Grundtvig, Nikolai Frederik Severin BREV TIL: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher FRA: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin (1848-07-31)

*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn. 31te Juli 1848.

Kiære Søn!

Vi Mennesker er saa sjelden upartiske i vor egen Sag, at en Fader, naar hans voxne Sønner sætter sig til Modværge, har meget ondt ved engang at komme til rolig Overveielse af, om det er med Rette eller ikke.

Da jeg imidlertid har en frigiørende Anskuelse af alle aandelige og hjertelige Forhold, og har saa tidligt som jeg turde, opgivet hardtad hele min faderlige Myndighed over mine voxne Sønner, og kun ønsket i dem at vinde de selvstændige* fortroelige Venner, som jeg, efter min særegne Stilling høit trænger til at finde i min egen snævreste Kreds, saa kan intet friste mig til Ubillighed mod dem, uden min naturlige Hidsighed i daglig Omgang, og derfor veed Du, det var min Beslutning allerede ifjor at anvende det eneste virksomme Middel derimod, og derved tillige lette mine Sønner Udøvelsen af Mande-Myndighed uden at jeg tabde min egen. Min vel overveiede Plan strandede, som Du veed, paa den meget naturlige men her overdrevne Moder-Ømhed og jeg kom iaar, under den politiske Urolighed, ikke blot i et uhyggeligt, men i et utaaleligt Forhold til mine voxne Sønner, og maatte finde, jeg havde gjort dem myndige før Tiden, siden jeg stod Fare for derved ogsaa før Tiden at blive umyndig.

Dog, det er nu, Gud skee Lov! forbi! mine Sønner, som jeg altid har ønsket at see og agte som myndige Mænd, er af sig selv kommet i en Stilling, hvor de kan lære at kiende baade Myndighedens Værds. 25og dens Grændser, for enhver af os, og da de begge staar for mine Øine som agtværdige unge Mænd, vilde jeg neppe engang berørt den kildne Sag, dersom Du ikke selv havde bragt den paa Bane; thi hvor dyrebart end mine Sønners Venskab er og maa være mig, saa indseer jeg godt, jeg kan umueligt tilskrive mig det, og maa for Øjeblikket see til at trøste mig over det i min Alder store Savn. Det var imidlertid ligesaa aabent som rigtigt af Dig, min ældste og roligste Søn ! at sige mig Din Betragtning af Sagen, og Du har gjort det paa saa smuk og kiærlig en Maade, at det har gjort mit Hjerte godt, og da jeg aldrig har opgivet det Haab, om jeg skal leve noget længere, at vinde mine Sønners Venskab i den Forstand, jeg tager Venskab, saa nærede Du dette mit kiære Haab, som noget, der langt snarere end det enstund har seet ud til, kan gaae i Opfyldelse.

Heller ikke maa jeg ved denne Leilighed dølge for mine Sønner, at jeg godt indseer, hvorledes min overordenlige Afmagt i 1844, som jeg kun langsom forvandt, maatte indvikle vort nære Forhold, saa mine Sønner tit kunde fristes til at tænke de endog skyldte mig, hvad jeg dog hverken kunde eller maatte taale, da jeg, som har opgivet saa meget i denne Verden for at kunne tale og handle frit, umuelig, saa længe Gud under mig Kraft og Besindighed, kan i mit eget Huus lade mig denne Frihed enten lidt eller meget betage.

Nu, nok herom ! at mit Hjerte er hos eder, kan I saa meget mindre tvivle om, som I godt veed, det er med Danmark alle Dage, og at min Aand maa være med eder, ønsker jeg naturligvis dobbelt, fordi det er en Kæmpeaand, Danmark nu høilig trænger til hos alle sine Sønner, saa under de nærværende Omstændigheder maa ingen Dannemand spare sine Sønner og ingen Dannesvend spare Fader og Moder i Henseende til, hvad Kampen kan føre med sig. At mine Sønner imidlertid helst ønsker med Æren at leve deres Alder ud for Fædernelandet, det er aldeles i min Aand, som altid foretrækker Livet med Æren til Gavn selv for den mest glimrende Død, og af den Gud, som opholdt mig til et saadant Liv, haaber jeg ogsaa, at, naar det lader sig forene med Hans vise Raad, da vil Han sikkert ogsaa opholde mine Sønners Liv, som Han veed var i mine Bønner helliget en ædel og gavnlig Virksomhed endnu før de blev undfanget i Moderlivet.

I hans Varetægt vandre I derfor kiækt eders Bane og hils kiærligst din Broder fra eders

faderlige Ven
N. F. S. Grundtvig.