Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1866-01-04)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Middelfart 4. Jan. 1866.

Min kjære Ven! Dit sidste Brev aander Kjærlighed, men jeg forstaaer det ikke som Svar paa, hvad jeg meddelte om mit Møde med Birkedal. Jeg fatter ikke, hvorledes Du opfatter den hele Sag; gjælder det min Fortid, synes mig din Dom om mig lidt ubillig; thi vel lægger jeg langt mere Vægt paa at staae ren og klar i min Bekjendelse (noget som Du lægger en uhyre Vægt paa, naar det ikke gjælder Forholdet overfor Grundtvigianerne, men overfor Andre, navnlig Sektererne, og ikke dem alene, men ogsaa Andre indenfor den evang.-luth. Kirke), uden hvilket det er mig umuligt at være sand og ærlig — men naar har jeg reven ned paa Grundtvigianerne? naar har jeg vist Had mod dem — og er mit Forhold alene negativt — har jeg ikke staaet i kjærligt Forhold til mange — har jeg ikke anerkjendt meget elskeligt og godt hos dem, og ingenlunde lagt an paa at ville modarbejde dem, skjønt jeg ikke har kun s. 105 net virke sammen med dem; jeg troer, at jeg har været fuldt saa tolorant overfor dem som de overfor mig. Du vil ikke forlange, at jeg skal slutte mig til et Partivæsen og til Meninger, som jeg ingenlunde deler. Men gjælder dine Ord Fremtiden, da blive dine Ord end mere besynderlige. Du søger Vanskeligheden i en fremtidig Samvirken hos mig istedetfor at see den i alt Fald for en stor Del hos Birkedal og hans Parti. Hvor kan Du dog troe, at en Samvirken er mulig, hvor man møder med at kalde den æreløs, som søger et ledigt Embede, og allehaande andre taabelige Paastande, trods det jeg kan med Sandhed sige, at jeg var kjærlig og rolig i min Optræden, ligesom der ved hele Mødet slet ikke var Tale om Strid. Det er en ejendommelig Kortsynethed, Du har overfor Grundtvigianerne. Troer Du, de ville have med mig at gjøre, naar jeg ikke vil gaae ind paa deres Meninger, naar jeg ikke vil gaae og holde dem i det Haab, at jeg nok skal komme til Enighed med dem. Og nu det at gaae ud paa at trække Folk fra Birkedal! har jeg lagt an herpaa nogensinde? i den Henseende er jeg mere brødefri end i meget; denne Vedhængen ved Personer, dette at opstille dogmatiske Kriterier for Saligheden er mig en Vederstyggelighed — og derfor kan jeg ikke være Grundtvigianer. Veed og troer Du ikke, kjære Vilhelm! at jeg i den Forstand vil stille mig frit, at jeg vil gaae min egen Gang, vidne ud af min Tro, ikke tale imod, ikke fortrædige B. og hans Menighed. Ja, siger Du atter: det er kun negativt. Men sig mig: lader da B’s Udtalelser vente, at man kan faae Lejlighed til noget positivt? Og hvor kan Du tænke Dig en Samvirken dernede, hvor Gemytterne ere i den Grad ophidsede — da Du dog ikke kan paavise et eneste Sted i Landet, hvor de to Meningsretninger kunne gaae Haand i Haand, hvad Grundtvigs Tanke om en særegen s. 106 Klarhed og Fremmelighed hos dem ligefrem umuliggjør, ikke at tale om mange andre Hindringer herfor. — Og nu hvad Du skriver om Pietisterne! godkjender jeg pietistiske Meninger? Mon jeg farer mere lempelig overfor dem end Du; Du vil med Magtsprog knuse deres pietistiske Meninger; jeg troer, at de helbredes bedst derfra, naar man gjennem en kjærlig fri Omgang kan ligesom lokke dem ud deraf. Grundtvigianerne ere de mest inkonsekvente Folk, jeg kjender; de ville have Frihed, men kun for sig selv; de ville have Frimenighed, men lige i det Øjeblik, da Lejligheden aabnes dertil, saa ansee de det for æreløst af en Mand, at han forkynder Evangeliet efter sin Tro, stillende det frit for Sjælene, om de ville høre ham eller en Anden. — Nej! kjære gode Ven! havde Du sagt: bed vor Herre om Kjærlighed og Ydmyghed, mere end Du har, og vis den imod Alle ogsaa i din Fremtidsvirksomhed, saa har Du Ret til at tale, men naar Du lige i det Øjeblik, da jeg i virkelig kjærlig Mening og Hensigt tager ned for at tale med B. og saa møder saadanne Meninger og Tanker, som han udtalte, — og deraf tager Anledning til at sige: Du maa bede om mere Kjærlighed overfor Gr., da synes jeg i alt Fald Øjeblikket ikke er rigtig valgt. Netop det pinte mit Hjerte saa voldsomt, at jeg af Folk, som jeg elsker som Brødre og Søstre, skulde betragtes som æreløs, som den, der gik ned for at ødelægge, skjønt jeg er mig det modsatte bevidst, og derfor tyede jeg til Dig for at bede Dig sige dem: Cl. gaaer ikke ned for at modarbejde B. eller drage hans Tilhængere fra ham, men han gaaer ned med den Bøn, at de to Retninger ikke maae kjævles og strides og ødelægge hinanden, men at de maae udvikle sig jævnsides og i alt Fald see paa hverandre med kjærlige Øjne, selvom de ikke kunne arbejde sammen. Det kommer jeg aldrig s. 107 til. Jeg skal indrømme B. al den Frihed, som den kirkelige Øvrighed vil tillade mig — jeg vil tilbyde ham at blive boende i Præstegaarden, naar han eller hans Menighed vil bygge mig et Hus — men jeg tvivler om, at B. vil have det allermindste med mig at gjøre. — Men nu er Loddet kastet — hverken Begjærlighed eller Fjendskab eller Lyst leder mig derned — mon det da ikke være vor Herre! jeg kan ikke troe andet. Det er strengt for mig, som af alt elsker det højest at staae i en Kreds af Venner, som see paa En med kjærlige Øjne, at jeg nu skal fremstille mig paa et Sted, hvor man, i alt Fald en Del, vil see paa mig med Haan, Ringeagt og Bitterhed. — Hvad Du beder mig om, at bede Herren om mere Kjærlighed til Grundtvigianerne, skal jeg gjøre — men jeg er rigtignok af den Mening, at denne Begivenhed vil faae en hel Del Indflydelse paa Missionsforeningen, at den vil vise, hvor umuligt det er inden denne at samle to Menighedsretninger sammen. — Ja, Du er vel nu træt, kjære Vilhelm! af alle mine Betragtninger. Kun dette: vilde Du have sagt Nej! hvis Opfordringen havde lydt til Dig?

Nu nærmer sig Afskedsstunden fra Uby. Herren styrke Dig i denne! Kunde jeg som Du rejse hen i alt Fald i Fred, o! hvor var det lykkeligt! men jeg skal ikke have det saa godt. — Vil Du bytte Embede med mig?

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.