Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1871-11-06)

J. Clausens Svar.
Ryslinge 6. November 1871.

Min kjære Ven! Tak, hjertelig Tak for dit saare kjærlige Brev. Visselig ere vi de gamle Venner, og i alt det, som er, og som forestaaer, skal vort Venskab ved Guds Naade ikke brydes. Sagen drejer sig her kun om den kirkelige Stilling. Vi føre ikke os selv, men Gud fører os; menneskelig Skrøbelighed blander sig ind allevegne, men i sin Naade fører Herren. Kan der derfor end spores her og der menneskelig Svaghed i den Maade, hvorpaa man stiller sig, saa synes jeg, at det s. 228er saa smaat, saa vantro at mene, at forandrede Forhold, en anden Stilling er begrundet i eget Valg, egne Indfald, saa at man giver sig til at klage, sukke, bedrøves over hinanden. Trods al min Skrøbelighed troer jeg, at Herren har ført mig; at jeg staaer, som jeg gjør, er ikke skeet uden Guds Villie; der kommer noget godt ud deraf; det samme gjælder selvfølgelig Dig; jeg er fuldt overbevist om, at Du er under Guds Førelse, trods vore Forskjelligheder, og at han vil rette hos Dig som hos mig det, som skal ændres. — Sagen er jo imidlertid meget alvorlig i kirkelig Henseende; derfor bør vi i Stilhed og Ro overveje den, og navnlig bør vi mødes personlig, inden nogen Afgjørelse skeer. Sagen vil nok ordnes, fordi der her ikke er Tale om menneskelig Forfængelighed. Af Forfængelighed vil det ikke koste mig den allermindste Vanskelighed at træde ud af Bestyrelsen; heller ikke af Hensyn til Dig; thi vi vedblive at være Venner alligevel. — Paa Forhaand vil jeg sige, at jeg ikke vil træde ud, fordi N. N. og P. P. og nogle Mænd af Tjufkjær forlange det; thi disse Mennesker, deres Oprigtighed ufortalt, ere uhyre ensidige og bornerte — i Virkeligheden kan Du lige saa lidt med dem som jeg — og bag dem staaer Peder Pedersen ¹⁾Første Formand for Missionsforeningen af 1853, traadte senere ud og dannede Frimenighed., der visselig gjør megen Skade. Det vil Jeansson ogsaa stadfæste for Dig. Jeg kan kun træde ud, naar Du, Rønne og de to Andre ønske det. Jeg henstiller altsaa Sagen til Eder, og naar dette skal skee, vil jeg ikke gjøre det uden en udførlig Fremstilling af min hele Stilling til den I. M. I ere jo den faktiske Bestyrelse, og hvad I bestemme, bøjer jeg mig for.

Den Ting er jo klar, at jeg ikke har udrettet synderligt for den I. M. de sidste Par Aar paa Grund af s. 229uhyre meget andet Arbejde, dels fordi jeg ikke længer føler Kraft eller Kald til den særlig vækkende Gjerning. Dog skjønner jeg, at der fremdeles er Trang til den I. M.’s Virksomhed, dels glæder jeg mig som forhen over, at der er Folk, som fremdeles kunne blive ved med Gjerningen; saaledes er jeg glad over, at Du med usvækket Kraft kan blive ved at rejse og holde Møder. Kun to Anker har jeg, at Du for stærkt fremhæver Modsætningen til Gr., fordi Ufordragelighed derved næres; og at det ikke gavner Sagen, at Du prædiker saa længe, længere end alle andre Mennesker. Jeg har sagt Dig det, men naar Du ikke retter Dig derefter, tier jeg; maaske vor Herre vil have det saaledes. — Men udtalt mig imod den I. M., vendt dens Venner Ryggen, som man har beskyldt mig for, det har jeg ikke. Jeg lever i det venligste og kjærligste Forhold til Venner af den I. M. her paa Egnen, har erfaret det samme i mine gamle Menigheder paa Sjælland. Fraregnet mine Ønsker om Oplysning og Fremskridt er min Stilling indadtil til den I. M. den samme.

Men det er jo nærmest Forholdet udadtil, som giver Misnøje, og da særlig mit Forhold til Grundtvigianismen. Underlig nok! for mange Aar siden studsede jeg over din Opfattelse af Troesordet, der vel ikke var helt gr., men stod dog denne meget nær — og nu — ja, hvori bestaar min Grundtvigianisme? — Alene deri, 1) at jeg har et klarere Syn for Troen ved Siden af Skriften, menende, at Troen er given af Herren, at den er nok til Salighed, at den alene kan samle Menigheden, idet man holdende fast paa denne kan give hinanden Frihed m. H. t. Anskuelser og Meninger, hentede ud fra Skriften. Men har Du ikke samme Opfattelse ¹⁾B’s Opfattelse af Trosbekendelsen se Vilh. Beck „Min Konfirmandforberedelse“ Side 9—10.? Ingen s. 230fremhæver dog i sine Skrifter, Prædikener Troen og i det Hele Daabspagten mere end Du. 2) Jeg mener, at det folkelige og menneskelige Liv skal luttres og renses af Kristendommen, løftes, styrkes — at folkeligt og kristeligt lade sig forene, ingenlunde altid paa den Maade, som løse og lette Gr. gjøre det, hvor det folkelige er Alfa og Omega. Men er Du ikke ogsaa her aldeles af min Mening? 3) Nu kommer Humlen. Min Gr. bestaaer i, at jeg i den ydre Mission virker sammen med Gr.; det kan nogle ikke taale af pure Ufordragelighed; de slutte sig til Kalkar, skjønt han beviselig staaer disse Folk langt fjærnere, end jeg staaer dem; Andre, og til dem hører Du vist, af Frygt for, at dette skal skade I. M. — Meget beroer her paa de personlige Forhold; kommer man Sjæle nær, da faaer man at see Lyssiderne ved dem, seer, at man i Grunden vil det samme — og da kan man ogsaa lettere forenes med dem i Samarbejde. Saaledes har jeg det nu og kan ikke handle anderledes, om det end kan volde Ulemper m. H. t. I. M.; thi man maae dog følge sit Hjerte, som Du maae følge dit Hjerte. Derfor undres jeg ikke over, at Du ikke indtræder i Bays Sted; hvis B. ikke paa sit Dødsleje havde forlangt det, havde jeg slet ikke villet stille Forslaget til Dig; Sophie har i god Hensigt gjort det før mig. Jeg er ikke bedrøvet over dit Afslag. Jeg skal heller ikke gaae ind paa mine Forhaabninger m. H. t. Løwenthal og Herman Jensen. ¹⁾Missionær i Indien. Jeg kan kun sige: jeg maa støtte dem, og det i Forening med Gr., og jeg er glad derved.

Hvad sluttelig min Udtrædelse angaaer, da er jeg, som sagt, rede dertil, naar I troe, det er rigtigt. For mig stiller Sagen sig saaledes. 1) Jeg staaer ikke nogen i Vejen; der kan jo godt optages Folk i Bestyrelsen, fordi jeg er der, Lawaetz’ Plads er jo ubesat. Jeg har i Virkeligheden s. 231ikke forsyndet mig mod den I. M. Med min Person er det dog ligegyldigt, Hovedsagen er det kirkelige Hensyn. 2) Hvis Bestyrelsen ønsker en skarp sondret Adskillelse og ikke en større Tilnærmelse med fri Selvstændighed mellem I. M. og Gr., da er det ubetinget bedst, at jeg udtræder; thi 3) min Udtrædelse vil foranledige en saadan; thi mener Bestyrelsen det rigtigt at give efter for hine enkelte ensidige Personers Krav, at fjærne mig, da vil dette utvivlsomt have til Følge, at ikke faa ogsaa blandt Kolportørerne ville skille sig ud fra den I. M., og det er tvivlsomt, om dette vil gavne den I. M. og i det Hele Kirken i Danmark.

Endnu har jeg kun een Ting at tilføje: dersom I forlange min Udtrædelse, da forbeholder jeg mig Ret til offentlig at fremstille mit hele Forhold til den I. M. Uden en saadan Fremstilling ingen Klarhed i Sagen. Men dette vil jo give Anledning til Bevægelse, Opsigt o. s. v. Det er muligt, at Du mener det saaledes bedst. ¹⁾3/2 1872 tilskrev Cl., bilagt en Afskrift af sit Brev af 6/11 1871, at han ønskede at udtræde af Bestyrelsen delvis grundet paa den Mening, at „Bestyrelsen ønskede hans Udtræden“. — 4/3. A. tilskrev Rønne Cl., at Bestyrelsen ikke ønskede hans Udtræden, Kun naar han mener, „at vor Herre ikke mere vil bruge Dem paa denne Virkeplads (I. M.), og De ikke længer føler „Kald og Kraft“ til at vedblive i denne Samvirken,“ anser Bestyrelsen dette for Grund nok for Clausens Ønske om at udtræde. — Cl. udtraadte af Bestyrelsen Foraaret 1872. Jvf. I. M. T. 1872, Nr. 16: „Den indre Mission, Meddelelse“ af J. Clausen med Efterskrift af Rønne.

Din trofaste Ven og Broder
J. Clausen.