Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1899-03-03)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 3. Marts 99.

Kjære Ven! Har Du ikke hørt det, faaer Du det sikkert at høre, at jeg har Sag med Pastor Moe i Skanderup. Han har fældet saadanne Domme over mig og tilskrevet mig saa saarende og ærekrænkende, at jeg ikke vil taale det; der er Grænser for alt.

Jeg har først forelagt Sagen privat for Gøtzsche. Han forslog mig, at jeg skulde henvende mig til Dig, og saa skulde Du mægle mellem Moe og mig. Dette vil jeg meddele Dig, men tilføje, at jeg vil holde Dig helt udenfor denne Sag. I Egenskab af Formand for I. M. kan jeg ikke paakalde din Mægling; thi jeg har udelukkende med Moe som Enkeltperson at gjøre. Jeg har s. 336 gjort flere Forsøg overfor ham for at forebygge, at Sagen kom frem for Offentligheden. Vilde han have gjort mig blot en Undskyldning, havde Sagen dermed været sluttet; men det vilde han ikke. Jeg har ogsaa foreslaaet, at vi sammen med Andre skulde have en Samtale eller Forhandling om Sagen; men heller ikke dette vilde han.

Du veed, at jeg holder ikke noget skjult. Derfor vil jeg helst personlig meddele Dig, hvad Gøtzsche har foreslaaet, men hvad jeg ikke kan gaae ind paa. Jeg er mig bevidst, at jeg uhyre nødigt vil saare eller bedrøve Dig; men naar noget staaer for mig som Sandhed og Pligt, maae jeg handle i Forhold dertil. At det gjør Dig ondt, fordi Moe er en fremragende Mand i I. M., kan jeg forstaae. Men min Mening var, at det er bedre at gjøre Modstand mod, hvad der er syndigt, og hvad der gjør Guds Menighed Skade, end ved at tie dertil og gjøre Forsøg paa at skjule, hvad der dog ikke kan skjules. Det vil hævne sig i Længden.

Vort Venskab og Broderskab har staaet sin Prøve den allerlængste Tid af vort Liv hernede; det er mit Haab som min Bøn, at det skal bestaae, indtil Døden skiller os ad hernede, og vi uforskyldt af Guds Naade samles hisset.

Kjærlig Hilsen fra din gamle Ven

J. Clausen.