Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1900-01-10)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 10. Jan. 1900.

Min kjære Ven! Du vil blive forbavset over dette Brev. Muligt vil Du synes, at det vidner om Galskab. Sagen har voldt mig den dybeste Sjælekamp. Ja, jeg næsten krymper mig ved at komme frem med den. Det er dette: Forleden faaer jeg Brev fra to troende Venner, begge nærmest af I. M.’s Venner, den ene vel af min »blakkede« Farve, med inderlig Bøn om, at jeg vil komme tilbage til Slagelse som Præst ved St. Mikkels Kirke. Jeg kom i en voldsom Bevægelse; thi i mange Maader føler jeg mig ene og forladt. Min største aandelige Tilfredsstillelse har jeg havt i Arbejdet for den sønderjydske Sag; og det er mit Haab, at jeg dels ved Møder rundt omkring i Jylland, dels langs Grænsen har ydet et Bidrag til dens Fremme. Jeg mener nu at have s. 343gjort for den, hvad jeg kunde. Nu at tænke paa — i min Alder at rejse til et fremmed Sted, vilde jo være Vanvid; men at komme til Slagelse var at komme tilbage til sin gamle kjendte Kreds, hvor jeg har mange Venner, som tog rørende Afsked med mig, og som senere, naar vi mødtes, have udtalt Beklagelse i varme Ord over, at jeg rejste. I Slagelse er Banen brudt gjennem 10 Aars Virksomhed for at kunne udrette noget den Tid, jeg har tilbage. Her var jeg for gammel til at opbryde ny Jord, især en saa sejg, tør og vanskelig. Man møder Modstand i alt, Træghed, ingen Velvillie, hvad der falder mig som Følelsesmenneske uhyre haardt. Jeg troer, jeg kunde udrette mere for Guds Rige i de gamle kjendte Forhold. Jeg er legemlig og aandelig rask. Vel er St. Mikkels Sogn stort — men der er dog kun een Kirke med to Præster. Jeg synes, jeg maatte kunne besørge det forsvarligt nogle Aar — i alt Fald ligesaa godt som Sorterup ¹⁾Sognepræst ved St. Mikkels Kirke, forflyttet til Stillinge. — dog jeg er i stor Vaande. Sagen er af særlig Natur. Jeg kan kun søge, hvis jeg bliver opfordret af hele Sognet.

Men er det rigtigt, er det ikke Synd at tænke derpaa? O! jeg er saa forpint. Her staaer jeg saa ene: mit Hjerte sukker efter et Samfund, her faaer jeg det ikke — ogsaa af Mangel paa Kjærlighed fra min Side.

Hvad siger Du, dyrebare gamle Ven? Raader Du bestemt fra, er Sagen afgjort. Kunde Du tænke Dig Ønskeligheden af, at jeg kom tilbage som den forlorne Søn, da maatte der handles hurtigt, da Ansøgningstiden snart er udløben. Uden Sognets Ønske vilde det være latterligt, at en Mand paa 68 Aar vil søge Forflyttelse. »Jeg lider« — kjæreste Ven! Jeg skal have Kamp til det Sidste. Herren har hidtil »ført mig underligt« — han s. 344gjøre saa af Naade til mit Livs Slutning. Tak for den »store« Dag ¹⁾B’s 70 Aars Fødselsdag 20/12 1899. forleden.

Din gamle Ven
J. Clausen.