J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge
26. April 1870.
Min kjære Ven! Dit sidste Brev fremkaldte hos mig saare mange og forskjellige Tanker, og der gik en Sørgetone gjennem de fleste; thi ogsaa jeg maatte føle, hvor forandret er Forholdet dog mellem os, fra hvad det engang var! Engang var der jo en forunderlig Samklang og Overensstemmelse mellem os. Imidlertid troer jeg, at Uoverensstemmelsen ikke er større end, at den kan udjævnes; men skal dette skee, maatte vi i al Ro tale rent ud og see Forholdene, som de ere, og ikke alene dette, men vi maae ogsaa lade hinanden have fuld Frihed; thi vi føres ikke sammen ved Veklager, begrundede eller ubegrundede. — I Orden eller Sammenhæng kan jeg ikke fremsætte mine Tanker, fordi de angaae saa forskjellige s. 182Ting; jeg meddeler dem nu, som de falde i Pennen.
1) Du sukker over, at jeg har svigtet eller er i Begreb med at svigte den indre Missions Sag. Her tager Du fejl, men min Stilling, Maaden at virke for den paa, er forandret. Det er imidlertid ikke begrundet i, at min kirkelige Anskuelse skulde have nærmet sig til Grundtvigianismen. Ligesom jeg har besvaret Spørgsmaal i denne Retning her paa Egnen, vil jeg ogsaa besvare det overfor Dig ved at spørge: naar har Du seet eller hørt Udtalelser af mig, som vidne herom? var det paa Sorømødet 1)? Jeg undrede mig halvvejs over den Overensstemmelse imellem os lige til de mindste Ting; det samme var Tilfældet med Jeansson. Kunde Du mærke af min Prædiken i Grenaa 2), at jeg havde skiftet Syn? Jeg troer det ikke. Jeg prædiker nu som altid, hvad hele Grundbetragtningen angaaer; og da denne hidtil er falden sammen med Missionens, er allerede dette et Vidnesbyrd om, at jeg ikke har svigtet Sagen. Men min Stilling til den er en Anden; hidtil kunde jeg deltage i den stærkt vækkende Gjerning ved Rejser viden om; det kan jeg ikke længer; jeg mangler legemlige og aandelige Kræfter. Hvis jeg ikke for et Aar siden havde indskrænket min Virksomhed, vilde jeg nu have været nedbrudt paa Sjæl og Legeme. Men fordi jeg ikke kan være med paa den Maade, kan jeg dog nok have en Gjerning, som kan komme Missionen og den ved den gjenopvakte kirkelige Retning tilgode. Og nu først ang. Bestyrelsen. Du klager over Isolering, at alt er lagt paa Dig; det er vel saa, men hvad har jeg nægtet at tage Del i? at jeg ikke tog med til Lolland 3), var alene begrundet s. 183i, at jeg var syg. Men nu om min Gjerning i Forhold til Missionens gjenvakte lutherske Kirkeafdeling. En Ting har Du været mærkelig blind for, nemlig at det er aldeles nødvendigt at arbejde ikke alene for Opvækkelse, men ogsaa for at pleje og udvikle det vakte Liv, skeer dette ikke, vil det Liv enten gaae over i Grundtvigianisme eller i en væmmelig Pietisme eller løbe ud i Sektvæsen. Jeg synes, Du maae have faaet Troen herpaa i Hænderne, enten Du nu seer hen til de Steder, hvor Sjælene pines af Pietisme, f. Ex. min gamle Egn, eller Du seer paa de ikke faa af dine Troesvenner, som nu ere i den gr. Lejr. Du vil sige: det er jeg ikke blind for. Men hvorfor har Du da slet intet gjort i den Retning? Du svarer: jeg har ikke kunnet overkomme mere. Ja, det er sandt! men burde Du ikke have taget nogle Kræfter fra den vækkende Missionsgjerning og anvendt dem paa Udvikling af det vakte Liv? thi hvad nytter det at storme ivrigt frem, naar man mister Frugten af sit Arbejde paa de Marker, der ligge bagved? men dette er ogsaa begrundet i en altfor stor Selvtillidsfuldhed hos Dig og en deraf følgende Isolering. Du synes virkelig efter dine stærke og hensynsløse Udtalelser at have troet at kunne sidde i Ørum og styre hele den vakte Menighed. Du isolerer Dig i den Forstand, at Du aldrig læser noget af det, som skrives. Dette kan være Tegn paa Sjælsro. Du undgaaer derved meget, som ikke duer, som ærgrer, men Du gaaer glip af meget, som man ikke kan lade fornemt uænset, naar man skal styre en Menighedsretning gjennem Tidens Bølgegang. At Du i tre Maaneder ikke skulde have Tid til at læse Beretningen om Kirkemødet i Odense, vidner herom, samt om en komplet og kjedelig Ligegyldighed for kirkelige Sager, som ligge udenfor indre Mission. Dette er sørgeligt for mig, at min bedste Ven ikke vil tage lidt Tid til at læse s. 184om en Sag, jeg har ofret mange Kræfter, for at den paa anden Haand skulde komme I. M. tilgode, saa denne (I, M.) kunde drages ind i en kirkelig Udvikling. Men tilbage til Udgangspunktet; vi maae absolut betænke ikke alene den vækkende Gjerning, men ogsaa den udviklende, dels en folkelig, menneskelig Udvikling, ikke i grundtvigsk, men sund og ædruelig dansk Retning, og dels en kirkelig luthersk. Ang. den første har jeg med det for Øje arbejdet paa Højskolesagen og ikke uden Held. Trænger Missionens Venner ikke i højeste Grad til Oplysning? Men naar jeg har arbejdet herfor under megen Miskjendelse af Venner og Fjender, skal dette da ikke regnes for noget, eller tages i Betragtning overfor Talen om at svigte Missionen? Overfor Beskyldningen mod I. M. for Mangel paa Syn for Fædrelandet og dets Tarv — ugrundet for dit og mit Vedkommende, men ikke for alle Missionens Venner — mener jeg, at min Højskole har havt ikke ringe Betydning, og direkte har den virket ikke saa lidt navnlig paa den yngre Slægt af vor Menighedsretning. Dog — jeg veed, at her ere vi enige; jeg anfører det kun for at minde om, at jeg ikke helt har ligget paa den lade Side, og at man indirekte kan virke for I. M. paa denne Maade. Men vi trænge ogsaa til kirkelig Udvikling eller rettere kirkelig Opklarelse af et luthersk Kirkeliv; thi skete dette ikke, da vilde det gaae som hidtil, at Gr. tog hele den kirkelige Plads i Besiddelse, og vi andre fik kun Trællearbejdet at oppløje Jorden, for at de saa kunde høste bagefter, hvad de visselig have gjort. Du har tidt selv udtalt, at I. M. intet Parti var, ↄ: kommer ikke med nye Lærdomme, men altsaa kirkelig hører sammen med den evang.-luth. Grundanskuelse. Men ville vi ikke komme med noget nyt, maae vi dog opklare det gamle lutherske for Menigheden, dels fordi denne ikke kjender det, s. 185dels fordi dette Gamle trues med at blive fortrængt af det grundtvigianske. Jeg har forlængst seet, at I. M. vilde sejle bagud, hvis vi ikke tog Sigte paa det kirkelig lutherske. Men naar har Du før lige fornylig givet Bidrag til at klare dette for Menigheden? See dette var mit Hovedsyn, da jeg i Frimenighedssagen, hvis Hovedprincip jeg jo ikke var imod, stillede mig i Gabet og fik voldsom Overhaling fra alle Sider; see, Du svigtede mig, min kjære Ven! Du reddede Dig ud af det Hele med Vittigheder; men dette var galt. Du var atter isoleret; enten maatte Du have gaaet ligefrem med Grundtvigianerne eller med mig. Men Du stillede Dig over det Hele og lod mig i Stikken. Naa! jeg veed, Du talte om Djævlehalen o. s. v.; men det var dit Fejlsyn, at Sagen drejede sig om en ren udvortes folkekirkelig Historie, saasom Grundtvigianerne jo ogsaa agerede i og gjennem Rigsdagen. I den Forstand havde vor Uoverensstemmelse jo ingen Betydning, at vort Venskab blev forstyrret, men den Følge, at vi skiltes i vor kirkelige Virksomhed. Jeg er siden gaaet meget paa egen Haand, har ikke raadført mig med Dig, halvt ubevidst fra min Side, men i min Stræben for at virke kirkeligt kom jeg paa Tanker om det, som gjennem »kirkelig Forening« 1) er søgt naaet. Jeg henvendte mig ikke til Dig, 1) fordi Du var ukjendt med Forholdene herovre, 2) fordi jeg vidste, at Du alene brød Dig om I. M. sensu strictori, og ventede kun Latter fra Dig. Den kom jo ogsaa i Form af Betegnelsen »Pikkenik«. Jeg burde have raadført mig med Dig paa Grund af vort hele Forhold og Samarbejde; dog jeg gjorde det ikke, ikke fordi jeg var vred paa Dig eller af Overlæg. Beck siger, han vil ikke have med det Vrøvl at gjøre o. s. v. Jeg gjorde det, fordi jeg var s. 186overbevist om, og er det endnu, at denne Sag med din og Andres Støtte senere kunde faae overordentlig Betydning, navnlig naar den udvidet over hele Landet kom til at omfatte alle ikke-grundtvigske, men troende Præster. Jeg kan have taget fejl i et eller andet i Sagens Anlæg, f. Ex. det, Du har anket over, at der kom Folk med, som ikke vare enige med os, men min Grundtanke var rigtig. Og ang. din Indvending vil jeg bemærke: Havde I. M. noget bestemt kirkeligt at samles om, og havde vi blot med dine Venner faaet Kirkemøder i Gang, havde jeg aldrig indbudt Folk, som jeg indbød; men dels fordi vi ikke hidtil havde taget fat paa det rent kirkelige, dels fordi Du og jeg ikke magtede alene at føre en kirkelig Udvikling frem, men trængte til troende Folk, som vel ikke helt dele vore Anskuelser m. H. t. Indre Mission, derfor tog jeg dem; med. Hertil yderligere to Grunde. 1. Jeg har lagt Mærke til, at mange troende Præster vare ilde stemte overfor I. M., fordi de følte sig stødte af Dig, der visselig ofte var saare hensynsløs haard i dine Domme; jeg troede saa netop at mildne deres Forhold til Missionen. 2. Grundtvigianerne have isoleret sig saare hovmodigt fra alle Andre, som ikke i et og alt kunde følge dem. Jeg vilde vise, at vi ikke vare saa snæverhjertede. Vel var der Fare for at faae vantro Folk med, men jeg stolede paa Aandens Overmagt, og Odensemødet vidner om, at mit Haab ikke blev beskæmmet. Naar Du skriver, at jeg har mistet Tilliden hos de Troende, kan dette ikke være, fordi jeg har skiftet kirkelig Anskuelse; thi det kan ingen overbevise mig om,men det er begrundet i mit Arbejde med Højskolesagen og mit Arbejde for «Kirkelig Forening». Ang. det første er Mistanken bleven modarbejdet af Dig virksomt i Missionstidende; naar vi to holdt sammen, mukkede de nok, men turde ikke træde aabenlyst frem, et Vidnesbyrd om vort s. 187Sammenhold. Skade, at Du ikke har kunnet udvide dette til andre Enemærker! da vilde Stillingen have været en hel Anden. — Og endnu eet vil jeg bemærke: jeg troer, at Du, min kjære trofaste Ven! bør bede vor Herre om ikke at mindske din Kraft og Uforfærdethed til at gaae løs paa Djævelen og Verden, men at mindske dine Ord og nedstemme din Selvtillidsfuldhed. Og endelig dette: gaae ind paa det Spor, som er begyndt med »Kirkelig Forening«. Men den fulde Forklaring eller Opklaring af vort Forhold indbyrdes og udadtil kan først skee, naar vi nu
2) betragte vort Forhold til Grundtvigianerne. Og her maae jeg jo sige »vort« Forhold og betragte dette sammen. Jeg vil minde om, at i Krigsaarene, da jeg var borte, begyndte Du paa Konradineslyst at ville virke sammen med Grudtv. Dette misbilligede jeg, fordi jeg gjerne vilde have Fred; thi Forholdene dengang tilstedte slet ikke en saadan Samarbejden. Disse Møder samt adskillige Stykker i Missionstidende vakte tværtimod Strid og rokkede Tilliden til Dig hos de Troende. Jeg maatte dengang døje adskilligt for din Skyld; overfor denne dumme Mistanke holdt jeg stadig fast paa, at det var noget Sludder, at Du var Grundtv., samtidig med at jeg privat advarede Dig. Du har næppe iagttaget den samme Forsigtighed, naar Du vester paa holder det Billede op for Folk: Birkedal og Clausen omfavne hinanden oppe paa Mindesmærket — en ilde anbragt Vittighed og mindre vel betænkt, naar Du netop vil holde fast paa mig. Nu vil Du gribe mig i Inkonsekvens; jeg troer, Du tager fejl. Som jeg dengang mente, mener jeg endnu, at Samarbejde her hjemme mellem os og Gr. paa rent kirkelige Enemærker er umuligt for Øjeblikket; det har jeg ogsaa bestemt udtalt i Beretningen om Odensemødet. Do svarer strax: ja, men Amerikasagen! Denne maae jeg da s. 188først omtale. For tre Aar siden kom jeg ved Pastor Clausen 1) fra Amerika i Forbindelse med denne Sag. Den blev omtalt i »Kirkelig Maanedsblad«, dernæst i Missionstidende. Du fik ogsaa med den at gjøre og kom i Forbindelse med Folk derovre. Sagen fik ingen Fremgang, det ene Aar gled hen efter det andet. Saa kom »Kirkelig Forening«. Jeg mente, dette maatte være en Opgave for denne Forening. Da jeg meddelte Dig dette og bad Dig overlade Sagen til denne, tog Du med Glæde derimod. Naar Du senere skriver, at Du har paataget Dig Forpligtelser overfor Müller-Eggen, da kjender jeg aldeles intet hertil, har intet Brev fra Dig derom. Du sagde kun: ja, tag I blot Sagen! Sagen kom altsaa for paa Odensemødet. Af tidligere Erfaring om Vanskeligheden ved at samle aandelige og timelige Kræfter gjennem I. M. frygtede jeg for, at Sagen heller ikke kunde føres frem af »Kirkelig Forening« med dens nære Tilslutning til I. M. Da saa Gr. ligefrem tilbød at være med (uden min Opfordring), turde og kunde jeg ikke sige nej! Det forekom mig snæverhjertet, ukjærligt og fejgt. Heri er heller ingen Inkonsekvens fra min Side. Jeg har været mod Samarbejde paa en Mark af os og dem; men saa vidt er jeg aldrig gaaet, at jeg mente: hellere ingen Forkyndelse end en grundtvigsk, hellere ingen Præst til Amerika end en Grundtvigianer. Naar Paulus kunde glæde sig over en Forkyndelse af Evangeliet paa Skrømt, maae vi dog ikke være saa fanatiske, at vi i et og alt ville frakjende en gr. Forkyndelse al Værd; der findes moderate Grundtvigianere og blandt dem mange virkelig troende oprigtige Kristne, noget, Du tidt nok s. 189har udtalt. Det var dog ikke uden lidt Ængstelse, jeg gik med herpaa, fordi jeg kjendte de Opvaktes Snæverhjertethed; jeg gjorde det alene, for at der dog endelig kunde blive gjort noget ved Sagen. Mine Erfaringer fra Udvalget har bestyrket mig i, at jeg handlede ret. Der har absolut ikke været Tale om, at det absolut skulde være en Grundtvigianer; tværtimod. Bay, Volf og andre (Ikke-Grundtv.) ere opfordrede. Muligvis faae vi nu Dam 1) i Aalborg, vistnok en meget moderat Grundtv. Jeg veed nu ikke, om Du vil godkjende ham. Naar Du skriver, at Du vil see Dig nødsaget til at frakjende den I. M. Lod og Del i Udsendelsen, og Du skulde gjøre Alvor af denne Truesel, da vilde det unægtelig i mange Henseender være sørgeligt og bl. a. medføre min øjeblikkelige Udtrædelse af I. M.’s Bestyrelse. Det vilde ogsaa daarligt stemme med den gamle Regel imellem os om fuld Frihed. — Mit Forhold til Grundtvigianismen er med Hensyn til kirkelig Opfattelse akurat den samme som hidtil, kun mit personlige Forhold er en Del forandret, særlig overfor Birkedal og hans Menighed. Ingen skal dog sige, at jeg har logret eller smidsket for Gr. her, men mere end nogen Anden sagt dem Sandheden, dog aldrig angrebet dem i Forkyndelsen eller offentlig brugt Skjældsord imod dem, men viser dem Frisind. Enhver veed, hvor uhyre skarpt Modsætningsforholdet var. Efterhaanden er det blevet fredeligere, men ikke paa Bekostning af Sandheden eller med Opgivelse af mine Anskuelser, jeg har heller ikke arbejdet sammen med en eneste Gr., heller ikke Birkedal paa kirkelige Enemærker. Hvor stor en Pjalt jeg end kan være, kan jeg dog i mine Forhold her staae med løftet Pande overfor kirkelige Venner og Modstandere. Ogsaa i Højskole s. 190sagen have vi tilkæmpet os en selvstændig Stilling, saa Gr. have været nødte til at anerkjende, at vor Virksomhed var af Sandheden og ikke helt uden Frugt. Og i de daglige Forhold her have vi følt Velsignelsen i, at der er kommen Ro og Stilhed, bygget paa gjensidig Selvstændighed og Anerkjendelse. Er Fred dog ikke det bedste. Jeg er ikke blind for, at Gr. have en Gjerning at gjøre for Kirken; de have Elementer, som vor Menighedsretning ikke kan undvære: et klart Syn paa Sakramenterne, den frie Naade, Nødvendigheden af menneskelig Oplysning o. s. v. Driver man stærkt paa Modsætningerne, udelukker man de Troende fra det Gode, de kunne hente fra den Side, og driver dem over i Pietisme, Lovvæsen o. s. v. Det er dog aabenbart, at vi afvæbne en Del vrange og falske Meninger om os Ikke-Gr. (at vi ikke elske Friheden, Fædrelandet o. s. v.), naar vi benytte en god Lejlighed til at modbevise dette i Livet 1). Men jeg gaaer visselig ikke længere, end jeg kan med Sandhed; derfor møder jeg heller ikke i de gr. Konventer. Rimeligvis hedder det nu blandt Gr.: nu kommer Clausen! som fordum: nu kommer Beck. Men jeg svarer: Cl. kommer ikke! kommer ikke længere, end han kan komme. Det allerfarligste for os er sky at holde sig tilbage, hvor vi med Sandhed kunne være med. Du vil sige: vi maae sørge for at bevare Tilliden blandt I. M.’s Venner; men det kommer an paa, hvad denne Tillid koster; ikke paa Sandhedens Bekostning; vi maae have Ret til i Besindighed at udtale vor Mening. Vedblive vi at rette os efter de Troende, høste vi senere bitter Frugt deraf, og vi ville ikke kunne føre dem videre. Ere vi blot bevidste at være af Sandheden, da maae vi troe paa Sandhedens Magt. Dette ogsaa i Forholdet til Gr.; tør vi s. 191ikke have med dem at gjøre af Frygt for de Troende, vidner dette om Svaghed, om Mangel paa Tro paa Sandhedens Magt.
Og nu dit Forhold til Gr.; det har paa en Maade været omvendt, engang stod Du dem nær, nu saa fjærn som muligt. Du haabede tidligere paa og vilde kun Fred med alle Guds Børn. Men Du gik let hen over Modsætningerne, søgte en Forening, førend der var naaet gjensidig Anerkjendelse og Selvstændighed. Jeg er gaaet den modsatte Vej, fordi jeg saae, at Fred først kunde naaes, naar man kunde aandelig talt holde Gr. Stangen, naar man havde tilkæmpet sig en fast Plads i den kirkelige Udvikling. Dit Forsøg er totalt mislykkedes. Du har høstet bittre Erfaringer om, hvorledes dine bedste Venner have forladt Dig. Og hvorfor? Fordi Du nok har havt Kraft til at holde ud i den vækkende Gjerning, men det kunne hine ikke; og den I. M. frembød ikke Hvile nok for dem. Den pinlige Stilling, Du nu er kommen i, er en Nemesis over Dig; der var nemlig noget skævt og ikke helt sandt i dit tidligere Forhold til Gr., vel nok Dig selv ubevidst. Du er beskyldt for at have givet dem Forhaabninger om, at Du vilde komme; ikke at tale om, at din Prædikeform har været saa grundtvigiansk, at Du tidligere blev antaget for Gr. Jeg har aldrig billiget din Opfattelse af Troesordet, en aldeles enestaaende Opfattelse, nærmest gr. Nu er Forholdet totalt forandret, og din Optræden lige saa til saare Bedrøvelse for mig og mange og i høj Grad skadelig for Dig og I. M. Det har jo været en Grundsætning i I. M., at vi blot skulle positivt arbejde uden at svække vore Kræfter ved Kævl og Strid med Modstanderne. Hvorfor nu opgive denne Grundsætning? Hvilken skærende Inkonsekvens (at nægte Birkedal Kirken), naar vi have holdt Hundreder af Møder, hvor vi ikke vare velseete, og hvor vi ikke vare s. 192gaaede ind paa, at vedkommende fik det sidste Ord 1). Du siger: jeg skylder at værne om min Menighed. — Men kunde Du ikke gjøre dette paa mange andre Maader? Du har virkelig, min kjære Ven! været stor i din passive Ro hidtil overfor Gr., ja, Du har med den været saare farlig for Gr., men nu hovere de over din Optræden overfor Birkedal. Birkedal skal have leet grundigt ad Dig og sagt, at hvis Du blev ved paa den Maade, vilde Pauline Worms Spaadom, at Du blev en komisk Figur, gaae i Opfyldelse.
See nu har jeg, min kjære trofaste Ven! talt rent ud; ikke at jeg i et og alt seer rigtigt, men Du veed, at jeg ynder at sige min Mening, og skal ikke være uvillig til at lade mig belære, hvor jeg tager fejl. Jeg maatte tale saa udførligt for at vise Dig, at jeg ikke staaer som den, der vil svigte Dig eller I. M., men som den, der maae have Frihed til at være mig selv og arbejde paa min Vis, som det synes mig bedst. Men derom behøver Du ikke at nære den mindste Tvivl, at jeg er og fremdeles bliver din inderlige og trofaste Ven
J. Clausen.