Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher BREV TIL: Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete FRA: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher (1848-10-31)

Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Gauerslunde 31. Oct. 48

Kjære Moder!

— — — Der er al Rimelighed for, at vi skulle ligge her heele Vinteren, hvad rigtignok ikke er glimrende Udsigter. — — —Den eneste Trøst er, at her dog er en flink Præst i Byen, en Provst Thune, som har bedet mig komme der. — — —Imorgen skal jeg rimeligviis ind til Frederits med de permitterede af Compagniet ɔ: Alsingerne og de Slesvigere, der have fast Tjeneste i Kongeriget. De Andre, som ikke kunne permitteres, ere meget urolige, de have faaet Bisselæder i Skoene, men jeg haaber dog, at de blive. Vi have ondt ved at stille dem tilfreds, og der er unægtelig Fare for, at de bene af hjem. At ligge her, faa Mile fra deres Hjem, i Vinter, kunne de ikke holde ud, var det endda paa Sjælland eller Fyen, sige de, saa gik det bedre. De tale i disse Dage i deres Qvarterer højt om at spadsere deres Vej ; da de fleste af dem ere mødte frivillig, uden Indkaldelse, synes dem, at de have Ret dertil. Maj. Ræder har ogsaa gjort Indstilling i den Henseende, men som vel neppe vil kunne tages til Følge, siden det unægtelig er det fornuftigste. Lad dem kun komme hjem, »gjøre Tydskerne saa Knuder, skulle de nok knække Halsen paa dem«, det love de for ganske vist. Og skulde Krigen begynde igjen til Foraaret, ville de gjærne atter møde ; de skulle nok blive frie for at slæbe dem til Rendsborg, mene de. Jeg forstaaer mig slet ikke paa Regeringen; man fortæller her, at Tsch. er bleven gal, men jeg skulde troe, at de ere blevne gale allesammen, thi den Indsættelse af den ny provisoriske Regering i Hertugdømmerne viser dog, at de maa aldeles have tabt Hovedet, thi Andre end gale Folk kunde ikke gjøre Saadant. Gud veed, hvorledes det Hele dog tilsidst vil spænde af, jeg haaber endnu, men maa tilstaae mig selv, at det er uden Grund. Imidlertid, s. 171det kan vende sig til det Bedre, men — jeg tvivler, at det kan skee under dette Ministerium og veed ingen Andre at sætte isteden, som vilde være bedre. Jeg venter imidlertid Ministeriets Fald en af Dagene, thi jeg kan ikke indsee, at det kan overleve længe den ny provisoriske Regerings Proclamation; kunne de det, ere de rigtignok sejlivede og Kjøbenhavnerne langmodige, thi det er dog dem, der maa gjøre Noget ved Tingene, vi paa Landet kunne kun sidde og tygge vore Negle og ærgre os.— — —

din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.