Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Vilhelm Beck FRA: Johannes Carl Emil Clausen (1899-03-06)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 6. Marts 99.

Kjære Ven! Jeg forstaaer ikke, hvorledes Du i den omhandlede Sag kan henvise til 1. Kor. 6. Her hedder det: »At søge Dom hos de Vantro« — »at gaae i Rette for de Vantro«. Men jeg henstiller Sagen til Gøtzsche som Biskop, af hvem jeg forlanger, at han skal give Moe en Irettesættelse og Advarsel for Fremtiden. Kan Du virkelig billige, at Moe siger om mig, at jeg fører Folk til Helvede, at jeg er en død Præst, ikke Sandheden tro, at jeg vildleder Mennesker i deres Salighedssag, at Basunen i min Mund ikke giver en tydelig Lyd o. s. v.? — Jeg har givet Moe rigelig Lejlighed til at gaae i sig selv og bekjende sin Uret til at fælde slige Domme; men han har ikke villet bøje sig.

Jeg vil ikke taale sligt; jeg har taalt det længe nok. Ingensinde — med et Ord har jeg angrebet, talt mod Moe, saa jeg har ikke ophidset eller fristet ham til hans hjerteløse Domme. Du skriver: at lægge Sten paa Herrens Vej. Men hvem gjør det? Gjør jeg det, fordi jeg protesterer mod al Dømmevæsen, som gjør Guds Kirke og den I. M. i denne ubodelig Skade? Hvorfor skal der skjules eller dækkes over dette Væsen? Du, som vor s. 338 Herre har brugt til saa meget, kunde gavne Guds Rige og skærme I. M. mod en saadan Kræftskade ved offentlig at advare mod Moes Uvæsen. — —

Jeg troer ikke, kjære gamle Ven! at det er Dig muligt at see Sagen, som jeg og mange Andre see den. Kun det beder jeg Dig troe, at jeg handler, som jeg gjør, fordi det er Sandhed for mig, fordi jeg føler det som min Pligt. Det skal ikke kunne siges om mig, at jeg angriber I. M. eller har gjort det i Tiden, efterat jeg ikke kunde følge denne Retning. — —

Jeg har ikke undladt at sige Grundtvigianerne Sandheden, som det stod for mig. Og naar nu en Mand som Moe, der vel indtager en 1. Rangs Stilling i I. M., gjør saa grove Brud paa, hvad Guds Aand og Ord kræver, da tier jeg ikke. At Verden faaer det at vide, skader efter min Mening intet. Jeg mener tværtimod, at Guds Rige vinder i Kraft overfor dem, som staae udenfor, naar man aabent og ærligt indenfor Menigheden bekjender, hvad daarligt her viser sig, og revser det. Det gjorde Paulus overfor de apostoliske Menigheder. — Det samme mener jeg bør skee endnu.

Men hjertelig og inderlig Tak, kjære gamle Ven! fordi Du vil vedblive at holde af mig, hvor uenig Du end er med mig i dette og hint.

Din Ven
J. Clausen.