Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1893-03-29)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Slagelse 29. Marts 1893.

Kjære gamle Ven! Jeg har fremdeles de samme Betænkeligheder ved Missionens Aarsmøde her, som jeg anførte i mit sidste Brev 1) . — — — Jeg har længe følt, at jeg var Missionens »béte noire«. Og jeg undrer mig slet ikke derover, ikke over at Missionærerne see skævt til mig; det have de god Grund til, som de nu see Sagen ↄ: Missionsvirksomheden. Det har visselig tidt trykket mig, men jeg er mig bevidst, at jeg i al min Skrøbelighed har villet Sandheden — og ikke mig selv. En Ting har jeg altid af Hjertet glædet mig over, at jeg ikke har mistet dit Venskab. Men derfor vil jeg uhyre nødigt gjøre Dig imod, hvor det er mig muligt at føje Dig. Ønsker Du derfor vedblivende, at Aarsmødet skal være her, vil jeg ikke sætte mig herimod, jeg vil tage paa mig det, som dette vil bringe mig. Bestem det saa hertil s. 310 i Guds Navn! Kun een Betingelse stiller jeg, at Bestyrelsesmødet bliver lagt saaledes, at jeg kan faae Lejlighed til udførligt at udtale mig ikke blot paa egne, men ogsaa paa mange Missionsvenners Vegne om Missionens nuværende Stilling (selvfølgelig vil jeg kun udtale mig for Bestyrelsen — ikke for Missionærerne). Jeg venter ikke at udrette meget; jeg venter snart at døe, og jeg beder kun om Lejlighed til en Gang helt aabent at udtale mig. Jeg troer, jeg har været Missionens ærlige Ven; uhyre har det tidt trykket mig, at jeg overfor den skulde indtage en Særstilling. Jeg har Sandheden tro ikke kunnet stille mig anderledes. Og faaer jeg Lejlighed til at udtale mig, beder jeg først Herren, dernæst Dig om, at min Udtalelse ikke i den korte Tid, vi have tilbage, maae gjøre mindste Skaar i vort Venskab. Jeg vilde saa gjerne gaae bort med dette, som jeg har baaret i mit Hjerte i de mange Aar fra vore og Missionens Ungdomsdage, i det Haab, at vi skulle mødes hisset af Guds Naade. Opfyld derfor denne min Bøn 1) .

Inderlig og hjertelig Hilsen fra din gamle Ven

J. Clausen.