Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1871-11-02)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørum Præstegaard 2. November 1871.

Min inderlig kjære Ven! Jeg har skrevet til din Hustru 1) , men har et Ord at tilføje til Dig selv, som jeg ikke paa nogen Maade tør tie med, da jeg ikke kan handle bag min bedste Vens Ryg. Sagen er: paa min sidste Rejse henvendte flere af Missionens Venner, hvoriblandt nogle af dine gamle bedste Venner, sig til mig og forlangte din Udtrædelse af Bestyrelsen; jeg svarede dem: jeg er ikke Missionens Enehersker, men i Forbindelse med de andre Bestyrelsesmedlemmer Missionsmenighedens Fuldmægtig; naar den ikke længer vil have Nogen af os til denne Bestilling, saa maae den selv sige det; og derfor sagde jeg: ville I ikke have Clausen længer i Bestyrelsen, maae I selv henvende Eder til ham derom. Om de have gjort det eller ville gjøre det, veed jeg ikke. — Jeg veed, at Vestfynboerne og Sydjyderne forhandle med din forrige Menighed paa Sjælland derom; men jeg maatte sige Dig, hvad jeg har gjort. Du har sagt, at jeg skulde sige Dig, naar det var min Mening: træd ud! og Du vilde gjøre det. Kjære, kjære Ven! Kan Du ikke forstaae, hvor forfærdeligt mit Hjerte krymper sig ved at skulle sige det til Dig. Jeg kan det ikke, ikke i det mindste i Dag. Jeg kan kun sige: overvej det stille for Herren, om Du hjerteligt kan s. 227 arbejde for den gamle Sag i det gamle Spor, — om Du kan arbejde for at holde den Menighed sammen, som Herren har brugt os To til at samle, ved at virke paa den gamle Maade, — eller om Du vil overgive din Plads til en Anden, som kan fortsætte din gamle velsignede Virksomhed, dersom Du ikke kan selv. Men først og sidst lad ingen Djævel faae Lov at tage dit Hjerte fra mig; mit har Du helt og fuldt. Men Herrens Sag er større end vore to Smaamenneskers Sag, større end den Glæde at virke sammen.

Løwenthal har været hos mig; jeg kan nu slet ikke med det Menneske, ingen Tro faae paa ham og hans Kald; han er for lille en Tue til at skulle vælte den indre Missions store Læs.

Jeg er saa glad over, at Axel Bay har tænkt kjærligt paa mig før sin Død. Det er yndigt, at han og Holten 1) fik kjærlige Tanker til mig, før de gik derhen, hvor vi skulle mødes engang ved Herrens Naade, og hvor ingen Ukjærlighed tør tænke paa og komme ind.

Din uforandrede og hengivne Ven
Vilh. Beck.