Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1870-01-20)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 20. Januar 1870.

Min kjære trofaste Ven! To Gange har jeg havt skre s. 176 ven Brev til Dig og bagefter reven dem i Stykker; jeg haaber, at det ikke skal gaae saaledes med dette.

Hermed Beretningen om »Pikkenikket« i Odense; anmelde den vil Du sagtens ikke 1) , men dog muligvis læse den.

Fremdeles hoslagte Opfordring 2) ; den beder jeg Dig snarest at optage i I. M. T., og det vilde gavne Sagen og glæde mig, hvis Du rigtig alvorligt vilde lægge Kristne denne Sag paa Hjerte; jeg synes ogsaa, at Du efter dit tidligere Forhold til denne Sag maae finde Anledning dertil.

Forlade Dig eller glemme Dig? — nej, det gjør jeg ikke, men der maae være Ting, hvorom man nært kan samles, for at den rent personlige Forbindelse kan vedligeholdes. I de svundne Dage var den indre Mission et saadant Medium. Er den det ikke længer, spørger Du? Min Mening om Sagen er ikke forandret, derom vil min Udtalelse ved Sorømødet have overtydet Dig — og dog er min Stilling forandret. Jeg er ikke mere, det har Du Beviser nok paa, saa aktiv Missionsven, som jeg har været. Dette er begrundet i noget naturligt og, i noget daarligt. Mit Helbred tillader mig ikke mere saa meget Arbejde, min Aand har heller ikke længer den Energi og Kraft, som hører til for at kunne virke meget vækkende udadtil, gaae løs paa Verden o. s. v. Du har endnu begge Dele usvækkede, og dette er jo saare glædeligt. Den daarlige Grund, maaske Hovedgrunden, er den, at jeg ikke hører til de stadige, udholdende Karakterer, som med en vis ensidig Kraft, som Du f. Ex., kan blive ved at forfølge det samme Maal; jeg bliver let træt; min Aand er urolig og som Følge deraf ikke stærk. s. 177 Du og Jeansson passe nu paa en Maade bedre sammen. Det gamle Hjerte-Firma skal ikke blive forandret — men det ydre kirkelige Firma maa vist i Tidens Længde blive forandret til Beck & Jeansson istedetfor Beck & Clausen.

Vore Menighedsforhold ere vistnok ogsaa forskjellige, forunderligt nok! engang var jeg Grundtvigianernes Skivebræt, og Du saa høj t over mig — nu synes j eg ogsaa i dette Forhold idetmindste her paa Egnen at blive »rar«. Her er saa fredeligt, som det kan tænkes. Birkedal og jeg virke nu i Forening for at faae oprejst et Mindesmærke 1) her i Byen — tempora mutantur et nos mutamur in illis — dog man vilde tage meget fejl, hvis man mente, at jeg nærmede mig den egentlige, usande Grundtvigianisme, den er jeg lige saa fjern fra som nogensinde tidligere.

Ogsaa jeg har en Følelse af, at der er saa saare meget, som vi skulde tale om, men at det bliver for besværligt at bruge det »døde« Ord. Vil Gud, er det aldeles afgjort, at jeg kommer op at besøge Dig i Foraaret; gjennem Thor har jeg hørt, at Du siger, at jeg er et stort Vrøvl; det er vist ganske sandt, men ikke med Hensyn til at besøge Dig. Men den Tanke, at Du muligvis ikke vilde have synderlig Glæde af mit Besøg, har vel nu og da holdt mig tilbage; glemme maae Du heller ikke, at jeg har været meget svagelig i de senere Aar.

Men nu skal Du blot have en rigtig kjærlig Hilsen; Tak for dit Venskab og din Trofasthed i de mange Aar; jeg maatte være et Asen, om jeg kunde glemme dette; men Ilden paa Venskabets og Broderskabets Alter trænger ogsaa til Næring; jeg maae see at komme op til Dig s. 178 — saa vil vor gamle Kjærligheds Ild nok flamme i Vejret og varme Hjerterne. 1)

Gud velsigne Dig og bevare Dig.

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.