Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1866-10-31)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 31. Oktbr. 1866.

Min kjære Vilhelm! Jeg var virkelig bedrøvet over, at Du saa længe lod mig vente paa Brev; thi at jeg har skjældt Dig ud, det var det mindste af det. Vi to have dog saa meget tilfælles; derfor burde Du ikke negligere mig saa meget, som Du har gjort, siden Du kom s. 130 til Ørum; sjælden, langt sjældnere end tidligere har Du skrevet, og saa har det tillige tidt været nogle elendige Lapper, Du har opvartet med, som enhver Anden end Du, der som bekjendt har svært ved at skamme Dig overfor Mennesker (overfor vor Herre kan Du det Gud ske Lov), vilde have skammet sig ved at ofre 4 Sk. paa; forstaar Du det? — Naa! det skal være Dig tilgivet, men Du maae love Bod og Bedring for Fremtiden; et Brev fra Dig gjør mig saa inderlig godt. — Jeg forstaaer godt, at Du, kjære Ven ikke kan komme til Fyen; Du er træt, jeg er det tidt i høj Grad, Du længes efter Stilhed, ligesaa jeg; ogsaa jeg føler, at det ikke gaaer an at forsømme sin egen Menighed. Hvor gjerne jeg derfor end saae Dig her, troer jeg det i Grunden rigtigst, at vi opgive denne Sag indtil Foraaret og see i Vinter at samle Kræfter. Saa ville vi leve i Haabet om at see Dig til Foraaret i Ryslinge, hvor Sophie og jeg leve lykkeligt, endog Vedkommende endnu ikke ere blevne trætte af at udtale, nu da de ikke kunne nægte, at jeg er frisindet og ikke lægger dem et Halmstraa i Vejen: han burde ikke være kommen, det er alene hans Brøde. I en vis Forstand glæder det mig, at Du har faaet Øje for adskillige mindre elskværdige Træk hos disse Grundtvigianere. Ja, det er et underligt Folkefærd. Med Hensyn til det, Du skrev om din Tilnærmelse til deres Opfattelse af Daabspagten o. s. v., da skal Du have din Frihed, men vil Du ikke indrømme, at dette dog mere er en Formsag eller Bisag. Overfor den værende Splid vilde jeg ansee det for heldigt, om Du ikke altfor meget og i al Fald ikke anderledes end tidligere vilde fremhæve denne din Tilnærmelse til dem. Siden jeg skrev, har jeg holdt Examen i Friskolen; ogsaa dette er et mindre elskværdigt Træk hos disse Folk, at der altid gaaes ud fra den velvillige Forudsætning, at man er s. 131 Fjende af dem; de have altid trukken blank og møde kjendelig med Ordet: ska’ vi slas! saa kom an. Deres Skræp bliver dog i Regelen stukken i Skeden igjen uden at have smagt Blod. En hel Del af dem fra Skræppeskoven, udenfor hvilken der som bekjendt aldeles intet existerer, havde givet Møde, bl. a. Birkedal, der var en Del forlegen eller belavet paa Kamp. Jeg var derimod hel fri og ugenert, sigende som saa: frit Mod, Antonius! Du haver intet ondt bedrevet! Det hele Møde løb af paa den fredeligste Maade. Jeg sagde i et frit Foredrag til dem: lad os see at ordne denne Sag saa frit som muligt, saa at vi ikke gjensidig besvære hinanden. Aftalen blev saa, at jeg overlader hele denne Skole til B., lader ham holde Examen, og jeg møder kun for at udskrive. Historien endte med, at B. takkede mig for min Frisindethed. Saa blev Skræp foreløbig brugt som Mundsværd. Jeg fulgtes saa med B. hjem og spiste til Middag der og havde det fredeligt og gemytligt; der var ikke Skygge af Misstemning; at jeg sagde, at jeg ikke var Grundtvigianer, er en Selvfølge og muligt der en overflødig Oplysning. Seer Du, alt dette skriver jeg nu blot for at sige Dig, at Aserne og Rhimturserne i Nytaarstiden vide at leve sammen som Løver og Lam. — Iøvrigt maae jeg protestere imod, at jeg har seet paa Gr. med onde Øjne; nej, det er ikke saa; jeg har seet paa dem med ærlige Øjne, for jeg har hverken haanet eller bagtalt dem, men kun villet være selvstændig — ikke grundtvigiansk. —

Med min Skole gaaer det fortræffeligt; nu have vi 22 Elever. Vi begynde saa smaat at forberede Bygningen af en Skole. — Du maae ikke være saa bitter med Hensyn til Povelsen og Jakob 1) ; jeg skal nok holde sammen s. 132 med Dig, men det gaaer ikke an at støde Lægfolk. Dine uheldige Forsøg paa grundtvigianske Alliancer har Du at takke for, at der fra den Side har mødt Dig nogen Tværhed. Maa vi i Fremtiden blive fri for sligt, da vil Forholdet nok udvikle sig til at blive godt.

Din Broder og Ven
J. Clausen.