Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1866-08-08)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 8. August 1866.

Min inderlig kjære Broder og Ven! Hvor har jeg i Dag 1) trængt til i Aanden at mindes, at jeg andetsteds har troende Brødre og Søstre. Her vrimlede af Folk i Dag i Ryslinge, ogsaa i Præstegaarden; men jeg sad ene og forladt. Jeg har været syg og sengeliggende, siden jeg kom hjem 2). Jeg var dog ude ved Indvielsen; der var en Mængde grundtvigske Præster, bl. a. Wiborg, Melbye, men de kom ikke ind til mig. Ogsaa Buchardi 3) har været her, men heller ikke han kom ind til mig (!). Naa! det var vel ogsaa allerbedst, at de ikke kom ind til mig, men var det kjærligt? Jeg var altsaa tilstede ved Indvielsen. Jeg vil ikke dømme over, hvad jeg hørte. Tiden vil vise, om man formaaer i Livet og i Virkeligheden at indsætte sine Ord. Det lyder altid underligt i mine Øren, naar Grundtvigianerne tale om, at de ville være en lille stille (!), skjult (!) Skare i Folkekirken; optræde de virkelig saaledes? Dog jeg vil tie; jeg har i disse Dage følt mig rigtig ussel og elendig for s. 123Alvor, følt, hvilken Stakkel jeg er. Men jeg synes dog, at jeg mener det ærligt med vor Herre, hvor jammerlig jeg ogsaa er. — ja, ene og forladt har jeg følt mig; i Kirken kunde jeg ikke følge med; i Hjemmet var jeg ene. Saa iler da Tankerne op til Dig, min trofaste Ven, som kan holde af mig, min Gnavenhed, Særhed, Forstyrrethed, Pjaltethed uagtet. Jeg vilde ønske, at Du, ganske anderledes end Du gjør, vilde irettesætte og tugte mig. Jeg var saa glad ved at see Dig i din nye Virksomhed; jeg misundte Dig den næsten; Du er fri for alt det Vrøvl her. Hos Dig er Livet frisk og frejdigt, her er det forpint af Partivæsen. Naa! nu skal jeg øves her. Dit muntre Sind kommer Dig godt tilgode som regulerende ved Siden af din stærkt vækkende Tale; det seer jeg godt, men tag mig ikke ilde op, naar jeg siger Dig: vær munter og glad, som Du kan være det, men lad ikke Munterheden gaae over til — Tyroler Ferdinands. Du er ikke en saadan Surpotte som jeg, men glem ikke, at Guds Rige kan lide Skade, naar der er en saa stor Modsætning mellem den uhyre Alvor paa Prædikestolen og den store Ubundethed nedenfor; det kan i alt Fald Verden ikke forstaae. Glem ikke, at den gamle Adam i Dig hedder Ferdinand, og kun den nye Vilhelm. — Den gamle Adam i mig hedder Per, Vrantenper. O! hvor vilde jeg ønske, Du havde været med derude ved Indvielsen, saa kunde jeg have hørt din Mening; hvad Partiet græd over, syntes mig hule, sentimentale Talemaader. — Hvor langt er jeg dog borte fra Grundtvigianerne!

Hjertelig Tak, kjære Nina og Vilhelm! for Eders Kjærlighed og Venlighed mod mig sidst.

Glem mig ikke i dine Bønner.

Din trofaste Ven
J. Clausen.