Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / BREV TIL: Clausen, Johannes Carl Emil FRA: Beck...

Beck, Johan Vilhelm BREV TIL: Clausen, Johannes Carl Emil FRA: Beck, Johan Vilhelm (1870-06-02)

Danmarks Breve

Vilh. Becks Svar.
Ørum Præstegaard 2. Juni 1870.

Min egen kjære Ven! — Du kunde da ikke vente, at jeg skulde svare strax paa et saa udførligt Brev, der gav mig meget at tænke paa. Det eneste, jeg var rigtig glad ved, var, at Du er min trofaste Ven nu som altid, og det troer jeg fuldt og fast. Meget af det, Du ellers skriver, kan jeg godt sige Ja til, navnlig det meste af, hvad Du har at udsætte paa mig, og Paavisningen s. 193af mine mange Skavanker. Derimod kan jeg næsten ikke sige Ja til noget af det, hvori Du paapeger dine egne »store og gode Handlinger«, f. Ex. din Selvstændighed og Konsekvens; — kjære, kjære Ven! jeg maae jo ikke lee og være vittig, ellers gjorde jeg det. Men lad det nu være godt; og saa fat paa Sagen. Du vil have den indre Mission ind i et helt nyt Spor for at udvikle det vakte Liv. Jeg svarer: det er meget fortræffeligt med enhver alvorlig Stræben for at gjøre dette; lad os hver især gjøre saa meget for dette som muligt; Højskolen er et godt Middel, naar det blot ikke drives paa grundtvigsk Vis; Kirkemøder ere endnu bedre, naar vi blot kunne magte dem; vi faae at forsøge det. Men alt dette er ikke den indre Mission. Dennes Gjerning er at vække Livet og samle alle Vakte med Ordet om vor Herre Jesus og hans Frelsergjerning; dertil kræves Udsendelse; at ville ophøre dermed, vilde være at slaae Missionen ihjel; flere Præster ud, flere Lægfolk ud; der er en stor Gjerning for dem i Danmark; ingen Afskedigelser uden for saa vidt Vedkommende ikke duer, eller vort Pengevæsen kræver det. Vi maae see at faae det i Orden med en Omordning af Bogvæsenet, som er drevet for vidt, og saa see at faae flere Folk ud. Det kræver Menigheden, og vi ere kun Menighedens Befuldmægtigede. Vi have endnu den store Flerhed af Menigheden med os. Vi have faaet nogle flere Fjender, nogle Skraalhalse, som raabe: Missionen skal røddes af Vejen! Lad os lade dem skraale sig hæse og selv gaae uforfærdede den os af Herren viste Vej. Vi have ikke mange Præster med os, fordi der er ikke mange Præster, som vi kunne være tjente med at have med os. Du skal ikke kalde dette »Selvtillid«, det er Tillid til Herren, Missionens store Formand. At det vakte Liv skulde gaae over i Pietismen, seer jeg ingen Fare for; vi have hele Vestjylland til Bevis for, at vi s. 194have gaaet den rette Vej med at lirke saa jævnt og smaat med Pietisterne og ikke raabe for højt paa, at vi ville have Lov til at udtale vor Overbevisning. Det er et velsignet Faktum, at Missionen efterhaanden paa denne Maade har ført dem ud af den mørke væmmelige Pietisme; de tilstaae det selv. At dine Venner paa Sjælland ere gaaede den modsatte Vej, er dels Jakobs (Jensen) Skyld, dels har Du selv lidt Skyld deri, ved at tage for lidt Hensyn til deres Skrøbelighed, medens Du tog for meget Hensyn til dem, da Du var hos dem. — At det skulde løbe over i Grundtvigianismen, har jeg ingen Frygt for. Der har ingen Tegn vist sig for mig i det Stykke; thi Historien om mine Venners talrige Overgang til den Retning er kun Historie. Grundtvigianismen har ingen Ingang kunnet faae i Uby. Grevinde Moltke og Komtesserne 1), Boesen 2), Holm 3), Bukardi vare Grundtvigianere (undtagen den sidste), før jeg kjendte dem. De brugte mig som Præst dengang, fordi Modsætningen ikke var saa stor dengang, og fordi de bestandig haabede paa min Overgang. Du har Ret i, at jeg selv gav Anledning til at mene dette. Af mine særlige Venner er ingen gaaet over uden Louise Skrike 4), Elmquist 5) Skjerbæk og et Par Karle og Piger, som ere forgjorte paa en Højskole.

Lad os rette paa os selv, lad os rette Misgrebene ved Kolportørers Antagelse, men lad os endelig blive i det gamle Spor. Missionen er i god Fremgang, navnlig i Jylland. Paa Sjælland trives den daarligst af Mangel paa Kræfter.

I Forholdet til Grundtvigianismen skal jeg villigt s. 195indrømme Dig, at jeg kan tage fejl i Formen og Maaden, men Sagen er dog rigtig, at vi skulle bekæmpe alt, hvad der er falskt, om ogsaa det findes hos disse Folk; de skulde dog ikke betragtes som et »noli me tangere«! De ere sandelig ikke bange for at tangere Andre. Og Sagen er dog rigtig, at vi kunne ikke arbejde sammen med dem med Sandhed, noget, Du dog maatte være den Første til at indrømme. Dette bevægede mig til at give den Erklæring, som Du finder saa uheldig, overfor Birkedal (kjendte Du, hvordan det Hele hang sammen, vilde Du dømme anderledes derom; det var en ren Nødvendighed); ved at høre Birkedals grundtvigske Prædiken i Grenaa, bestyrkedes jeg ydermere deri; jeg kunde ikke som ærlig Mand have tiet dertil i min egen Kirke. Eller har Du da glemt, at han har sagt til Dig selv, at vi vidste slet ikke, hvad Kristendom er? At Birkedal har faaet et uægte Barn med Pauline, som han kalder Beck, og griner ad, kan jeg dog ikke tage mig nær. Her har hans Besøg været aldeles uden Betydning og et Nederlag for Grundtvigianismen. Man havde ventet sig noget, som man ikke fandt. Det har blot været en Svir for de faa Grundtvigianere, som leve her under meget trykkende Kaar. — Men, kjære Ven! hvordan vil Du dog forlange, at vi skulle see Konsequensen i dit Forhold til dem i Amerikasagen? Det er os umuligt at see det, og gid Du dog maatte kunne indsee det! Brevene fra Müller-Eggen have staaet i Missionstidende 1), hvori hans Forhold og Tillid til Missionen er udtalt, hvori han paa det bestemteste frabeder sig paa Menighedens Vegne en Grundtvigianer. Du maatte altsaa kunne vide det. Og hvor er det muligt andet, end at Missionen maae være ærlig imod dem, dersom der sendes en Grundtvigianer, og sige dem: vi have ikke sendt ham. Sørg dog for, kjære, inderlig s. 196kjære Ven! at dette Forhold, som Du lidt ubetænksomt, om end kjærligt, er kommen ind i, ikke skal give Anledning til at fordærve hele vor store Fællesgjerning her hjemme; og dette vilde dog blive Følgen, dersom Du gjorde Alvor af at træde ud af Bestyrelsen for den Sags Skyld. Og hvor meget vilde Du ikke ødelægge for Dig selv? Du bedrager Dig selv med den »Anerkjendelse«, Du troer at finde hos Grundtvigianerne; de ville dog vedblive at betragte Dig som »en lille ubetydelig Person«, og Du mister dine bedste Venners Tillid. Jeg har ofte firet for din Skyld, idet jeg satte vort Venskabs Bevarelse og fælles Samarbejde i Missionen højest, over mine personlige Meninger; derfor bar jeg mig ad, som jeg gjorde, i Frimenighedssagen; derfor udtalte jeg mig ikke saa aabent, som jeg ellers vilde have gjort; det var for min bedste Vens Skyld, og det maae Du ikke give mig Utak for; thi det fortjener jeg ikke. Det var, for at ingen Hindring for vort Fremtidsarbejde i Missionen skulde fremkomme deraf. —

Der var en Tid, hvor Du altid ivrig begyndte med: »jeg er ikke Grundtvigianer«; det var dengang temmelig overflødigt; det havde været mere nødvendigt i min Mund. Nu var der virkelig Grund til, at Du sagde det højt, ikke for min Skyld (jeg har slet ingen Frygt i dette Stykke), men for Menighedens Skyld. — —

Og lad mig saa vedblive at være din bedste Ven.

Vilh. Beck.