Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Carl Emil Clausen FRA: Johan Vilhelm Beck (1882-11-15)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Berlin 15. November 1882.

Min kjære gamle Ven! — ofte har jeg tænkt paa Dig under min Rejse 1) , ofte har jeg villet sende Dig en Hilsen, men ingen Tid — en temmelig forceret Rejse og en Rejsekammerat, som vilde have mit Selskab helt og fuldt; men kunde jeg ikke faae Lov at skrive til Dig, saa talte jeg saa meget oftere om Dig. Ved Rigi tænkte jeg paa Dig og Jeansson, som laae og skjændtes om Hans Kusks 2) røde Vest, saa at I nok slet ikke kom op paa Pilatus. Jeg kom op (ridende) paa Rigi og tilbragte der det meste af et Døgn i en bidende Vinter.

Jeg har havt en i høj Maade forfriskende Rejse, har seet efter Alt, hvad der var at finde af Skjønt. — Byerne har jeg forladt uden noget Suk over at forlade dem — Paris er bare Liderlighed og Berlin bare Øl — det er et utaaleligt Øldrikkeri, — Ø1 er jo fuldstændig nervus rerum i Tyskland. — Jeg har ikke faaet mere Kjærlighed til Tyskerne ved at see dem i deres eget Land. — Jeg har seet Katholicismen paa Tysk og Italiensk, og begge Dele virkede Gysen og Taarer hos mig, men fremfor alt Tak for Martin Luther. Jeg har talt med Funcke 3) , en ædel Skikkelse, men meget uluthersk; Zwingli, Luther, Calvin ere ham lige gode. Jeg har igaar besøgt gamle Dr. Wangemann 4) , en prægtig gammel livlig og kjærlig Mand, helt luthersk. Luther maae vist ikke have været nogen Tysker; thi Tyskerne satte ikke stor Pris paa ham. Jeg hørte en Reformationsprædiken af Støcker 5) , som fortalte os, at Reformationen s. 271 blev gjennemført af en tysk Samvittighed; har Du nogensinde vidst, at der fandtes so ein Ding?

Du vilde jo have, jeg skulde sende Dig Navne paa nogle Præster; Du mente vel en mindre Kreds.

(Her anføres saa en Række Præster dels fra I. M.s Fløj, dels højkirkelige.)

Jeg haaber, at denne Hilsen skal finde min gamle Ven igjen paa 2 Ben.

Din Ven
Vilh. Beck.