Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1877-02-12)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Ryslinge 12. Febr. 1877.

Min kjære gamle Ven! I de sidste Dage har jeg gaaet og tænkt paa Dig. Der gik en dyb Smerte igjennem min Sjæl ved Tanken om Fortiden, da vi mødtes saa tidt, udvexlede saa mange Ord og virkede sammen — og saa Nutiden, hvor det skeer saa uhyre sjældent; og jeg har anstillet Betragtninger over og prøvet mig selv, hvori Grunden skal søges. Vi have mødtes enkelte Gange — ja visselig! den gamle Kjærlighed var der, det mærkede jeg — og dog var der noget imellem. Det s. 246kommer mig for, som mangler der Udtalelser om noget, som jeg vanskeligt kan udtale, fordi det ikke staaer klart for mig selv. Men nu føler jeg Trang, Kjærlighedens Trang, til at gjøre et Forsøg paa at udtale det. O! der er saa uendelig meget, som derfor bedst kunde klares mundtligt; en Indledning dertil vil jeg gjøre skriftligt, saa kunne vi bedre fortsætte mundtlig ved Lejlighed. — Jeg maae begynde med mig selv. Du raadede mig til at søge Ryslinge. Min Gjerning, Stilling, Omslaget her hos mig maae jeg betragte først. Har der ikke været Sandhed deri? O! megen Svaghed, Usselhed, mange Fald, dybe Fald, — og dog, jeg haaber Sandhed, ellers maatte jeg fortvivle. Har Fristelsen til Vinding, Ære lokket mig til at skifte kirkeligt Standpunkt, skifte Venner? Det ligger klart for, at det ikke er saa. Jeg kunde have været persona grata, om jeg havde offret mit Liv her, som jeg begyndte, til at bekæmpe den gr. Retning. Hvorledes skeete Tilnærmelsen? Lidt efter lidt; trods Forskjellen er der dog en Enhed, der omslutter Gr. og I. M.s Venner. Her laae disse i voldsom Kamp. Jeg følte Trang til Enheden. Nu fremdrog Gr. stærkt denne som den fælles Tro. Dette greb jeg først, træt af de Troendes ørkesløse Kævlerier om Meninger, Anskuelser og Skriftforstaaelser. Paa denne Fredsgrund stod jeg i Aar og Dag uden at være Gr. Paa dette Punkt skeete min Udtrædelse af I. M. Hvad var Grunden? Mange. 1) I mine nærmeste Forhold trængte jeg til Fred. Saa kunde jeg ikke forlige mig med, at Du følte Dig kaldet til at angribe Gr., fordi jeg syntes, at dine Angreb svækkede Kjærligheden. Jeg dømmer ikke om, hvad der drev Dig dertil — det skulde maaske være saaledes — men jeg taler kun ud af min egen Erindring fra den Gang. 2) Jeg er ustadig af mig, vil let flyve fra det Ene til det Andet. 3) Din Stilling s. 247til ydre Mission bevirkede og noget mit Omslag eller Udtrædelse. Dog — her var det jo ogsaa det gr., Foreningen med Bøjesen ¹⁾Frederik Engelhardt Bøisen, Præst i Stege, sammen med Cl. og Præsterne Axel Bay og Mads Melbye Stifter af „det Løwenthalske Missionsselskab“., som kom Dig i Vejen. 4) Jeg syntes, at den I. M.s indvundne Terræn i flere Henseender blev uopdyrket — at det Kjærlighedsliv, som maae følge Troen hos de Vakte, ikke blomstrede frem paa Troens Vej. Jeg har nylig under stor Bevægelse læst H. Steins Bog »Hvad vil den indre Mission?« Den rammer mig lige i Hjertet. Det var det, jeg vilde. Jeg miskjender ikke Betydningen af den bestandige Prædiken til Opvækkelse — men jeg savner noget. Altid har jeg dog tænkt; det maae være Vilh. Becks Opgave efter Guds Villie — altsaa maae han gjøre det. 5) Her kom jeg underlig lige hovedkuls ind i Høj skolegjerningen. Den lagde Beslag paa min Interesse og Kræfter; jeg magtede ikke at rumme mere. 6) Jeg syntes ogsaa, at Kolportørernes Gjerning i flere Henseender var usund. — Bliv nu ikke vred, kjære trofaste Ven! Jeg dømmer nu mindre end nogensinde Dig, jeg søger kun i min Erindring at komme til en personlig Forstaaelse. — Saa skiltes vi. Og nu min Virksomhed i de følgende Aar. Jeg troer ikke, den har været uden Velsignelse. Ikke faa paa disse Egne ere vundne for Herren ved min Gjerning. Ogsaa gjennem Højskolen i Forening med Menigheden troer jeg, der er virket til Velsignelse. Jeg troer, at Skolen her mere end adskillige andre har virket ædrueligt, uden opstyltet, forskruet Væsen, uden Overvurdering af det folkelige, uden at lede de Unge ind i hovmodig Indbildning. — Og nu min gr. Anskuelse. Den indskrænker sig til den særegne Opfattelse af Troens Ord som Ordet, i hvilket Herren tager Bolig i os. Og s. 248dog træder denne Anskuelse ikke saaledes hos mig i Forgrunden, at min Forkyndelse kun drejede sig i evindelige Cirkler herom. Min Maade at tale paa er ligesaa lidt gr. nu som nogensinde. Og hvorledes er jeg kommet ind paa den gr. Opfattelse af Troesordet? — Gjennem adskillig Kamp, uden personlig Paavirkning — men ganske umiddelbart — som jeg troer ved Aandens Bistand. — Min Interesse for I. M. er kølnet lidt efter lidt, rimeligt paa Grund af aandelig Sløvhed hos mig, og jeg har i mange Maader udslukket Aanden. — Saa gik Aarene; en stor Menighed samledes her, stor var Bevægelsen, Glæden, levende var Kirkegangen og Psalmesangen. — Nu er meget forandret, synes jeg; troende Præster rundt omkring have bevirket, at Kirkebesøget er mindre. For to Aar siden opkom Tanken om at flytte herfra. Folk, vakte ved mig, mine Venner, forlod Menigheden. Dette jog Skrækken i mig: Du kan ikke holde den fra vidt spredte Egne samlede Menighed sammen. — Du kommer til at staae ene. — Saa følte jeg mig kaldet (eller var det fristet?) til at deltage noget i Politikken; da traadte Svækkelse i Menigheden end stærkere frem; det har vel altsaa været en Fristelse. — Og nu længes jeg herfra. Mit Haab er, at nye Forhold skulde hjælpe mig ved Guds Naade til Arbejdskraft og Arbejdslyst. Er det et forfængeligt Haab? — Og hvorledes betragter jeg nu den gr. Retning? Jeg gjør stor Forskjel paa dens Tilhængere. Der er en forskruet, i Virksomhed dovenagtig Retning, navnlig blandt de Unge, som jeg ikke kan forlige mig med. Birkedal sværmer jeg ikke for, skjønt jeg i flere Henseender holder af ham. Men jeg vurderer ham ikke højt og bryder mig ikke om at høre ham. Derimod er der Andre, f. Ex. Helweg ¹⁾N. L. Helweg, res. Kap. ved St. Knuds Kirke og Præst ved Graabrødre Hospital, Odense., som jeg sætter meget højt. Og nu Menigheds s. 249kredsen? Ja, jeg skjønner grant, den har meget manglet Ballast, som nu viser sig stærkt i det politiske og al den Løshed, Lethed, Flaneri og Løgn, som dermed følger. Men dernæst viser det sig ogsaa i Mangel paa sædelig Alvor og især Kjærligheds Virksomhed paa Menighedens særlige Omraade; man taler og synger — men liden Kjærligheds Opofrelse. Selv Foreningsvæsenet, Forskolevæsenet og Høj skolevæsenet — meget af dette frister en kummerlig Tilværelse. Men flere og flere indenfor denne Retning begynde at see, at man maae samle sig til større Alvor. Thomas Rørdam ¹⁾Dengang Sognepræst i Norup. sagde forleden: »Med Grundtvig i Spidsen have de gr. Præster for udelukkende prædiket Kristus som Frelser og glemt at prædike Kristus som Exempel til Efterfølgelse.« I Forening med Th. R. har jeg begyndt nogle Kirkemøder i Odense, hvor Lægfolk ogsaa komme. Her er Forskjellen mellem ældre og yngre Gr. traadt stærkt frem, eller snarere, der viser sig en Spaltning indenfor Kredsen; Ældre og Yngre samles paa hver Side.

24. Marts. Adskillelsen mellem Guds Børn hører jo med til Skrøbelighederne hernede. Der maae stræbes henimod Enhed, agte hinandens Frihed — kun den fælles Tro kan forene. Forlanger man mere, tabes Friheden, og med den Kjærligheden. — Jeg synes, Du lægger for megen Vægt paa den adskillende Lære; men muligt kan Du ikke anderledes. Naar jeg gjerne vilde til Vemmeløv, var det i Haab om, at vi atter skulde komme hinanden nærmere. Nu er det forbi. — Maaske det var blevet en Skuffelse. Men en Ting staar fast: jeg mindes Dig med den inderligste Kjærlighed — vort Samliv glemmer jeg aldrig. Det bliver vel saa, at vi ingensinde mere hernede komme hinanden saa nær som tidligere — men saa faae vi vente paa Mødet hist. Jeg s. 250vilde dog gjerne, om vi kunde mødes lidt oftere end i disse Aar. — Jeg har flere Gange tænkt paa den nye Kirke ¹⁾St. Matthæuskirken. paa Vesterbro. Underligt nok! har jeg nu mest Lyst til at komme til Kjøbstad. Jeg frygter for Ensomhed, efterat jeg har havt saa mange at omgaaes til daglig. — — —

Nu skal Du være fri for mere! Kun endnu rigtig inderlige og kjærlige Hilsener fra din gamle trofaste Ven

J. Clausen.