Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1868-05-14)

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 14. Maj 1868.

Godt »blæst«! — min inderlig kjære Ven — hele Vrøvlet blæst bort med et Pennestrøg; — saadan skal det være, blot Kjærligheden aldrig bliver blæst bort! og det gjør den ikke; der har før været Blæst imellem os to. Men jeg maae jo ikke lee, — tilgiv, kjære Ven! jeg har leet saa hjerteligt; dit Brev var saa udmærket, rigtig et fornøjeligt Brev, saadan som jeg helst vilde have det; og Du kan godt staae Dig ved den Latter; det er ikke Ligegyldighedens Latter. Og Du skal nok faae lidt mere Glæde af mig i Fremtiden; thi Du har i Grunden Ret i alt det, Du skriver om mig, — næsten Ret. Rønne er et »Vrøvl«, men et rigtig kjærligt trofast Vrøvl. Lad ham blive, til han selv tager sig en Udgangsbillet. — Der ere vi altsaa enige. — Jeg er »ligegyldig«, — det er urigtigt, — atter enige; men hvad skal jeg gjøre ved det? Jeg kan ikke blive den Ligegyldighed s. 157 kvit; thi jeg holder af den; jeg har det saa godt med den. Og nu mit Forhold med Grundtvigianismen? Jeg har virkelig engang koketteret med den, men det er længe siden; og jeg er jo nu ogsaa paa det sorte Bræt. Naar de rose mig i din Nærhed, saa er det kun for at ærgre Dig; men her kunne Gr. ikke engang taale at være i min Kirke. Men vist er det, at jeg søger at undgaae Strid med dem, fordi jeg har nogle inderlig kjære Venner iblandt dem, og det Venskab vil jeg ikke have slaaet ihjel. Men Samvirken med dem anseer jeg for umulig nu. Og havde jeg faaet Ordet blot et Øjeblik i Roskilde, vilde Du vist have havt stor Fornøjelse af mig; det brændte i mig at faae stillet Missionen og mig selv i det rette Forhold, bestemt og afgjort overfor Gr.; jeg fik ikke Lejlighed dertil, og det kjedede mig, men den rette Lejlighed kommer vel nok. — Men Et er der, som jeg er uenig med Dig i; jeg har aldrig været bange for, at Du skulde blive Formand 1) i Bestyrelsen; ogsaa det kunde jeg have baaret med »homerisk Ro«; men lad det gaae, som det vil, vil Du ikke være det, saa vil jeg, skjønt jeg ikke kan gjøre Regning paa mere end 2 Stemmer, nemlig din og min!

Din trofaste, hengivne Ven
Vilh. Beck.