Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1869-02-04)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 4. Februar 1869.

Min kjære trofaste Ven! I saare lang Tid har jeg længtes saa meget efter Dig. Jeg blev ved Sygdom forhindret fra at komme til at tale med Dig; jeg havde saa meget at skrive og saa faa Kræfter; derfor er Tiden gaaet hen. Jeg har i denne Tid tænkt over, hvor forunderligt Herren har ført Dig og mig, hvor forandret Forholdene dog nu ere fra den Tid, Herren kaldte os til at arbejde med ved den indre Mission. Det er næsten ubegribeligt, at denne Sag har kunnet udvikle sig saa mageløst. Nu er Sagen voxet op til at have faaet to mægtige Fjender, Verden og Grundtvigianerne. Deres fælles Modstand mod den kan jeg kun forklare mig af de Sidstes Tilnærmelse til Verden, og af at de have betraadt Gaasevejen, det er Partivejen, hvor den ene Gaas følger den anden og snadrer som den anden. »Det er en sen Død at lade sig træde ihjel af Gæs«; det vil vist blive lidt sent for Gr. at faae traadt den indre Mission ihjel. Dog nu Spøg tilside. Den indre Mission befinder sig efter mit Syn nu paa et alvorligt om ikke farligt Trin. Angrebene gjøre intet, de ere kun Vidnesbyrd om Livet i den (en død Hund sparker man ikke saa stærkt til); men det gjælder om Sandhed og Sammenhold indadtil, om at drage Nytte af Angrebene til Selvprøvelse og Selvluttring; kun Herren alene kan gjøre s. 167det, men vi kunne lade os bruge som hans Redskaber. Jeg takker ham for hans Naade over vort Broderskab, takker ham, fordi han har bevaret Kjærlighedsbaandet imellem os, og jeg føler, det drages fastere og fastere om mit Hjerte. Jeg takker Herren, fordi han gav mig en Ven, der havde saa stærke Skuldre, saa stor Aandens Kraft som Du. Engang syntes jeg, at jeg i aandelige Evner kunde stille mig saa omtrent Side om Side med Dig; da jeg mærkede, at jeg sakkede bag ud, var jeg undertiden ikke fri for lidt Skinsyge, men den er forbi; jeg vil villig stille mig bag Dig og langt bag efter Dig, men jeg bliver ved at følge Dig, saalænge Du vandrer i Frelserens Fodspor. Saa holde vi da sammen hjerteligt og inderligt. Gamle Rønne træder vist snart bort; han har, det seer jeg nu, været til saare stor Velsignelse i vor Samvirken, fordi Kjærligheden er en Kraft. Vi komme muligvis snart til at staae ene. Herren har hidtil hjulpet os til at holde sammen paa Kræfterne og til at holde Ligevægten mod Smaalighed og Bornerthed. Naar en Maskine har gaaet længe, trænger den til at eftersees, gamle Tapper erstattes af nye, gamle Knaster ryddes væk o. s. v. Jeg troer, at Missionens Maskineri trænger til at eftersees. Mon man ikke maae afskedige en Del middelmaadige Arbejdere? Det bliver for vidtløftigt at skrive herom, men vi sees, vil Gud, vel om ikke lang Tid. Lad os foreløbig bede Herren inderligt om, at han vil give os Visdomsaand til at lede Sagen til Velsignelse. — Dog, det er jo i Grunden Dig, der trækker hele Læsset; jeg bestiller intet. Hvorfor gjør jeg saa lidt? — Mine Kræfter aftage mere og mere, jeg lider af og til af svære Nerverystelser, ledsagede af skrækkelig Angest for at gaae fra Forstanden. Det kan næppe blive ved at gaae, som det gaaer. Lægen raader eller fordrer, at jeg skal rejse en Tid. Jeg har ingen Penge, men s. 168dem kunde jeg vel nok faae laant; men værre er det med Rejseselskabet. Jeg har tidt tænkt det som saare velsignet, om vi to kunde have foretaget en Rejse sammen. Uden en god Ven vil Rejsen næppe blive mig til synderlig Gavn. Tidt maatte Du ogsaa være overanstrengt og kunde trænge til Hvile. Det kan blive vanskeligt at faae Gjerningen udrettet af en Anden c. 2–3 Maaneder, men umuligt var det dog ikke. Og forøvrigt, vilde vore Menigheder have Skade af at have en lille Fastetid? — Dog det Hele er maaske Hjernespind af mig; Du tænker maaske slet ikke paa en saadan Rejse, fordi Du ikke trænger til den. Et Spørgsmaal er det dog, om Du ikke vilde handle rigtigt i at lade Buen hvile, inden den helt springer. Overvej denne Sag, nu da din Postil er færdig. —

Jeansson bærer sig rent forkert ad. Han har paa en Rejse paa Sjælland holdt 21 Møder i 23 Dage. I Odense har han vundet mageløs Indgang; 15—1600 møde hver Gang, han prædiker. I Avisen kræver man St. Knuds Kirke til ham. Men jævnsides sin Virksomhed i Odense holder han 4—5 Møder i Træk paa Landet. Han er aldeles karakterløs overfor Lægfolks Plagerier om Møder. Følgen er, at han, som før var bumstærk, nu har et i Bund og Grund nedbrudt Helbred. Han har søgt et Kapellani i Vensyssel, men jeg fraraadede ham det; han maae ikke afbryde den Virksomhed, som Herren kjendelig har velsignet. Hellere maatte han søge Hvile en Tid og saa i Fremtiden begrænse sin Virksomhed langt mere.

Og nu, min kjære trofaste Ven! er Du sagtens træt af mit lange Brev.

Du hilses af din trofaste Broder og Ven

J. Clausen.