Beck, Johan Vilhelm BREV TIL: Clausen, Johannes Carl Emil FRA: Beck, Johan Vilhelm (1897-10-12)

Vilh. Beck til J. Clausen.
Ørsløv 12. Oktober 1897.

Min inderlig kjære gamle Ven! Det er ikke Utaknemlighed, at jeg har ladet dit mig saa saare kjære Brev ²⁾Dette Brev findes ikke blandt de efterladte Papirer. Dette Brev har sikkert omhandlet Cl’s „Forhold til I. M. — Gr. o. s. v.“ (se Cl’s Brev 115/12 96). Jvf. Cl’s Brev 12/2 1877. med al din gamle Kjærlighed ligge hen i Tavshed saa længe. Sagen er, under mit lange stille Liv i Karlsbad og Sangerberg ³⁾B. laa syg af Nyreblødning. fik jeg gjort saa stort et Arbejde paa min Husandagtsbog ⁴⁾„Den lille Skatkiste“, udkom 1897 paa I. M.s Forlag., at den nu kunde blive fuldendt. Jeg har arbejdet derpaa hele Sommeren under Følelsen af, at det hastede, hvis det nu var den sidste Sommer før den store Rejse. Og under denne Følelse lagde jeg alt andet tilside. Nu er den færdig fra min Haand, og nu skal Du have mit Hjertes dybeste og inderligste Tak for dit Brev, som jeg ikke »river istykker«, et dyrebart Kjærlighedspant paa vort gamle Venskab, der stammer fra ham, som elskede os med en evig Kjærlighed, og som derfor har lagt noget af det Evige ind i vor indbyrdes Kjærlighed.

Vistnok var jeg, da jeg havde læst dit Brev, »som s. 328bedrøvet og dog altid glad«. Jeg har saa ofte været bedrøvet over, at vi To ikke kunde vedblive at arbejde Haand i Haand som i 1865 ¹⁾Jyllandsrejsen. — hvor det vilde have været velsignet for os og for Guds Rige! Du kunde nu ikke. — Men glad, inderlig glad er jeg over, at det har kunnet vise sig i to Menneskers Venskab, at der er noget, der staar over Anskuelser og Meninger, det Hjertebaand, som Herren har knyttet. Det gjælder ogsaa om det, at hvad han virkelig har knyttet, kan ingen Mennesker løse.

Din »Redegjørelse« ²⁾En Redegjørelse, Cl. havde bebudet i Brev 15/12 1896, fremkommet i det tabte Brev, hvor han har omtalt sin Stilling til I. M. er sand og rigtig, ogsaa i Betragtning af vor Forskjellighed. Du har været sand, min kjære Ven, i det Forhold; jeg har maaske havt temmelig meget af »Snogen« i mig og har kunnet sno mig lettere ud af mange Vanskeligheder. Det kan Du nu ikke med, og i hvert Fald letter det Dig tidt at have en uskadt Samvittighed for Gud og Mennesker.

Hvor har jeg tidt i mit stille Sind smaaleet ved Tanken om din og Andres Frygt for, at jeg skulde blive Grundtvigianer, og saa blev Du det — ja, nu maae jeg atter lee; Du blev det jo ikke, Du kunde ikke, dertil var Du for sand. Jeg kjender Dig saa godt til at kunne forstaae, at Du bedre kan med dem, fordi Du finder Forstaaelse iblandt dem. Kun hvorledes Du kan finde Dig i deres Pjankethed, forstaaer jeg ikke, og Du undrer Dig vist stundom selv derover. Om jeg end finder noget Bornerthed hos vore Venner, saa slaaes altid min Misnøje derved ned, naar jeg seer deres ærlige, trofaste Sind mod Herren som det Første af alt hos dem. Tænk saadant et ærligt og omvendt trofast Guds Barn som s. 329gamle Thygesen ¹⁾Proprietær paa Koldingegnen.. Naar jeg seer saadan En, saa døer al Misnøje i mig.

Jeg har ellers stærkt i Sinde at besøge Dig, medens jeg endnu har Kræfter, og de ere slet ikke saa daarlige. Jeg skal — vil Gud — til det store Møde i Herning ²⁾Missionens Efteraarsmøde 2.—4. Nov. 1897. i November og vil holde et Par Møder til paa Vestkysten. Paa Tilbagevejen kunde jeg saa besøge Dig. Vil Du have et Møde (Missionsmøde) ³⁾Missionsmøde i Vonsild 11. Nov. 1897., kan Du faae det, men som Du vil. Jeg vil see Dig og din gamle Eva, om jeg maae for Gud og Dig.

Din gamle Ven
Vilh. Beck.