Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1870-08-18)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 18. August 1870.

Min indelig kjære Ven! hvor har jeg længe tænkt paa at skrive til Dig, tænkt, hvor skal j eg finde Ord, som ret kunne naae min bedste Vens Hjerte og lade Dig føle, at jeg er uforandret den samme overfor Dig, som jeg har været i saa mange Aar. Ja, det kan jeg sige overfor Guds Ansigt, der er ikke »kold Kjærlighed« i mig overfor Dig, trods den »lange Vej«. Jeg var saa glad til at see Dig i Næstved; Bedrøvelsen havde dit Brev slaaet ihjel; men Du kaldte den tillive igjen; og det var ikke, fordi Du havde andre Meninger om Missionen, skjønt jeg jo ikke er glad derved, men fordi Du kunde slaae Dig sammen med Lawaetz 1) , som altid har været os to imod, og som vi troligt have holdt sammen overfor, — og saa fordi Du ikke kunde taale at høre din s. 199 Ven prædike, og saa fordi Du ikke havde et Øjeblik og et Ord tilovers for din Ven undenfor Mødet. Ja, kjære, kjære Clausen! hvor gjorde dog alt dette smertelig ondt! og det er ikke for at gjøre Dig Bebrejdelser, at jeg siger det, men for at sige Dig, hvor inderligt mit Hjerte hænger ved Dig. — Om mit Forhold til Grundtvigianerne vil jeg kun sige Dig, at jeg er glad ved, at Du og Birkedal kunne leve i Fred sammen, skjønt jeg ikke troer paa Eders Venskabs Holdbarhed, hvor det egentlige Grundlag for et Venskab mangler; men naar Du synes, jeg er for streng overfor dem, saa husk paa, at Begyndelsen til, at der kom skarpe Ord fra mig imod dem, var, at de mishandlede Dig, da Du kom til Ryslinge. Forøvrigt vil jeg godt tage imod Tilrettevisning i dette Stykke. Noget Andet, som fordærver vort Forhold, er alt det, som vi »skulle have sagt« om hinanden; det bliver altid løs Snak eller dog fordrejet eller faaer en hel anden Farve, end det har havt i min Mund. Jeg troer ikke, at vi to kunne tale ondt om hinanden; jeg veed med Vished, at jeg ikke kan gjøre det. Jeg modtager jo oftere Klager over Dig fra vore Venner, navnlig fra Middelfart-Egnen; jeg gjør alt for at bevare deres Kjærlighed til Dig.

Hvad nu Missionen angaaer, saa kan jeg ganske vist ikke følge Dig i din Betragtning om Menighedens Udvikling, naar dette skal gjøres til den indre Missions Gjerning, medens jeg mener, at dette maae overlades til de stedlige Virksomheder. Men jeg kan godt gaae ind paa, at vore Kolportører maae modtage en mere folkelig Uddannelse, saa at de kunne see venligt paa den folkelige Bevægelse, medens det aldrig kan blive deres Sag at virke uden i ren kirkelig Retning. Og kunne vi saa ikke mødes deri? Paa anden Maade seer jeg ingen fremtidig Samvirken mulig. Jeg har forhandlet med s. 200 Bülow, som er fuldstændig enig med mig deri. Han har selv skrevet derom til Dig. — Du skulde jo have en Fortegnelse over dem, som skulde indbydes til Odensemødet 1) , og vil Du have den, skal Du faae den. Men det er min Overbevisning, at vi kunne ikke holde saadant et Møde, saalænge Bestyrelsen ikke kan møde fuldt enig, hvilket dog maae være den første Betingelse for et godt Udfald. Jeg har tilskrevet Lawaetz om at træde ud af Bestyrelsen; jeg møder aldrig mere med ham til Bestyrelsesmøde; og foretrækker den øvrige Bestyrelse at beholde ham, maae jeg træde ud og begynde en ny Mission. Jeg kan ikke længer fortsætte disse Skjænderier, som maae undergrave den indre Mission. Han har jo altid villet noget Andet end vi Andre; jeg har dog det Haab at kunne gjøre Regning paa Dig i dette Stykke, at Du, som kun ved tilfældige Omstændigheder kom til at stemme sammen med ham i Næstved imod mig — naar alt kommer til Stykket, dog ikke vil foretrække ham for din gamle, trofaste Ven. Skeer der ingen Forandring i Bestyrelsen før Odensemødet, kan jeg ikke deltage i Mødet. Jeg tilskriver den hele Bestyrelse dette i disse Dage.

Din uforandrede Ven
Vilh. Beck.