Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1866-01-02)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Uby 2. Januar 1866.

Jeg kan ikke Andet end sige Dig, min inderlig kjære Ven! at jeg har aldrig læst noget Brev fra Dig med saa stor Bekymring som det sidste, hvori Du fortalte mig dit Besøg hos Birkedal. Dog det er galt at bekymre s. 103 sig for Nogetsomhelst, naar vi ere Guds Børn, og det ere vi. Har Du bedt Herren om at styre denne Sag, saa styrer han den ogsaa, og saa er det godt. Jeg skal aldrig slippe Dig, saalænge Du vil have mig til Ven, og jeg skal altid være rede til at støtte, styrke og trøste Dig, hvor jeg kan det, ogsaa i denne Sag 1) . Min kjære Ven! følg da ogsaa din Vens Raad: beed Herren om, at han vil give Dig et endnu mere venligt Sindelag imod Grundtvigianerne; thi ellers er der Ingen, som kan støtte Dig i det, som forestaaer. Jeg veed godt, at Du har mildnet Dig meget i dette Stykke, jeg veed, at Du er »ingen Fjende af Guds Børn, om ogsaa de ere Grundtvigianere«, men det er altfor negativt et Sindelag, som ogsaa fremkalder et negativt Standpunkt overfor Samliv og Samvirken, naar man skal leve sammen med dem. Det Positive er: »jeg er Ven af Guds Børn, om ogsaa de ere Grundtvigianere«, og det er mit Standpunkt; og det er det Hele, hvori jeg staaer de Mennesker nærmere end Du. Beed vor Herre om at give Dig det Sind; ellers bliver det aldrig godt i Ryslinge, hverken for Guds Rige eller for Dig. Denne Omhyggelighed for at rense sig for et uklart Standpunkt og staae klar overfor hele Verden som Ikke-Grundtvigianer, miskjender jeg ikke Ærligheden i, men den gjør ingen Nytte for Guds Rige, og saa synes mig er en altfor stor Vægt at lægge paa sig selv og sit Eget. Jeg skriver dette, fordi jeg veed, at jeg ikke misforstaaes af Dig. Jeg har talt med Lawaetz derom, han er saa glad derover, men det er ingen god Glæde; thi han vil netop Søndersplittelse og glæder sig til, at Du skal staae bestemt imod Birkedal og hele hans Flok, og maaske drage en Del fra ham. Lad os tænke os, om her kom en Mand efter os eller til os og vilde drage de Sjæle fra os, som Herren har s. 104 ført til os, — hvor afskyeligt! — »Som I ville, Andre skulle handle imod Eder, saa handle I og imod dem«. — Saa er der een Ting endnu, som vi maa vogte os for, og det er at være bange for at støde de strenge Pietister lidt i deres rigoristiske Meninger; de skulle ikke lede os, de skulle ikke forbyde os at holde Samfund med anderledes tænkende Kristne; og dette ville de gjerne.

Tag nu din Vens Ord i Kjærlighed, thi Andet ere de ikke, den inderligste Kjærlighed til Dig og din Fremtids Lykke har lagt hvert Ord i Pennen. — Uforsagt! min kjære Ven! vi have en Herre, som Alting mægter.

Kjærlig Hilsen. Din gode Ven

Vilh. Beck.