Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1867-01-24)

J. Clausens Svar.
Ryslinge 24. Jan. 1867.

Min kjære Ven! Tak for dit Brev. Jeg kan egentlig ikke forstaae, hvorfor Du kan sige, at Du ikke kan undvære mig; thi jeg støtter Dig dog saa godt som intet i den senere Tid. Men Tak for din Kjærlighed.

Union — ja, jeg troer, at dine og mine Ben forlængst ere stedte til Hvile, inden den kommer istand. Saa maae vor Retning først have udviklet sig langt mere, end Tilfældet er, og have sondret ud fra sig det pietistiske Vrøvl, som hist og her klæber sig ved den; og saa maae Grundtvigianismen have gjennemgaaet den bekjendte kirkehistoriske Proces at blive splittet i to Partier, eet som er blevet i Sandheden, og et andet, som er kommet ud i Vildfarelse og Sektereri. Her i Ryslinge bliver næppe nogen Union i denne Menneskealder; thi Striden drejer sig ingenlunde om Ord. Dog den Sag er ikke værd at drøfte, jeg passer mig selv og kræver blot Respekt, personlig Velvillie og saa nogen Kjærlighed, s. 138 som Herren giver Naade til; det er det eneste, som kan naaes, og herved bliver jeg.

Inden jeg fik dit Brev, havde Johännesen været her; da han erkjendte sine Fejl og lovede at ville afholde sig fra al Strid og ikke oftere indlade sig paa sit Lovvæsen, antog jeg ham paa Prøve til at gaae i Egnen af Svendborg, paa Taasinge, Ærø og Langeland. Jeg har virkelig det Haab, at han skal kunne gjøre Gavn. — —

Nu arbejder jeg paa en Artikel om »Pietismen«. —

Har du ikke været indbudt til at underskrive Adressen til Rigsdagen for Frimenigheden her 1) ? Saadant et Asen som jeg har man selvfølgelig ikke henvendt sig til.

Mit Helbred er nogenlunde godt, dog er mit Bryst langt fra saa stærkt som tidligere. Vi have talt om, at det maatte være drøje Ture for Dig til Ginnerup 2) . Hvor har jeg det mageligt og bekvemt fremfor Dig 3) , men jeg er da heller ikke saadan en Bjørn som Du.

Nu Farvel, min kjære Vilhelm! Gud bevare Dig og dine.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.