Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1848-08-26)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Lørdag-Aften d. 26de August 48.

Kjære Moder!

Skjøndt det allerede er blevet noget seent paa Aftenen, da jeg har siddet og skrevet Breve til Skovgaard og til Vilhelm Blom (hvis Breve havde Anciennitet forud for Dit), saa kan jeg dog ikke lade være at sende Dig et Par Ord, da jeg seer af min Protocol, at det er snart en heel Uge siden jeg skrev Dig til.

I Onsdags modtog jeg Tornisteren, men Høxbro har jeg endnu intet seet til. Feltkappen er ganske efter Ønske. Jeg skal sende Pengene, saa snart jeg kan faae dem byttede i Sedler. Mens vi tale om Penge, saa maa jeg dog engang korse mig over Dit Forslag: maanedlig at sende 25 Rbdlr. hjem. Der maa jeg rigtignok sige: »nej nu er Du altfor slem«, thi naar jeg fra Gagen, som er 36 R. maanedlig, tager 25, saa faaer jeg — 11 at leve af i 30 Dage. Det gaaer ikke. Jeg skal imidlertid gjøre mit Bedste. Nyt har vi Intet af herovre. Jeg vil da som sædvanlig give Dig en Liste over de Dage, der ere forløbne siden jeg skrev sidst. I Søndags var Johan og jeg da ovre hos Holger i Greis. I Mandags: hjemme i Regnvejr hele Dagen. I Tirsdags: Meds. 72Johan i Bredballe hos Carlo. Brev fra Skovgaard og fra Fader. I Onsdags: fik jeg Brev og Tornister fra Dig og skrev til Fader. I Torsdags: var Joh. og jeg i Gammel Sole, 1 Mil herfra, at besøge Henrik Bech. I Fredags (ͻ : igaar) havde 10de Bataillons Officerer foranstaltet en Skovtour til Greisdalen her tæt ved, hvor vi havde General Schleppegrell med sine Adjudanter til Gjæst. »Festen begunstigedes af det skjønneste Vejr.« Det var mig især en stor Fornøjelse (ikke at tale om Æren) at tale med vor brave General, der en heel Time underholdt sig med min Ringhed og endogsaa bad mig besøge sig. Ja, det er nu ikke derfor at jeg siger det, men han er en usigelig elskelig Mand, og han er da ogsaa alle sine Soldaters Afgud. De fortælle om, hvorledes han midt i Slagets Tummel, i den tætteste Kugleregn sad rolig paa sin Hest med sit sædvanlige milde Ansigt og spiste sit Smørrebrød, og naar saa en Kugle peeb ham forbi Øret, saa rystede han saa smaat paa Hovedet, som naar en Flue ellers surrer forbi En. — I Dag havde vi hele Formiddagen en stor »Hestemanøvre« og efter den havde jeg min Hr. Broder og en af de norske Officerer til Middag hos mig, modtog et Brev fra Meta, hvorpaa hun snart skal faae Svar, spadserede en Tour i min Ensomhed ned til Greisdalens Skovkløfter og gik derpaa hjem og drak Thee og saa satte jeg mig til at skrive Breve; og der sidder jeg endnu, men nu skal det ogsaa være forbi, og derfor vil jeg da bede Dig hilse Dem Alle saa meget der hjemme og selv undskylde dette Hastværks-Smøreri fra Din

hengivne Søn
Svend.

5*