Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1870-12-28)

J. Clausens Svar.
Ryslinge 28. December 1870.

Tak, kjære Ven! for Dit kjærlige Brev. Det sidste Aar var vel udvortes ikke det bedste i vort Samliv; der var Kamp og Strid; men da denne fremgik af, at vi vilde være sande og holde fast ved vor Overbevisning, saa mener jeg, at Kampen har været god; thi Sandhed er og bliver dog Hovedsagen; hvor denne fastholdes, der reddes dog Kjærligheden; denne Blomst voxer dog altid frem paa Sandhedens Grund, om ogsaa Kulde og Sne en Tid kan dække over den. Jeg ønsker saa tidt, at vi vare hinanden lidt nærmere; jeg troer, at det vilde være dejligt for os begge to, om vi kunde tales lidt oftere ved; Kjærligheden vilde da faae mere Lejlighed til at give sig Vidnesbyrd, og disse kan Kjærligheden dog saa daarligt undvære. Duggen kommer fra Jorden og vender tilbage og vederkvæger den, saa er det ogsaa med s. 209 Kjærlighedens Vidnesbyrd. Hvad jeg har lovet Dig, skal jeg ogsaa ved Guds Hjælp holde; jeg skal ikke oftere bedrøve Dig i din Gjerning i den indre Mission. Og dog ere vore Anskuelser vist ikke saa forskjellige, som det mange Gange har seet ud; Tingen er vel kun den, at jeg ifølge min Natur bevæger mig lettere og derfor vistnok ofte mere overfladisk end Du. — Grundtvigianer er jeg ligesaa lidt nu som tidligere.

For mig har denne Prøvelsestid været saare velsignet, selv det ogsaa, at jeg har været i over 5 Uger udelukket fra min Menighed 1) . Det er godt at være ene; det er saa let at prædike, at prædike sig varm, naar man bæres af Menighedens Sang og Forbøn, men man glemmer let herover, at det, som det dog egentlig kommer an paa, er at være barnlig og fast i Troen forbunden med Jesus, saaledes at man ret lever sammen med ham til daglig kæmpende med hans Kraft mod Livets Fjender indenfor og udenfor; ja, det er godt at være ene med Sorg, Sygdom og Død, da prøves Troen, da lærer man at kjende, om man kan være ene med Jesus; engang, naar vi skulle døe, skulle vi dog være ene; da gjælder det dog om at kunne i Troen holde hans frelsende Haand fast, uden at man løftes af Menigheden, hvor velsignet dette ogsaa kan være under Livets daglige Kampe.

Vor Herre velsigne Dig og dine! min kjære trofaste Ven! Tag mig, som jeg er, nøjes med min lille Kjærlighed og tvivl ikke om, at jeg er

din gamle trofaste hengivne Ven
J. Clausen.