening med Anmodninger s. 101fra mange Sider gjorde, at jeg nu ikke længer turde vægre mig; Vægringen vilde rimeligvis have til Følge, at jeg ikke i lang Tid kunde blive befordret, og jeg kunde ikke skjønne Andet end, at gjennem alt dette maatte være udgaaet et Kald til mig fra Herren. Troer Du det ikke saaledes? Jeg tog til Ryslinge forleden for at lette mig at tage min Beslutning og i den Tro, at det var en Selvfølge, at Birkedal ikke fik Embedet. Jeg blev meget overrasket ved at træffe Familien der nedslagen, i Sorg og Graad over at skulle forlade Ryslinge, og klamrende sig til det Haab, at de skulde faae Lov at blive. Jeg kan ikke gjengive hele Samtalen, men kun enkelte Yttringer, hvoraf Du kan slutte Dig til Aanden, som gik gjennem det Hele. »Mod Birkedal var der øvet Vold — han var endnu Præst der — derfor var det æreløst for et Menneske med Liv at søge Ryslinge — den, som søgte, drev Familien ud af deres Hjem — han skulde bære Ansvaret for, at Birkedal blev tvungen ud i Frimenighedsvæsen — jeg vilde aldrig blive lykkelig der — det var lumpent at lade sig bruge af Ministeriet i denne Sag — Ministerens Opfordring kunde umuligt betragtes som et Kald fra Herren — Birkedal mente at faae Embedet, hvis jeg ikke søgte det — jeg kunde søge andet Sted hen, hvor min Virksomhed var mere nødvendig — om jeg ogsaa stillede mig frit, maatte Sammenstød frygtes og ventes, thi vi vare skrøbelige og svage; til Slutning Fruens Graad og Bøn: søg det ikke, De bliver aldrig lykkelig her.« Jeg vilde intet Løfte give. — Altsaa fik jeg Indtrykket af stor Forsagthed, der menneskelig seet er forstaaelig, naar man ikke i Forvejen havde saa stærke Ord¹⁾Den Udtalelse, der fældede Birkedal.. Mit Hjerte blødte ved at see Familiens Sorg, og jeg tog bort med Beslutning om ikke at søge, hvis Birkedal kunde faae Embedet. Gjennem s. 102en Anden fik jeg Ministerens Ord for, at Birkedal ikke fik Embedet; saa tog jeg Beslutningen; endnu bæver mit Hjerte, kjæreste Broder og Ven! thi jeg er ingen Fjende af Guds Børn, om de ogsaa ere Grundtvigianere. Det er mig en frygtelig Byrde at bære denne Foragt. Sig mig — vil Du ikke støtte mig ved gjennem Missionsbladet at tale mit Forsvar overfor den troende Menighed; det vilde styrke mig vidunderligt. Er det dog ikke underligt, at disse Frihedsfolk ikke ville Frihedens Prøve, at de ere bange for en anden kirkelig Retning. Ja, kjære Vilhelm! her maae Du støtte mig; nu trænger jeg mere end nogensinde til din Støtte. Du kjender mig jo dog — Du veed, jeg vil ikke gaae derned for at ødelægge og forstyrre, men at jeg vil virke i Frihedens Aand. Du staaer Grundtvigianerne nærmere end jeg — Du maae kunne tale mit Forvar¹⁾ — Du maa kunne rense mig for Beskyldningen for UKjærlighed, Begjærlighed, Fjendskab mod anderledes tænkende. Nu! Loddet er kastet — jeg kan ikke vige tilbage; bævende og ængstelig er jeg. O! maatte det nu være Herrens Villie — og maatte han udruste mig med Kjærlighedens, Kraftens og Besindighedens Aand. Skriv nu snart til din Hjerte bekymrede og i Sind urolige trofaste Broder og Ven

J. Clausen.

Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1865-12-29)