Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1896-04-17)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 17. April 96.

Min inderlig kjære Ven! Den 27. Novbr. f. A. skrev Du mig et velsignet Brev til fra Aarhus. Det aandede den gamle trofaste Kjærlighed; det gjemmer jeg og læser nu og da og vil vedblive at læse det,

til mit Øje træt sig lukker,
og i Dødens Stund jeg sukker:
Fader! tag min Aand til Dig,

saa mødes vi der, hvor intet adskiller.

Trangt har jeg havt det her — og det bliver vel ved, indtil Udfrielsen kommer. Til sine Tider lysner det dog op og bliver lettere for mig.

Du veed, jeg gjerne vil gjøre noget for den sønderjydske Sag. For denne nationale Side er der virket adskilligt paa denne Side Grænsen, men den er bleven kirkeligt forsømt. Noget er der gjort, men der kunde gjøres langt mere. Der burde arbejdes for at lede de s. 315 kirkelige Strømme med de Midler, der ere til Raadighed, ned over Sønderjylland. Dette har kirkeligt været stillet langt uheldigere end det øvrige Danmark; der har ingen kirkelige Bevægelser været dernede af gjennemgribende Betydning; det Nationale har alene optaget de fleste — og Følgen deraf er let kjendelig overalt dernede. Landet staaer Fare for at blive afkristnet — og skeer det, er dermed ogsaa den nationale Sag tabt. Der vaagner dog Længsel dernede efter Evangeliet, hvad der giver Haab om, at der fra denne Side kan gjøres noget. — Og saa synes jeg, at vi her i Grænseegnene ere naturligt kaldede til at danne Mellemledet mellem Sønderjyderne og hele den danske Menighed, lægge en Plan, hvortil vi maae paakalde Hjælp fra hele Menigheden i Danmark.

Med dette for Øje indbød jeg alle Præsterne i Grænseegnene til Møde hos mig 15. ds. Jeg var lidt ængstelig for Moe, men blev glad for at tale med ham, og han var saa venlig at forandre en Examensdag for at kunne komme med; men desværre forvexlede han Dagen.

Mødets Resultat blev, at Virksomheden udelukkende skal være kirkelig med maanedlige Møder om Søndagen forskjellige Steder langs Østgrænsen, om Vinteren muligt Søndagsmøder, helst med to Talere. Præsterne maae arbejde paa at vække Interesse for Sagen hos de Troende i deres Sogne. Sagen skal være en Menighedssag — og ikke blot en Præstesag. — Sønderjyderne skulle fra Grænsesognene sende enkelte Mænd og Kvinder, som kunne blive bekjendte med Tanken for saa at virke for at faae Sønderjyderne med til Møderne paa Grænsen. — Kommer Sagen i Gang, skulle Møderne ikke bekjendtgjøres i Bladene; Virksomheden skal holdes saa stille som muligt, med Møder paa en Gang fastsatte s. 316 Dage. — Et Udvalg skal nedsættes, som skal skaffe Præster og Missionærer fra hele Landet til Møderne.

Hvad siger Du til denne Plan? Hvilken Glæde, om Du og jeg i Forening kunne holde et Møde paa Grænsen.

Og saa har jeg tænkt at samle her i Hjemmet alle Lærerne fra Grænsesognene for at tilskynde dem til at gjøre Børnene bekjendte med det sidste Afsnit af Danmarks Historie — Kampen for Sønderjylland, Lidelserne dernede, synge Fædrelandssange med dem for at vække FædrelandsKjærligheden hos dem.

Men endnu har jeg en Sag at henstille til Dig, om Du muligt her vil hjælpe med dit Navn og den aandelige Magt, Herren har givet Dig. Skal det blive til noget gjennemgribende dernede, til Vækkelse, Menighedsdannelse o. s. v., da gjælder det om, at der bliver Vidner dernede, Præster og Lægfolk, som støttede af deres Indfødsret kunne virke uhindret dernede. Ogsaa her er det en Selvfølge, at Støtten skulde ydes til Uddannelse af saadanne i begge kirkelige Retninger, alt som vedkommende maatte ønske det; thi atter minder jeg om, at Hovedmaalet maae være at lede alt kirkeligt i Danmark derned 1) .

Hvad siger Du til dette sidste? Kan og vil Du give dit Navn til denne Opfordring? Jeg vil bede ogsaa Moe om at gaae med. Eller — hvis Du kan og vil — om Du vilde henstille det til ham. Ja, nu er Du vel træt af mit lange Brev. Men det omhandler en Sag, som er mig en Hjertesag.

De kjærligste Hilsner fra din gamle Ven

J. Clausen.