Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1871-01-13)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 13. Januar 1871.

Min kjære Ven! Mon vor Herre ikke engang skulde lade os komme til at boe lidt nærmere sammen? Det var dejligt, om vi kunde tale lidt mere sammen; det er saa besværligt med Breve. Dog har man her den Fordel, at man ikke afbryder hinanden med: aa Sludder! o. s. v.; bliver man heftig, bliver det altid paa egen Regning — kort — man har og beholder det selvtagne Ord; det er altid en Behagelighed. Derfor vil jeg forsone mig med det »døde« Ord og benytte det —. Vi to ere de gamle Venner, vi ere af Hjertebund og -klang de samme, som vi have været under forskjellige Forhold, derfor ere Strengene ikke altid blevne stemte harmonisk. Men det var vel værd at søge lidt efter lidt at faae dem til at stemme bedre sammen, naar Grundtonen dog er den samme. Til Sagen: Du har Ret, at min Personlighed vilde blive »radbrækket« ved at blive Grundtvigianer; thi jeg hader fra Grunden af dette væmmelige Partivæsen; jeg kan taale, kan efter fattig Lejlighed fordrage Anskuelser, forskjellige fra mine egne; men Partivæsenet, den Bunke af Snavs, som sætter sig omkring Folk, fordi de have en fra Andre forskjellig Anskuelse, det er mig modbydeligt og har altid været det; og til Partivæsen regner jeg alt, hvad der svækker den enkelte Personlighed i dens Ejendommelighed, saasom alt Efteraberi, Eftersnakken, saa og dette at ville have Partimærket eller Stempel sat paa alt, for at det skal kjendes gyldigt. Sagen spørges der ikke om, eller i alt Fald tages den som rent underordnet, kun dette gjælder Undersøgelsen: er han Grundtvigianer eller ikke. Jeg er for lille til at danne et Parti, men jeg er for stor (undskyld Udtrykket) eller for gammel til at tjene for Dreng, Løbedreng med Andres Ideer. Derfor er jeg den s. 212 Dag i Dag lige saa lidt Gr. som nogensinde. Jeg haaber vel, at jeg har tilegnet mig noget af Aandens Gaver og Liv; men dette Aandsgods er ikke Grundtvigianismens, men Guds Menigheds saavel som det danske Folks Fællesejendom, om ogsaa det her og der er optaget af Gr. paa samme Vis. Det er een af de Ting, som jeg afskyer hos Gr., at de bilde sig ind at have Ret til at kræve Patent paa alt Aandsliv baade i den ene og den anden Retning, fordi de tiltage sig Æren af at have frembragt alt Aandsliv her i Danmark. Du har misbilliget mit Forhold til Gr.; jeg misbilligede engang dit; derfor har jeg godt kunnet forstaae din Stemning. I sin Tid virkede Du for Union, dit Hjerte bød Dig det, fordi Du havde kjære Venner til den Side, ogsaa fordi Du fastholdt Livet som eneste Unionsbetingelse og endnu ikke ret kjendte Partivæsenet, dette snæverhjertede og lave, som ikke kan nøjes med Livet, Kjærnen, men vil have alle Skallerne ens. Din Skuffelse efterlod en Braad i dit Hjerte overfor Gr. og ikke uden Grund. Og nu jeg. Her i Ryslinge bød mindre et kjærligt Hjerte end en nødvendig Klogskab mig at »elske Rolighed« baade af Hensyn til min egen Person, daglige Færd og Hjertefred, og til Menigheden, min; thi den kunde umuligt trives og affiles sin Pietisme, hvis jeg ikke fik Stilhed. Gr. have sandelig ikke kjælet for mig, jeg heller ikke for dem, men i mine personlige Forhold taalte jeg meget af Personer. Under de fredelige Forhold saae jeg ogsaa Lyssider, der gjorde Hjertet godt, fordi man i Reglen kun saae Skyggesiderne i dem. Men ogsaa udadtil i det Store maatte mit Forhold eller mit Syn paa Gr. blive et andet. I nogle Aar var I. M. min Hovedinteresse; men jeg er ikke stærk og ikke stadig, eller om nogen vil betegne det mildere, jeg er ikke af de langsomme, jeg maae have Udvikling, hvori altid blander sig noget s. 213 af skadelig Nyhedssyge. Styrken legemlig og aandelig var brudt i Retning af I. M.’s Virksomhed. Hvad nu? Jeg maatte have Udvikling, og jeg mente at see dennes Nødvendighed, idet jeg saae tilbage paa den tilbagelagte Vej, den oppløjede Ager; pløje mere Land op, vække, det følte jeg ikke Kraft til. Nu stod jeg og saae paa Gr.; jeg kunde ikke nægte, at de havde fat paa en Del og meget, som var saare godt at see til og ønskeligt at faae Forstand af, naar man kun kunde faae Partiskallen skrællet af. Endvidere — jeg saae, at Gr. efterhaanden borede sig frem til at ville tage alt Aandeligt i deres Haand og paatrykke det sit Stempel, f. Ex. Højskolesagen. Her maae arbejdes — selvstændigt — tilegnende sig alt fra gr. Side, renset for Partismitten, med Sagen skarpt i Øje. Min Gjerning i denne Retning har ikke været uden Held. Og nu i kirkelig Henseende. Her laa Opgaver for, saa og kirkelig Udvikling. Jeg kjendte mange indre Missionsvenners Lovvæsen, Pietisme o.s.v.; jeg kunde ønske for den Udvikling, men fornemmelig ogsaa, at de samledes sammen for at danne kirkelig Modvægt mod Gr., og navnlig mente jeg overfor de gr. Præsters stærke Sammenhold det saare nødvendigt, om vi Ikke-Gr. kunde blive saaledes sammen. —

30. Jan.: Jeg har gjort Forsøg i den Retning gjennem »Maanedsbladet«, »Kirkelig Forening i Fyen«, men alt forgæves. Du og Andre vilde slet ikke med, og Du saarede mig tillige — dog ikke mere derom. Der er ikke en eneste Præst til vor Side, som gjør det mindste Forsøg paa at udøve lidt Indflydelse paa Tidens store Spørgsmaal. Du har jo nok i I. M. og udtaler Dig heller ikke om andet. Da jeg saae alt dette, og da mine personlige Hjerteforhold tillod mig det, saa mente jeg, at der ikke var andet for mig at gjøre end at slutte mig til Grundtvigianerne, ingenlunde i deres særegne Parti s. 214 anskuelse, endnu mindre i deres Partivæsen, saa at jeg skulde mene mig forpligtet til at forlade mine gamle Venner, men om saadenne kirkelige og folkelige Livsspørgsmaal eller Opgaver, hvor man kunde mødes i fælles Tro med Frihed til at fastholde sine særegne Anskuelser. Et saadant Omraade var først for mig Højskolesagen. Skolen er ikke gr., bliver det heller ikke med min Ledelse; jeg troer, at vor Virksomhed har baaret nogen Frugt til at modarbejde ikke de gr. Skoler, men adskillige af deres Skævheder, ligesom vi have havt nogen Gavn og Vejledning fra den Side. Amerikasagen har givet mig Beviser for Muligheden af Samvirken med Gr. Ydre Missionssagen, ja, det vil nu vise sig, hvad der kan komme ud deraf. Din Stilling til denne Sag har tidt bedrøvet mig. Jeansson fortalte, at Du havde sagt, at »jeg havde taget for haardt paa den gamle Mand, ↄ: Kalkar.« Kjære Ven! saa maae Du have glemt, hvordan Du har talt og dømt om K. 1) , naar Du kan kalde min Optræden haard. Jeg forstaaer saa godt, at Du siger: jeg kan ikke magte mere, men jeg synes, at Du mere ligefrem maatte lægge for Dagen, til hvilken Side Du slutter Dig. Min Grundbetragtning er denne: holde vi os helt borte fra al Forbindelse med Gr., vil Følgen blive: 1) Partilidenskaberne og Adsplittelse mellem dem, som dog dele Tro, blive større og større til uhyre Skade for Kirken i det Hele. 2) Da taber vor kirkelige Retning aldeles sin Indflydelse paa det kirkelige Livs Udvikling. 3) Da ville I. M.s Venner ikke udvikle sig sundt og sandt; thi ikke at lade sig paavirke af Tidens aandelige Strømninger kan ikke blive uden Følger. Dette er min Anskuelse; jeg vil ikke paatvinge Andre den, men jeg maae kræve Frihed s. 215 til at handle og virke i Overensstemmelse med den. Det er meget muligt, at Samarbejde med Gr. i Længden vil vise sig umuligt; selve Samarbejdet affiler dog Kanterne fra begge Sider og gjør Foreningen mere og mere mulig; men under alle Omstændigheder anseer jeg det enten for Partisyge eller Fejghed, at man ikke tør samvirke. Jeg bliver den samme og hævder min personlige Selvstændighed; jeg er lige saa lidt bange for, at jeg skal drikke mig fuld, fordi jeg gaaer ind paa et Gjæstgiversted, som for at jeg skal blive fuld af Grundtvigianismen, fordi jeg nu og da gaaer ind imellem Gr.

Hvad nu din Stilling angaaer, da mener jeg, at fremmed Indblanding paa personlige Enemærker er uberettiget; Du maae stille Dig, som vor Herre giver Dig Naade og Kjærlighedskraft; den kirkelige Stilling beroer mindre paa Anskuelser end paa de vexlende Hjertestemninger. Da Pauline (Worm) angreb Dig, beundrede jeg din stoiske Ro og Tavshed; det syntes mig stort, men da Du udstedte Erklæringen ang. Birkedal, syntes Du mig saa lille, og siden den Tid synes jeg, at Du har tabt din gamle Fasthed. Dit Yndlingsbillede om Abraham og Loth tiltaler mig ikke; thi dels bliver Du let Loth, som ikke fik stor Betydning uden som Modsætning, dels synes Du mig ikke at kunne være Abraham helt ud, fordi Du næppe frivilligt drager tilside, og heller ikke bevarer den sagtmodige og eftergivende Kjærlighed, som A. rimeligvis besad, selv efterat han frivillig havde veget tilside. Jeg tager muligvis fejl; det kan være, at Du har Ret i den kirkelige Stilling, at den I. M. ikke taaler eller kan bære nogen Forening. Men under alle Omstændigheder saa lad os holde hjerteligt sammen. Hvad jeg har lovet, ikke at blande mig i den I. M.s Væsen, skal jeg holde; men jeg kan ikke opgive det Haab, at vi før eller senere skulle mødes igjen til ligesaa megen s. 216 Samvirken som tidligere. See nu har jeg beholdt Ordet længe, for Dig vist altfor længe; nu maae Du tage det; og gid Du vilde det; thi jeg vil gjerne belæres; jeg vilde inderlig gjerne overbevises om, at jeg fejler, i alt Fald vilde jeg gjerne vide din Tanke om adskilligt af det berørte.

Og nu Farvel! kjære gamle Ven! Gud velsigne Dig og dine. Nu have vi det godt. Af og til har den Tanke beskæftiget mig at søge Forflyttelse, nærmest fordi Embedet er saa lille, ogsaa fordi man stundom kan blive træt af at staae her paa Forpost, i Reglen miskjendt af ens bedste Venner — men endnu er der intet mødt mig fra oven, som kunde give mig Mod til at drage herfra.

Anvend en Times Tid til at skrive til din trofaste Broder og Ven

J. Clausen.