Clausen, Johannes Carl Emil BREV TIL: Beck, Johan Vilhelm FRA: Clausen, Johannes Carl Emil (1901-09-09)

J. Clausen til Vilh. Beck.
Vonsild 9. Septbr. 1901.

Min kjære gamle Ven! Dag for Dag, siden jeg besøgte Dig ¹⁾1. August 1901., har jeg tænkt paa Dig og bedt for Dig; tidt har jeg havt Lyst til at skrive Dig til, men opgav, fordi jeg var bange for at besvære Dig; saavidt jeg kan skjønne, har det gaaet op og ned. Endnu har Du vel ikke Klarhed over, hvad Herren vil, om han vil bruge Dig til mere Arbejde, eller om Du skal indgaae til Guds Folks Hvile bag Graven. David siger: »Herren ledsager os over Døden«. Du har jo under din Sygdom og Svaghed godt Følgeskab af dine mange Kjære — de kunne dog ikke følge Dig længere end til Graven; Gud være lovet! — at vi have en Ven, som kan og vil følge os ud over Død og Grav.

Forleden Morgen kom den Tanke varmt op i mit Hjerte, om jeg ikke skulde rejse op til Mindefesten i Viborg ²⁾I. M.s 40 Aars Jubilæum 13/9 1901., da Du ikke kan komme der, og tale et Ord ud fra Minderne fra 13. September 1861 i Stenlille. Havde Du kunnet komme, var jeg fulgt med Dig, Du havde da været selvskreven Taler ud fra Minderne; jeg vilde have tiet stille og ladet Minderne tale i mit Bryst. Havde en eller anden sagt mig et Ord om at komme, da Du ikke kan, vilde det have været lettere, friere og glædeligere for mig at tage derop. Nu er jeg lidt ængstelig derved; jeg vil saare nødig trænge mig frem. Jeg skrev først til Larsen ³⁾Stiftsprovst Helweg-Larsen i Viborg., senere til Zeuthen. De synes s. 354at forstaae min Følelse, min Trang ogsaa med Dig i Hjerte og Minde. De foreslog mig at tale i Domkirken. Det vil jeg absolut ikke; thi jeg har ingen Ret til at være Ordfører for I. M. nu; kun ud fra Mindet om dens Tilblivelse, og dog kan og vil jeg tale — ogsaa af den Grund fordi jeg tænker mig, at Du ikke har noget derimod.

Endnu har jeg ikke bestemt mig, jeg vakler frem og tilbage. Rimeligvis tager jeg dog derop. Og der bøjer jeg saa i Ensomhed mine Knæ i Jesu Navn, takker for Mødet med Dig i Ungdomsdagene, for Mødet i Stenlille, for Samvirken i I. M.s Grundlæggelsesaar, for trofast Broderkjærlighed fra din Side gjennem et langt Liv uden Afbrydelse trods store Forskjelligheder i Syn og Virkemaade — og beder for Dig og om, at vi maae mødes i de evige Boliger,

Hvor Mindets hulde Blomster smaa
skal i forklaret Glans opstaa
saa dufterige, søde.

Nu gik »gamle Eva« gjennem min Stue; hun sagde: »Hils saa kjærligt den gamle Adam« — det gjør jeg nu. Du har ingen bedre Veninde end hende.

Og nu Farvel! min dyrebare kjære gamle Ven! Herren lade Dig hvile i Haabet! Hils din kjære Nina og vær kjærligst hilset fra din Ungdoms Ven

Johannes Clausen.