Beck, Johan Vilhelm BREV TIL: Clausen, Johannes Carl Emil FRA: Beck, Johan Vilhelm (1867-01-16)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 16. Januar 1867.

Ja, det var længe siden, jeg hørte fra Dig, min inderlig kjære Ven! og jeg længes meget efter Brev, da jeg havde hørt, at Du var syg. Kammerjunker Lytzen ¹⁾Ejer af Asgaard i Ginnerup Sogn., som opholder sig paa Hollufgaard ²⁾Kammerjunkerinde Lytzens Barndomshjem., skrev mig nemlig før Jul til, at han havde villet besøge Dig en Dag, han var i Birkedals Kirke, men blev forhindret ved ondt Vejr, og at han havde hørt, at Du var daarlig. Det er Du altsaa ikke, haaber jeg at kunne slutte af dit Brev. Gud bevare Dig, ogsaa for mig; jeg trænger saa meget til Dig, min trofaste Ven!

Hvad nu Johannesen ³⁾Afskediget Missionær i Københavns I. M. angaaer, saa maae jeg sige, at jeg er meget, meget betænkelig ved at antage ham, da han efter Kjøbenhavnernes oftere gjentagne Udtalelser er aldeles uimodtagelig for Paavirkning. Frimodt og Rindom ⁴⁾Bes. Kapellan, efter Frimodts Død Sognepræst ved St. Johannes Kirke, København. vilde han slet ikke høre. Heller ikke vilde s. 136det gaae an at tage ham, uden at En af os havde ham i vor umiddelbare Nærhed. Det er nu min Mening.

Det er jo rart, som vor Herre har vendt Bladet for Dig derovre, og jeg troer nok, at din Ansættelse der har i en vis Forstand været gavnlig for den indre Mission, id est: for Dig og mig, skjønt det gjør mig endnu stadigt smertelig ondt, at mine »Unionsforsøg« ere mislykkede, og at dette netop er blevet saa aabenbart ved den Begivenhed ¹⁾Becks Sammenstød med Birkedal (jvf. Bogen „Vilhelm og Nina Beck“, 1. Del, Side 243 fl.); thi mine Unionsforsøg have kun gjaldt, hvad der er Sandhed, at udjævne Striden imellem Folk, som kun strides om Ord og Ordformler, men i Hjertet ere enige, naar de blot forstod hverandre og kunde elske hverandre, naar de ikke sad fast i Ordkiv. Og dette har jeg ingenlunde opgivet, og vil aldrig opgive; og medens det bliver mig mere og mere klart, at der skyder sig et lille Parti ud i disse sidste Par Aar, med hvem man ikke engang kan leve i Fred og Kjærlighed, fordi de ere Grundtvigianere og ikke Kristne, saa bliver der dog en stor Del tilbage, med hvem en Union kan og maae skee. Det lykkes mig fortrinligt med Justesen ²⁾Skolelærer i Ørum, den egentlige Aarsag til Sammenstødet mellem B. og Birkedal., som nu helt hører os til, skjønt han bevarer sine særegne grundtvigske enkelte Meninger. Et andet Exempel: Æbeltofterne ere jo Grundtvigianere; Kampmann ³⁾Provst Christian P. G. Kampmann, Sognepræst i Hjørring, tidligere i Æbeltoft. har gjort dem dertil. I det sidste Aar have Æbeltofterne udviklet sig i ydergaaende »folkelig« Retning; »den personlige Folkeaand« spøgede voldsomt i Æbeltoft; jeg havde bragt en Del Splid i Lejren, saa at de gode Molboer havde vanskeligt ved at finde deres egne Ben. Saa kom Kampmann forleden derned, forbittret s. 137over, hvad han havde hørt ved Vennemødet i København i Sommer, og sagde til sine gamle Venner: Naar I komme sammen, skulle I ikke sidde og snakke om den skidte Folkeaand, men leve Jer sammen i Kristentroen. Se saadanne Folk vil jeg have med at gjøre, om ogsaa de have lidt forskjellige Meninger om Et og Andet fra mig.

Jeg vil gjerne udarbejde en Beretning om Missionen, men der maae Tid til. Giv mig nogle Oplysninger fra Fyen; jeg kjender ikke rigtig Sagerne der, hverken vore Folks Virksomhed eller Præsternes Deltagelse. — En dejlig Jul have vi havt med Opvækkelsens første jublende Glæde.

Din hengivne Ven
Vilh. Beck.