Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1866-09-28)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 28. September 1866.

Tak, min inderlig kjære Ven! for dit Brev. Naar jeg faaer et lille Brev fra Dig, føler jeg ret, hvor inderligt vi to ere forenede; thi kun et Par Ord fra Dig sætter rigtig Liv i mig. Jeg har meget at tale med Dig om; beskedent vil jeg begynde med at fortælle lidt om mig selv, og med faa Ord kan jeg sige, at jeg har det udmærket godt, mit Helbred er temmelig godt, og i kirkelig s. 126Henseende har jeg det over al Forventning. Flere og flere samles her til Ryslinge. Jeg har holdt Møder rundt omkring paa hele Egnen; overalt samles der en stor Mængde. Men det allerbedste er, at jeg lever i Fred. Ikke med Mennesker har jeg Strid; jeg bliver mere og mere frisindet og, kan jeg sige, i det smaa kjærlig stemt overfor Grundtvigianerne; ikke fordi jeg kan gaae ind paa deres Anskuelser, men jeg synes, vor Herre hjælper mig ud over det personlige, saa at jeg kan skjelne Sagen fra Personerne. Hvad Sagen angaaer, da mener jeg, at det kommer an paa vor Herre og den frie Kamp. Og en saadan Kamp er her begyndt for Alvor, det føle Grundtvigianerne ogsaa godt og ynde ikke min Virksomhed; men jeg polemiserer aldrig, gaaer støt efter min Anskuelse, saa beroer alt paa vor Herre. Den første Søndag i Maaneden har jeg fri om Formiddagen; paa denne Søndag vil jeg høre Birkedal. Sophie og jeg hørte ham første Søndag i September. Megen Opbyggelse havde vi ikke; en forunderlig Formaliseren kom frem ved dette idelig anbragte »lille Ord«, »Livord« o. s. v. B. polemiserede imod de tordnende og dundrende Præster, som vilde frygte Folk ind i Himmerig. Senere er der mig fortalt, at han foruden mig nok særlig maa menes at have tænkt paa Dig. Jeg smilte indvendig og tænkte som saa: det beroer hverken paa Dig eller mig — lad os nu see, hvad vor Herre vil. At jeg kom der i Kirken, har ogsaa bidraget til et venligt Forhold. Jeg vil fremdeles høre B., glæde mig ved Livet og saa forøvrigt lade det, jeg ikke kan acceptere, løbe durch. — At Grundtvigianerne søge at spille Mus i Uby, nu den gamle Hankat er anderswo engagiert, undrer mig ikke. Jeg frygter ikke for deres Erobringer, hertil hører mere Energi, end de ere i Besiddelse af.

Meget letsindigt tog jeg i August fat paa Oprettelse s. 127af en Højskole her. Det har knebet voldsomt for mig navnlig med at faae en Lærer, som duede. Jeg har havt et uhyre Sjou, mange Skuffelser, Ængstelser o. s. v. men endelig har jeg faaet en fast Lærer og 5 Timelærere. Forstanderen og Entreprenøren er Pastor Johannes Clausen.

Ogsaa denne Virksomhed volder Grundtvigianerne megen Pine. Det hedder, at jeg tilsigter at ødelægge Kolds 1) Skole. Ogsaa med Hensyn til Skolen gaae vi positivt frem, ingen Polimik. — —

Vi holde sammen. Ja, min kjære trofaste Vilhelm! det er velsignede Baand, hvormed Herren har bundet os sammen. Engang frygtede jeg for en Adskillelse, nu frygter jeg ikke mere. Min kjære Broder og Ven! Herren har forunderlig velsignet os. O, lad os ydmyge os. Ydmyghed gaaer foran Æren. Vor Virksomhed bliver mere og mere omfattende — lader os ydmyge os, siger jeg atter. — —

Nu troer jeg endelig at være færdig for i Aften.

Vær nu sluttelig hjertelig og kjærlig hilset.

Din trofaste Ven
J. Clausen,
Forstander & Entreprenør.