Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1882-07-27)

J. Clausen til Vilh. Beck.
27. Juli 1882.

Min kjære Ven! Dine Breve elektrisere mig, og det, som farer igjennem mig, er gammel Kjærlighed og inderlig Glæde over vort urokkede og urokkelige Venskab og Broderskab. Du kan ikke troe, hvor rørt jeg blev, saa jeg gamle Invalid virkelig sad og græd, fordi Du virkelig brød Dig om, at jeg satte dit Navn foran mine Prædikener. Og at Du kan tillægge dem noget Værd, er en stor Beroligelse og Glæde for mit Hjerte. Tak ogsaa for det. —

I tre Uger har jeg kjørt omkring i en Sygevogn — fra denne prædikede jeg her i Søndags. Iforgaars begyndte jeg at øve mig i at gaae med Krykker. Det er dog altsammen fremad, om der end er en Del tilbage.

Tanken om at gjøre noget (hvad Du ogsaa anseer for nødvendigt) mod Askovsagen har stadig beskæftiget mig. Mange, af dem mest Anger 1) , synes godt om min s. 267 Plan. Du har jo været saa uhyre optaget, at jeg godt skjønner, at Du hidtil ikke har kunnet gjøre noget ved denne Sag; men nu er vel din Sommer-Tourné sluttet — og derfor kommer jeg nu frem igjen med min Tanke. I hoslagte Optegnelse vil Du see, hvorledes jeg har tænkt mig Sagen. Anger syntes særdeles godt om mit hele Forslag og sagde, at han vilde tale eller skrive Dig til derom. Kan og vil Du nu gjøre noget ved Sagen? Først maatte der jo forhandles med nogle Enkelte, navnlig Professor Madsen. For at undgaae unødvendigt Skriveri, var det saa ikke det nemmeste, at Du omændrede, som Du synes, mit Udkast, lod det trykke og benyttede det til at sende til Folk, hvem Du synes, for at høre deres Mening og vinde deres mulige Tilslutning. Men det var vel ikke værd at tøve for længe med Sagen; thi den kommer sagtens for i Rigsdagen til Efteraaret. Det vil glæde mig at erfare, om Du vil tage Dig af denne Sag, og hvad Du vil gjøre. Skulde vi have det omtalte nødvendige Møde, maatte det vist helst være efter Konfirmationen — altsaa i Oktober.

Vær nu sluttelig kjærligst hilset fra din inderlig hengivne Ven

J. Clausen.