BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1866-04-16)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 16. April 1866.

Min inderlig kjære Ven!

Vi ere komne længere bort fra hinanden, og det er, som Afstanden har indvirket paa vor Brevvexling; den er noget sparsommere end tidligere; men i Aanden og med Hjerterne ere vi, Gud være lovet, næppe komne længere bort, men nærmere hinanden. De nye Forhold have for enhver af os lagt mere Beslag paa Kræfterne; dette er vel Grunden til, at Brevene ere blevne færre. Kortelig kan jeg sige, at jeg er tilfreds her. Til Dato har der ikke været Polemik i min Mund; ikke med een Sjæl af dem, som følge Birkedal, har jeg havt et Stridens Ord. Jeg troer, at disse maae indrømme og ogsaa paaskjønne, at jeg optræder frisindet ikke blot i Ord, s. 117men i Gjerning. Flere af Birkedals Folk have arbejdet for mig, og der er ikke Skygge af Uvillie os imellem. — For en Tid siden havde jeg et Møde i Skolen, hvor jeg i al Fred og Stilhed meddelte, 1) hvorledes jeg var bleven bragt til at søge dette Embede. 2) Min personlige Stilling overfor Frihed og in casu Frimenigheden. 3) Hvorledes Øvrigheden efter Skrivelse hertil betragter Frimenigheden som en Udtrædelse. Birkedal og hans Venner blive ved at postulere, at de ikke udtræde; men hvorledes man kan paastaae, at man ikke træder ud, naar man tvært imod en Lov, som faldt igjennem i Rigsdagen¹⁾Jvf. Fodnote 3 Side 141., etablerer en egen Menighed med selvvalgt Præst uden Forbindelse med den kirkelige Øvrighed, det kan jeg ikke forstaae. Grunden er jo den, at man maae fastholde Begrebet Ikkeudtrædelse; thi ellers kommer B. jo i den stærkeste Modsigelse med sine egne Raad til andre (Bornholmerne²⁾). Kirken her er meget godt besøgt, der kommer ikke faa fra andre Sogne, i hvilke jeg ogsaa har været et Par Gange. Det kostede mig lidt Overvindelse at tage hen hos Birkedals med Sophie; thi han har dog bedrøvet mig strengt; jeg gjorde det, fordi jeg vidste, at han med Familie ønskede det. Vi vare der en hel Eftermiddag; Stemningen var naturligvis fra først trykket, men senere gik det helt livligt, og der var ikke et Stridens Ord os imellem, og de bad os komme igjen. Jeg synes, vor Herre hidtil har hjulpet mig med Fordragelighedens og Fredens Aand, der alene kan lede alt til Velsignelse. Men fra den anden Side bliver man jo ved med haarde og strenge Domme. Har Du seet indlagte Kirketidende³⁾? I Øjeblikket jeg læste det, kom der nogen Bevægelse i s. 118mig; jeg synes, det er sørgeligt, at Folk, som kalde sig Kristne, blive ved med slige Angreb, men nu er den Bevægelse forbi, og jeg er igjen rolig. Jeg vil selvfølgelig ikke svare paa disse Artikler. Men Dig, min kjære Vilhelm! synes jeg, at de maae overbevise om, hvor umulig Forbindelsen med Grundtvigianerne er, fordi de ikke kunne taale nogen ved Siden af sig og overøse enhver, som ikke kan følge dem i stort og smaat, med Haan og tillægger ham de usleste Bevæggrunde¹⁾.

Her i Birkedals Menighed er vist flere elskelige Guds Børn, men indenfor denne Retning i vor Kirke er der dog en mageløs Stortalenhed; nu hedder det, at man her bygger et aandeligt Dannevirke. Om mig skriver man i Aviserne: »Hvordan det gaaer ham, som Regeringen har paatvunget os, det er os naturligvis fuldkommen ligegyldigt, kan han undvære os, kunne vi ogsaa undvære ham!« Det er det, man kalder at stille sig i velvilligt Forhold til Folkekirken og dens Præster. Ved ovennævnte Møde faldt der fra Modpartiet Ord, som nok kunde fornærme mig, men jeg taug; thi jeg vilde ikke have Strid. Det er velvilligt udlagt, som at jeg var bleven rædsom til Aal og maatte tie for Grundtvigianerne. Men det bedste er jo, at jeg har det Haab, at Herren vil give mig en levende Menighed; her er mange Sjæle, som nok ville have med mig at gjøre. Nu bygger man jo paa Kirken²⁾„Nazarethkirken“, Birkedals Kirke.. Maaske kan det gaae helt godt. Fremtiden vil vise det; meget synes at tale herimod, men man kan jo ikke vide, hvad godt Herren vil bringe frem; derfor modarbejder jeg heller ikke Frimenigheden hverken skjult eller aabenbart, men prædiker Kristus saa godt, Herren vil give mig Naade til.

s. 119Hvis jeg skal blive i Bestyrelsen for den indre Mission, da vil den blive end mere skyet end hidtil af Grundtvigianerne; forøvrigt er jeg villig til at træde ud, hvis Du og de andre mene, at Sagen derved kunde fremmes. Mit Helbred (Brystet) er kun simpelt; jeg kan desværre ikke tumle mig som tidligere Dage. Embedet her er jo saare mageligt; men jeg er ogsaa en Stymper, liden aandelig (ja uhyre liden) og liden legemlig Kraft, doven og sløv, saaledes er jeg; jeg udretter visselig ikke meget. Maatte jeg blot være ydmyg midt i min Usselhed, men det er jeg heller ikke.

Det vilde glæde mig at høre din Mening om Artiklerne i »Kirketidende«. Din gamle Ven har »bidt Hovedet af al Skam«¹⁾. Du har gjort Forsøg paa at forsvare en saa slet Karl, der kun har ladet sig lokke af Levebrødet. Jeg haaber, at Du alligevel ikke vil skamme Dig ved din gamle Ven. Send mig et lille Brev, det glæder mig saa inderligt at faae blot et lille Ord fra min bedste Ven. Gid Du snart havde dine Kjære under Tag i Ørum. Herren velsigne Dig, kjære gode Vilhelm. Du hilses kjærligst af Sophie og din trofaste hengivne Broder og Ven

J. Clausen.

Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1866-04-16)