Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1891-12-06)

Clausens Svar.
Slagelse 6. Decbr. 91.

Min inderlige kjære Ven! Hvor blev jeg dog glad ved dit lille Brev! jeg var nærved at græde af Glæde — i alt Fald der gik en inderlig Strøm af ung og gammel Kjærlighed igjennem mit Hjerte. Sophie havde gjort mig bange, sagt: bare Vilhelm ikke bliver vred paa Dig, I maae ikke skilles. Jeg sagde: nej! vist gjør han ikke — og dog var der en lønlig Frygt i min Sjæl: gjør Du ham ikke for meget Vrøvl, blander Dig ind i Ting, som ikke kommer Dig ved? Jeg var mig dog bevidst, at jeg ikke vilde noget ilde, men kun fulgte, hvad der var Sandhed for mig.

Nu er jeg lykkelig og glad. Jeg læste igaar i Salmen: »det koster mer, end man fra først betænker« Ordene:

»Til man os seer fra Kampens Plads at gaa.«

Næsten daglig tænker jeg paa, at jeg — tidt ogsaa s. 308vi — Du og jeg — snart skulle forlade Kamppladsen. Maatte vi gaae sejrrigt herfra! Derom ville vi bede for hinanden. Men saa ville vi ogsaa tale aabent med hinanden — selv i manges Paahør — fordi vi begge ville Sandheden.

Ja, Gud være lovet for trofast Venskab — fra Ungdomsdagene til den sidste Dag.

A propos! mener Du, at »høvisk« kommer af Ordet »Høved«, saa kan Du selv være »høvisk«.

Du bliver ved at »springe ud«, gamle Zwibel! der maae være en indre Kraft — Herren bevare den til det sidste, saa at den sidste »Springen ud« bliver den skjønneste.

Endnu en Gang, gamle, kjære Ven! Tak for din lille Epistel; den er stor for mig. Hjertelig Hilsen fra din Ven

J. Clausen.