Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1867-04-12)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 12. April 1867.

Min inderlig kjære Ven! Har jeg svigtet Dig? Det seer saaledes ud; ingensinde er der gaaet saa lang Tid mellem, Du har hørt fra mig. Nej! jeg har ikke svigtet Dig, gjør det heller aldrig; det er mig saa glædeligt nu at optage den gamle røde Kjærlighedstraad, der har slynget sig igjennem mange Aar mellem Dig og mig. Jeg ventede Dig til Kjøbenhavn i Febr., mundtlig haabede jeg at faa opgjort en hel Del med Dig. Du kom ikke; siden den Tid har Sygdom, Skolen her med uendelig megen Forstyrrelse for mig og en hel Del aandeligt s. 141 Arbejde været Hindringer for mig, naar jeg vilde skrive; thi meget havde jeg at skrive om, netop fordi der var gaaet saa lang Tid, siden vi vexlede Tanker. Saa bliver dette Brev da nok langt; men Du faaer det nok læst igjennem, da det er fra din gamle Ven.

Du har havt Trængsler i Hjemmet; maatte Herren have gjort det lettere for Dig og Nina og ladet Eder beholde den lille Otto! Mit Helbred har været simpelt i Vinter, nu er jeg imidlertid rigtig rask, saa rask som jeg ikke har været i Aar og Dage.

I Menigheden her har jeg det udmærket godt. Flere og flere strømme hertil. Paa Maanedsforsamlings-Søndagene kan Kirken knap rumme dem. Mange Familier her paa Egnen ere blevne vakte. Forholdet til Frimenigheden er ogsaa særdeles godt, ingen Strid og Kævl. Hos Birkedal kommer jeg nu og da. Han bliver nok ved med sin Polemik mod Pietisternes Lovvæsen, men jeg mærker intet dertil og bryder mig ikke derom. Jeg skrev i sin Tid en Artikel i »Fædrelandet« 1) og anbefalede Frimenighedens (Birkedals) Anerkjendelse. Takken herfor blev en yderst grov Artikel i »Kirketidende«. 2) og 3)

Til megen Forstyrrelse, men ogsaa megen Glæde havde vi saa Folkehøjskolen her i Vinter. Resultatet af s. 142 Skolen var overraskende godt. Vi arbejde nu paa at faae Skolen bygget. Grund er kjøbt lige udenfor Præstegaarden. Kommer den i Stand, faae vi paa en Plads op til Kirken et Lokale paa 30 Alen langt og 12 Alen bredt. At dette herligt kan bruges i kirkeligt og andre Øjemed, skjønner Du. I Forbindelse med Folkehøjskolen agte vi at oprette et Seminarium i Ryslinge. At Grundtvigianerne ikke see mildt til alt dette, er en Selvfølge. Denne Skole har taget mange af mine Kræfter; jeg haaber ikke, at de ere spildte.

Er Du tilfreds med »Maanedsbladet«? Jeg tvivler ikke derom. Det har nu 14—1500 Abonnenter. — Sig mig din Mening om min Betragtning over Pietisterne.

Gøtzsche og jeg have samtalet en Del om at faae holdt et Kirkemøde til Sommer for at udvexle Tanker om Tidens kirkelige Spørgsmaal. Jeg troer, at et saadant vil styrke Samfundsaanden mellem Guds Børn og fremme kirkelig Udvikling. Synes Du om Frimenighedsloven? Jeg har aldrig hørt din Mening herom. Hvis Du har læst min Artikel i »Fædrelandet«, vil du have lært min Mening at kjende.

Angaaende Missionen havde jeg meget at tale med Dig om; jeg veed nok, at Du ikke er nogen Ynder af meget Bestyrelsesvæsen; jeg ikke heller, men vi have aabenbart for lidt. Jeg venter en Storm fra Medlemmerne paa Sjælland; de have jo aldeles intet Begreb om, hvorledes Sagerne staae, og det burde de have. Det er aldeles nødvendigt nu, da Sagen har naaet saa stor Udvikling, at der i denne Henseende indtræder en Forandring, ellers er jeg bange for, at Sagen lider derved. Mange Sager skulle afgjøres; bl. a. bør vi vistnok foretage en grundig Revision og mulig Udrensning af flere Kolportører, som ikke længer af forskjellige Grunde kunne bruges. Jeg havde antaget Johannessen, før jeg s. 143 modtog dit Brev, men han er allerede afskediget, fordi han heldede til Methodismen. — —

Har Du tænkt paa noget Foraarsmøde og hvor? helst paa Sjælland, f. Ex. Sorø, derhen kunne vi nok faae alle de andre Medlemmer. Tøv ikke for længe med at forberede denne Sag. Kunde det ikke skee endnu i Maj? — —

For Alvor tænkte jeg, især paa den Tid jeg var syg, paa, om vi to ikke kunde tage en Maaned fri i Sommer og rejse udenlands. Jeg har ingen Penge og Du ventelig heller ikke; men det gjør ikke noget. At Du, kjære Vilhelm! kunde have særdeles godt deraf og ligefrem trænge til for en Maaned at blive revet ud af dit besværlige Arbejde, anseer jeg for højst rimeligt. Det er dog bedre i Tide at bringe Orden i Maskinen, inden den løber helt istaae og gaaer i Stykker.

Hvor forunderlig uroligt seer det ud i politisk Henseende! De stakkels Slesvigere! Jeg kan ikke nægte, at jeg ønsker Krig i det Haab, at Løgnen og Hovmodet skulde blive slaaet til Jorden. Alt staaer i Gud Faders Haand! og i hans Haand kan Alting forandre sig. — —

Og saa Farvel for i Dag, min kjære gode Ven! Lad mig snart faae et lille Brev fra Dig, hvorledes det er blevet med Eders lille Dreng.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.