Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1870-08-22)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 22. August 1870.

Min kjære Ven! Tak for dit kjærlige Brev; det har gjort mig inderlig godt trods Klagetonerne, som gaae igjennem det. Det vilde være Usandhed, om jeg sagde, at min Kjærlighed til Dig ikke har været svækket. Kjærligheden, især den svage, som min er, kan ikke und s. 201 være Næring, og rippes der saa tilmed i denne ømfindelige Blomst fra mange Sider, er der stadig Tørke, da hænger Blomsten med Bladene; men de kunne rejse sig igjen; jeg haaber fast paa, at det skal skee. Saadanne Stød som dem imellem os kunne gjøre saare ondt; de ere Vidnesbyrd om Syndens Magt — men de have deres gode Sider — de udvikle den personlige Selvstændighed. Du er sejg og fast — jeg hører just heller ikke til de meget bøjelige; det er heller ikke godt i Venskab at bøje sig efter hinanden, hvor det gjælder det Store og Betydningsfulde; det skeer let paa Sandhedens Bekostning. — Vi gaae altsaa ud fra, at vi ere kjære Venner som tidligere; men det er dog ikke overflødigt hver fra sin Side at fremsætte, hvad der har fremkaldt den sidste Misstemning; thi derved undgaaer man bedre sligt i Fremtiden. — Søger jeg efter i mit Hjerte ærligt og oprigtigt, finder jeg to Grunde til min Vrede eller Misstemning mod Dig. 1. Dit Forhold, dine Tanker og Meninger om »Kirkelig Forening f. Fyens Stift«. Det er muligt, at det Hele var skævt anlagt; jeg indrømmer det dog nogenlunde, men derom var og er jeg fuldt overbevist, at I. M.’s Menighed i højeste Grad trænger til Oplysning og Udvikling. Netop for at redde den fra Overgang til Gr. har jeg kæmpet, ogsaa gjennem denne Forening. Jeg forlangte ikke Hjælp af Dig, dine Kræfter vare optagne; men det saarede mig, at Du dels talte spøgende om mit Arbejde, dels beskyldte mig for at indgaae Forbindelse med Vantroen. Endelig harmede det mig, at Du i flere Maaneder ikke vilde læse Beretningen. Det tydede for mig paa en Slags aandelig Overlegenhed, som jeg ikke kunde taale. Thi denne Tavshed i saa lang Tid var en Dom over min Gjerning som denne: det er saa ubetydeligt, det kan godt vente. Kald det Forfængelighed — og Du har Ret — men ogsaa s. 202 Uret. Men Du skal faae en Indrømmelse i denne Forbindelse: jeg indrømmer, at dette Arbejde (Oplysning og Udvikling af I. M.’s Menighed) ikke kan skee direkte gjennem I. M., og at jeg i saa Henseende har fejlet. I. M. maae gaae som hidtil, en speciel Gjerning rettet mod Maalet: Opvækkelse. Men — jeg kan ikke længer være med hertil som hidtil; jeg mangler aandelige og legemlige Kræfter. Dermed er ikke sagt, at jeg vil udtræde af Bestyrelsen, jeg kan og vil være der uden Portefeuille, saalænge Du vil have mig der. Fra mig kan Du være sikker paa, at jeg ingensinde mere skal bringe noget ind af det, som tilhører andre kirkelige Formaal; men Du vil heller ikke faae nogen Støtte i mig, min Tid som I. M.’s Arbejder i snævrere Forstand er forbi.

Du kan sige: nu kan Du ikke længer være i Bestyrelsen — vel! saa træder jeg ud — min Frihed maae jeg have. — — Naar Du saa tidt har sagt: Du skader, har skadet den I. M. ved din Optræden, saa vil jeg ikke høre det, med mindre Du tilføjer: Du maa udtræde af Bestyrelsen. Thi naar jeg med Sandhed virker i det, som nu ligger for mig, kan jeg ikke opgive dette af Hensyn til en Sag, som jeg ikke længer har Kræfter til; det strider mod min Frihedsfølelse, og saares den, gaaer det ud over Broderkjærligheden. Altsaa fuld Frihed skal Du faae for mig til at arbejde i I. M. som hidtil — jeg bliver kun i Bestyrelsen som en historisk Antikvitet.

2. Men der er en anden Grund til min Misstemning, og det er din Udtalelse: Du mister dine Venners Tillid, jeg maae i Breve hjælpe paa den til Dig nedbrudte Tillid. Dette kan jeg ikke taale at høre, det harmer mig; thi jeg har intet gjort, som berettiger mine Venner til ikke at nære samme Tillid til mig som tidligere, hvis jeg ellers dengang var Tillid værd. Derfor vil jeg ikke høre denne Tale. Mistanken kommer fra mit venlige s. 203 Forhold til Birkedal; den vidner om Bornerthed, væmmelig Ufordragelighed, indre Raaddenhed, der vil dække Ukjærlighedens Hulhed bag »den rene Lære« — og saa er den et utaaleligt Indgreb i den personlige Frihed. Skal jeg lade mig foreskrive af Venner, hvorledes jeg skal stille mig til andre Mennesker? skal jeg bevare Fjendskab for at nære Venskab?, skal jeg vedligeholde Tillid ved at bevare unødig Ufred? Jeg blæser ad en ufortjent Mistillid; jeg bryder mig ikke en Døjt om den. — Hvad jeg bryder mig om er, om nogen af mine Venner giver saadanne Folk andet Svar paa deres Mistillidsadresse end dette: har han svigtet sin, vor fælles Overbevisning, den Grund, hvorpaa Tilliden er bygget, og hvor man vil staae og tyrannisere sine Venner — hvis ikke, da bland Jer ikke ind i hans personlige Frihed. Jeg troer, at faa Mennesker have saa stor Frihedsfølelse som Du, min kjære Ven! saa maae Du ogsaa forstaae, at min Frihedsfølelse oprøres ved disse Klager. Men Du har stemmet i med disse Klager. Dette var berettiget ud fra dette Synspunkt: naar du gik ud fra, at I. M. var for mig et Hovedhensyn, overfor hvilket alle andre maatte vige. Men herfra kan Du fra Dato ikke gaae ud. Jeg vil derfor nu bede Dig om ikke oftere at berøre den Streng om Venners Tillid eller Mistillid, før Du kan lade medfølge Beviser for, at jeg med Rette ikke længer kan gjøre Krav paa gamle Venners Tillid. Jeg elsker mine gamle Venner og møder dem med samme Kjærlighed som tidligere, — men deres raadne Mistanke mener jeg at være af det Onde — og derfor gaaer jeg ikke af Vejen for dem. — Nu skal alt det foregaaende være afsluttet med disse Udtalelser, og saa ville vi see at opbygge paa den gamle Troes og Kjærligheds Grund. (Jeg glemte at sige Dig dette: at jeg L’s Forbliven eller Udtrædelse uafhængig mener det bedst, at s. 204 den hele Plan med Forbindelse med Præst og Lægfolk 1) bør opgives).

Og nu Farvel! min kjære trofaste Ven! Gud styrke og glæde dit Hjerte! Jeg har altid ogsaa i denne Tid indesluttet Dig omend kun saare svagt i Bønnen; jeg skal bede Gud om at udgyde Bønnens Aand rigeligere over mig. Med kjærlig Hilsen

Din trofaste Broder og Ven
J. Clausen.