Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1849-02-06)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg d. 6te Februar 1849.

Kjære Moder!

Det har, jeg vil ikke sige ængstet, men dog undret os, dine Børn herovre, i alle de snart 4 Uger, vi have været hjemmefra, kun een Gang at høre et lille Ord derfra. Det er naturligt at vi længes efter at høre, hvorledes alt staaer til og jeg haaber at der allerede er noget paa Vejen medens jeg skriver dette. At det har varet forholdsviis længe med mig dennegang (det er næsten 14 Dage siden jeg skrev) kommer af, at jeg har været noget syg, ligesiden den 20de forrige Maaned. Jeg har faaet en stærk Forkjølelse paa Vagten og har maattet ligge og drikke Salmiak og Brystthee. Nu er jeg da atter paa Benene, skjøndt endnu ikke tjenstdygtig. Jeg har under disse Omstændigheder dobbelt maatte prise min Lykke, at have faaet et godt Quarteer med en særdeles forekommende Vært og ditto Værtinde. Nu kurerer han paa mig med Portviin, hvilket er mere efter min Smag end Salmiak. Jeg er indquarteret sammen med Brigadelægen van Deurs, der engang i flere Aar har været Læge i Præstø, en særdeles dannet og interessant Mand, med uhyre udbredte personalhistoriske Kundskaber. — Oberstlieutenant Blom har jeg endnu ikke seet noget til; han har ikke været her i Byen, og jeg kan naturligviis aldrig tænke paa at komme saa langt ud i Verden som til Fyen. Vilhelm seer jeg derimod jævnlig, skjøndt for det meste kun lidt ad Gangen, og han siger at Faderen befinder sig vel. Thurah, der boer etsteds her paa Øen, har jeg lige saa lidt seet. Derimod fornøjede det mig forleden Dag at faae Besøg af Ernesto Dalgas, der fra den anden Ende af Øen var kommen ud til Sønderborg og blev attrapperet af Johan, der bragte ham til mig. Ltnt. Zytphen, som Du vist har hørt mig tale om, og som stod ved samme Compagnie som jeg i Exerceerskolen i Kbhn., og hvem jeg saa godt kan lide, besøgte mig iforgaars og jeg var igaar Aftes samlet med ham hos Johan. Af Personalia veed jeg nu ikke mere at anføre, undtagen det skulde være, at vor Oberstltnt. Ræder bliver hver Dag galere og er nærved at slaae hele Bataillonen ihjæl ved at overlæsse alle med uoverkommeligt Arbejde, saa han formelig ødelægger os midt i Freden, hvilket er saa meget mindre fornødent, som Alle ere enige om, at han nok skal vide at faae os ødelagte, saa snart Krigen atter begynder.

Politisk Nyt kan her naturligviis ikke være, men hvad Stemningen angaaer, da er den saavel blandt Civile som blandt Militaire afgjort for saa snart som muligt (ɔ : 26de Februar) at opsige Vaabenstilstanden s. 204og saa til 26de Marts at tage ordentlig fat paa Oprørerne. Man siger da her for vist, at Regeringen skal paa det Bestemteste have vægret sig ved at tilstaae nogen Forlængelse af Stilstanden under andre Betingelser, end at vore Tropper imidlertid maae holde Slesvig besat. O, hvor længes jeg efter den Dag, da vi atter skulle tage dette danske Land i Besiddelse og holde Dommedag over dets Undertrykkere. Den Maaned, der nu alt er forløbet siden jeg forlod Eder, er gaaet saa umærkeligt (fordi der aldeles intet mærkeligt er passeret i den), at to Maaneder da ikke kunne være nogen Evighed. Nu lev vel! elskede Moder! Bring min kjærlige Hilsen til Fader, Tante Jane og Amalia. Hils ogsaa venlig mine mange Venner, naar Du seer nogen af dem, (navnlig Høxbro, Niels Spandet, Skovgaard) fra

Grundtvig og hans Slægt.

13

Din altid hengivne Søn
Svend.