Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1867-08-29)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 29. Aug. 1867.

Min kjære Ven! Fra 5. til 23. Aug. har jeg rejst omkring, nærmest for at samle Kræfter. Jeg var 6 Dage paa Bornholm, hvor jeg rigtig fik glædet mig over den dejlige Natur. Jeg fik ikke talt med Trandberg, derimod med hans Kone. Nu ere eller skulle de jo være Grundtvigianere; hvorledes det kan lade sig gjøre at føre en trandbergsk Menighed med al dens Lovvæsen, med dens folkekirkelige Partier, med den bornholmske temmelig alvorlige Grundkarakter over i den grundtv. Retning, saaledes at der kan være Sandhed i det, forstaaer jeg ikke. Det kunde være meget ønskeligt, om der kunde blive holdt nogle Møder derovre af den indre Missions Retning.

Saare glad var jeg oppe i Odsherred. Det er vidunderligt, hvorledes det Par Møder, Du har holdt deroppe, have givet Stødet til en hel Bevægelse. I Høve Skov blev Bjerring 1) vakt; med Taarer i Øjnene bad han mig hilse Dig, sigende: den Mand skylder jeg meget. Med den Mand er det sandelig helt Alvor; han slider uhyre deroppe. Petersen i Nykjøbing er den, hvorom de fleste samle sig; det er mærkeligt at see, hvor meget Kjærligheden kan udrette; han aander og lever kun for at drage Sjæle til vor Herre, og han sparer ikke paa Penge til dette Øjemed. —

Vi maae have vort Halvaarsmøde i Odense i Efteraaret, helst først i Oktober. Her ligeoverfor Grundtvigianismen kunde det være ønskeligt at vise, at den indre Mission bæres af en Menighed; og saa kommer Du over til mig med det samme.

— — Kan Du ikke skaffe mig nogle Elever til Skolen; det synes jeg, Du let maae kunne. Tak foreløbig for s. 147 Anmeldelsen i Missionstidenden. Til Dato er der kun anmeldt 15 Elever, men der er jo endnu to Maaneder igjen. Det var morsomt, om Du kunde overvære Indvielsen 21. Okt. Skolebygningen bliver meget smuk og hensigtsmæssig indrettet.

Det er Skade, at vi ere saa langt fra hinanden, min kjære Ven! Jeg føler saa tidt, at jeg trænger saa meget til at tale med Dig for at blive oplivet. Nu er jeg forøvrigt kommen mere til Ro; jeg har nemlig totaliter opgivet Haabet om Samarbejden, ja næsten personlig Samværen med Grundtvigianerne. Forleden Aften gav Birkedal mig personlig følgende Skudsmaal: 1) De Clausen og Alle, som ere paa den Side, hvor De staaer, vide aldeles ikke, hvad Kristendom er. 2) Det er Taabelighed af Dem at bygge Folkehøjskole; thi De veed aldeles ikke, hvad det danske Folks Tarv og Trang er. 3) Saadanne Folk som De og Beck kunne aldeles ikke deltage i nogen Kirkeudvikling. Saaledes lød Ordene. Jeg er siden den Tid slet ikke bitter, men overfor slige Udtalelser mener jeg at kunne fritage mig selv for Unionsforsøg. I min Menighed har jeg det mageløs godt; ved sidste Maanedsforsamling kunde Folk ikke rummes i Kirken. Flere og flere komme til. O! maatte jeg blot i Ydmyghed bøje mig for Herren, at han ikke skal tage sin Helligaand fra mig.

Din trofaste Ven
J. Clausen.