Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1849-03-17)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg. Lørdag-Aften 17/3 49.

Kjære Moder!

Indlagt følger et lille Brev jeg skrev til Dig i Torsdags-Aftes, og som skulde have været afsted Fredag-Morgen; men som jeg ikke fandt Postpengene værdt, da Johan ikke efter Løfte havde noget at sende med. Dette skal nu afsted imorgen tidlig, om han saa skriver med eller ej ; thi ellers veed jeg ikke, hvad Du maa tænke om mig, der saaledes paa een Gang er bleven taus og modtager det ene kjærlige Brev fra Dig efter det andet uden at besvare noget af dem. Igaar Morges modtog jeg da Dit Brev af 12—13de og beder Dig derfor at modtage min inderlige Tak. Jeg kjender Dig ret igjen i det Brev: det bestandig kjærlige, taalmodige, gudhengivne Sind, som jeg har lært at kjende og elske, og som saaledes kun kan findes hos ædle s. 228Kvinder, men hvoraf dog noget kan som Mødrenearv falde i Sønners Lod. — Give Gud at det ogsaa maatte være saa i det Tilfælde der ligger mig nærmest! Men her som ved saa mange andre Lejligheder viser det sig atter som en Sandhed, at de bedste Hjærter ere ikke de letteste: med et beklemt Hjærte, med et sørgmodigt Blik skuer Du ud i Verden ; seer Du baade frem og tilbage. Du frygter, at Dine Anskuelser af Livet have været for idylliske, for romantiske — til at kunne virkeliggjøres i Livet. Men er det end saa, saa er det dog aldrig at beklage, at man har bevaret saadanne Anskuelser gjennem alle Livets og Verdens Anfægtelser. De ere en Skat for det Hjærte, der trofast kan gjemme dem og troe paa deres evige Sandhed, selv om de synes i det Timelige at gjøres til Skamme. — Troen, Haabet, Kjærligheden — de ere tilhobe hvad Verden kalder romantiske Ideer og hvad den betragter som smukke Hjærnespind, der kunne klæde unge Mennesker godt, men ikke passe sig for fuldvoxne og modne Mennesker. Men Held den, der kan gjennem alle Livets Skibbrud bevare dem ! — det Menneske er evig ungt, det Menneske »døer ikke omendskjøndt han døer«. — Jeg seer at Du ogsaa tænkte paa min kjære Denis’s Fødselsdag, som jeg da heller ikke glemte. Jeg havde tænkt til den Tid at skrive ham til, men Du kj ender (desværre) af egen Erfaring mine Skriveforsætters Upaalidelighed ; saa der blev da ikke noget af, der blev ikke andet for end i Tanken at besøge ham i det fjærne Land. — Det er jo sørgelige Efterretninger Du bringer fra det glahnske Huus: Henriks Søn død og Maria syg! Lad mig vide, naar Du atter hører fra hende! — Da vi nu kun have 10 Dage til Krigsskuepladsens Aabning, hvor jeg jo — skjøndt alt gammel Soldat — dog i Grunden skal debutere, saa skal jeg een af Dagene holde stor Mønstring over min Garderobe og øvrige Bohave, for at komme veludrustet i Felten. Førend jeg slutter vil jeg give Dig det Løfte, som jeg veed Du ellers vilde afæske mig: herefter jævnlig at lade Dig høre fra mig og navnlig saa snart som skee kan efter enhver Affaire, som jeg maatte bivaane. Og nu: Gud befalet! Han være med Dig og os Alle, med Land og Rige! Bring min kjærlige Hilsen til Alle derhjemme. Til Peter og Høxbro fik jeg endnu ikke skrevet, men det skal skee een af de første Dage, endnu før jeg forlader Sønderborg. — Lev vel, kjærlig erindret og elsket af

Din hengivne Søn :
Svend.