Forside / Tekster / Resultatliste / BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Joh...

Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1868-05-05)

Info

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 5. Maj 1868.

Min kjære trofaste Ven! Tak for dit kjærlige Brev²⁾, der brød Hul i en Isskorpe, som i lang Tid har ligget omkring mit Hjerte. Du veed det godt, i Kjærlighed overseer Du det Hele, men jeg føler Hjertetrang til at tale rent ud og faae Alt paa en Gang blæst bort. — Hvad synes Du om mig? — lidt kjedelig — dette Vrøvl med Adressen — det mugne Brev o. s. v., ja, Clausen er en kjedelig Praas — og dog holder Du af ham; det er smukt af Dig, min kjære, umiddelbare Ven. Men Forklaring — Sandhed — fuld Sandhed maae vi have, Alt maae blæses bort. Aabent og ærligt skal jeg skrifte, men ogsaa anklage Dig. Jeg troer, at jeg i Grunden var kjed over, at jeg havde givet mig af med Adressen — og s. 154dog — jeg kan nu ikke fortryde at have underskrevet den. Tingen var, at jeg paa en Maade var misundelig paa Dig for din homeriske Ro, ↄ: lettere og dog misbilligende denne, som ikke var paa sit Sted i denne Sag. Ingensinde har Mangelen paa Sammenhold i Bestyrelsen traadt klarere frem end i denne sidste Sag¹⁾. Hvad var rimeligere, naar en slig Kirkesag kom paa Bane, end at Bestyrelsen kom overens om, hvorledes man skulde forholde sig. Kunde man ikke blive enig om Sagen eller ens Optræden i denne, da burde den enkelte af Hensyn til sin Stilling i Missionsbestyrelsen bekvemme sig til slet ikke at optræde, hverken tale for eller imod for ikke at bringe Forstyrrelse ind i Foreningen. Men Rønne optræder uden nogen Bemyndigelse eller Samraad med os andre — jeg gjør det ikke slet saa grovt, jeg optræder privatissime, og Du leer i Ørum, Du er komplet ligegyldig. Var det at vente, at jeg, som staaer paa denne Plads, hvor man har lagt dette Vindæg eller Basiliskæg, eller var det at forlange, at jeg skulde være komplet ligegyldig i Lighed med Dig, at jeg ikke skulde danne mig en Mening om denne Sag? Det synes jeg, at Du og Rønne i al Fald maatte befrygte; havde I sagt et Ord til mig, bedet mig om at forholde mig passiv; det mindste Ord kunde have bevæget mig i denne Retning; thi jeg stod længe vaklende og mest tilsinds at tie. Det var nærmest Paavirkning andetsteds fra i et Øjeblik, da Frimenigheden her krænkede mig personlig. Men af den Grund var jeg mod Loven, fordi det var Grundtv., som førte den frem og vilde benytte den, ikke til at bringe Liv, ↄ: kæmpe mod Døden, men til at sprede Livet i Partivæsen. Som s. 155Loven¹⁾ er nu, er den ingen Ting, og man kan nok sige: quel bruit pour une omelette! — — Havde jeg ikke saa bestemt paa Landemodet²⁾ forfægtet de Troendes Ret, vilde jeg nu staae anklaget som Frihedsfjende, Bispeven o. s. v. I denne Sag bebrejder jeg Dig din Ligegyldighed; thi denne kan ikke gaae i Længden. Havde Du ikke været ligegyldig, da havde Du heller ikke kunnet være ligegyldig ved min Optræden, da burde og kunde Du som Formand in re i Foreningen have ladet udgaae et Ukas om, hvorledes vi havde at forholde os.

I Almindelighed bebrejder jeg Dig din Flothed eller din Maade at være paa overfor Grundtv.; Grundtvigianismen sidder Dig i Klæderne, i Skæget, i Munden, men Gud være lovet ikke i Hjertet, det veed jeg. (Men derfor løbe disse Køtere, som Kjerkegaard kaldte sine unge Venner blandt Gr., og lugte til dine Klæder.) — Min kjære Ven! maaske gjør jeg Dig Uret, saa tilgiv mig. »Du koketterer med Gr.«, sagde en Mand forleden; det vil jeg ikke sige, men paa fyensk vil jeg sige: »Du lemper Dig« i adskillige Ting efter dem; i andre Tilfælde er Du for vittig og let i dine Udtryk om dem. —

Det er snavs med Rønne — og dog er han jo en kjærlig Mand. Jeg troer, det er godt, Herren har saa villet det, at Du holdt paa ham til Dato — havde Du ikke været, var det vistnok reven ud med mig og Rønne; thi jeg kan ikke med dette Blandingsgods. — — Jeg saae meget hellere, at Du blev Formand; det vilde udøve i flere Henseender en gavnlig Indflydelse. — — s. 156Jeg vil sige Dig, at det var mit ramme Alvor at melde mig ud af Bestyrelsen, da jeg læste Rønnes Udgydelse i »Fædrelandet«; thi jeg kan ikke holde det ud med denne uklare Optræden. Hvad der holdt mig tilbage, var alene dette, at jeg i Grunden havde gjort mig skyldig i noget lignende ved uden Samraad med Eder at underskrive Adressen. —

See nu har jeg saa omtrent faaet lettet mit Hjerte, og det er jeg glad ved. Nu maae Du ikke lee ad det altsammen; thi Du maae vide, at vi ere ikke alle skabte som Hollændere.

Og nu Farvel! min kjære trofaste Ven! Nu er alt blæst bort.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.