Boisen, Peter Outzen BREV TIL: Grundtvig, Svend Hersleb FRA: Boisen, Peter Outzen (1849-04-25)

Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Lørdag-Aften d. 25/4 [1849]

Kjære Svend!

Dette Brev skulde været skreven og afsendt iaften, idet jeg har bestræbt mig for at faae skreven skifteviis til Een af mine kjære Svogre engang om Ugen ; forrige Uge gik forbi — et Brev skulde derfor være affærdiget paa denne Uges sidste Dag, — men først nu er jeg kommen til Sæde. Først sad Fritz, som spiser hos os hveranden Dag, et Par Timer og fortalte om Rigsdagsmødet idag (ligesaagodt lidt derom strax: det var yderst kjedeligt kun Afstemning over Medlemmer til Værnepligts- Udvalget, lutter Militære Tschernings Yndlinger — og Aristokrater; dernæst With i Jaterp: om Erstatningen fra Preussen til Jylland, hvorpaa Moltke svarede, at det havde taget lang Tid med at gjøre Opregningen over den lidte Skade; den var nu sendt til Berlin, og kunde meget snart ventes afgjort og Erstatningen sendt hertil. Tils. 247Slutning reiste Gr. sig med det Spørgsmaal til Form: og Forsamlingen, om den tillod, at Een, der var valgt til Medlem af en Comité traadte ud af denne ; han maatte nemlig antage at det var Tschernings Ønske ikke at være Medlem af en Comité, der skulde tage hans eget Forslag og Forordning under Behandling, og da han nu var valgt, at han da maatte ønske at træde ud, dersom Fors. tillod det.— Tscherning svarede paa en grov Maade: »Han forstod ikke det Spørgsmaal«. Form: tog da Ordet og forklarede ham det. — Han svarede, at han traadte ikke tilbage, da han nu var valgt, han vilde ikke gjøre det for at føie den ene Rigsdagsmand. Gr: vidste meget godt, at han ikke vilde gjøre det for at føie ham, men tænkte sig, at han selv maatte føle sig opfordret til at begjære Udtrædelse af den Comité. Dermed afbrød Form. Discussionen. Der var Sandhed i Spørgsmaalet, skjøndt det slet ikke kunde nytte at komme med det, da man nok kunde vide, at Tscherning ei traadte tilbage. Men jeg vil atter komme tilbage til disse 2 Mænd). — Derpaa kom Høxbro, som blev her til nu (Kl. 10) under ivrig Samtale om Slesvig indtil Eideren — eller Slesvig deelt, som H. staaer stivt paa, saa han slet ikke vil have, at vi skal kæmpe for det sydlige Slesvig men strax opgive det, kun sikkre os det danske S1. og give det andet Pokker el. Tydsken i Vold. En Piece, som Blaumfeldt har skrevet om det Spørgsmaal var han meget opbragt over, og havde Lyst til at udgive et Modskrift. Saa kom Møller og efterat have drukket The med os, gik de begge op i Studenterforeningen for at høre et Foredrag af Blaumfeldt. Nu sidde vi roligt, som sjældent er — meget sjældent; Meta sidder i Sophaen i Regnskab op over Ørerne, som hun dog fører med en Accuratesse og Orden, som er beundringsværdig — en ziirlig Regnskabsbog. — Nu gav hun mig en Sødekage, og gik derpaa i Seng. Hun er nu rask (det være sagt i en god Tid) — flink i alle Maader. Idag har hun havt Rørdam og sin Fader til Caffe. — Nu Dit sidste Brev, hvorfor jeg haaber Du allerede har modtaget Tak af Johan fra mig. Jeg skrev til Johan, at det burde offentliggjøres ; det har jeg vel ikke gjort, men dog heller ikke beholdt det ganske for min Mund; jeg har nylig faaet det hjem fra Høxbro og Skovgaard, ligesom jeg har læst en Deel deraf for nogle Rigsdags- mænd, som fandt deri en slaaende Sandhed om at det nu ikke lader sig gjøre at rykke ned i Slesvig (ref. ¹⁾refer: jævnfør. Krigsministeren, som nu har gjort det umuligt ved at opløse Hæren ligefor Rigsdagens Øine, havde han ventet saalænge, kunde han gjerne have ventet til den havde udtalt sig derom). Dit interessante Brev giver heelt igjennem rigts. 248Stof til Samtale; med Længsel imødeseer jeg den Tid, da vi kunne sidde og tale sammen gid det maa kunne skee under nogenlunde Enighed men derom giver Dit Brev mig ogsaa Haab. Din Fremstilling af den »modige« Lehmann og det »modige« Ministerium har moret mig, og deri stemmer jeg ganske med Dig. Det har ved sin »Klogskab« fældet sin egen Dødsdom. Du vil holde paa Tscherning og Monrad, det hjælper ikke — de staae ikke mere — og efter min Mening fuldelig med Rette. Tsc. sidder nu paa Rigsdagen som General for alle Bondevennerne, der blindt følge hans Vink f. Ex. stemmer med at 23de Septbr’s Forordningen ¹⁾indførte almindelig Værnepligt. blev forelagt Rigsdagen, hvorved Rigsdagen har givet Slip paa sin egen Ære eller i al Fald tabt meget i Folkets Øine. Din Anskuelse af Umueligheden i en Adresses Indgivelse af Soldater er desværre vistnok sand, og umuelig for Øieblikket, men husk at vi tale derom, naar vi sees. Din Udtalelse af Din Kærlighed til Danmark, selv om det kun gaaer til Kongeaaen NB efterat vi forgjæves have kæmpet for hele Danmark, er som den sømmer sig en ægte Søn af gamle Danmark; men det gjør godt rigtig godt heelt inde i Een. — Derimod har Dine Ord : »den danske Landsoldat er i Regelen et altfor materielt Væsen, til at kunne være begeistret« saaret mig. Du kan heller ikke meene det efter Dine tidligere Yttringer om d. 10de Bat. — Derom mere, naar vi sees! — Nu Godnat!

Den 1ste Dec. ²⁾Dateringen tvivlsom. Ja Gud bedre! Der slap jeg dengang videre kom jeg ikke — og det er en Ynk, — men det er det i det Heele, saa jeg har ikke gidet skrive, og det var heller ikke værd at læse. Imidlertid har jeg trøstet mig ved, at I have faaet noget bedre baade fra Høxbro og Skovgaard — saa I have dermed været vel tjent, og det glæder mig, for jeg maa reent ud tilstaae, det er lumpent nederdrægtigt, mildest talt, saadanne Tider man lever i; der skal I sidde og kjede Eder, og herinde har I en Svoger, som er midt i Røret, og samme Fyr kan endda ikke gjøre saameget som at give Eder nogle ordentlige stadige Meddelelser, og det uagtet han i Grunden har Lyst til det og har Nok mere end Nok at fortælle. Tørre Hug burde han have. Men man kan F. g. m. blive ganske dum for ikke at sige noget værre, især naar man er det iforveien. Nu kan man snart sige: Der er Splid der er Oprør og Helved i Danskernes Leir — og altsammen om det Spørgsmaal om Slesvig skal deles eller forsvares (tages) heelt. Jeg ved hverken ud eller ind. Galt bliver det, hvordan man vender det. Gaar vi ind paa at dele det, saa opgive vi vor Ret og vor Ære, og det ers. 249dog pinegalt, har vi mistet Æren, maa vi hellere alle ligge med Næsen i Veiret; thi Æren er dog det feireste Træ i Skoven; vil vi ikke dele det, saa gaaer det enten ud over de danske Slesvigere hvorfor vi dog have begyndt hele Kampen, eller vi faae Tydskere ind paa den danske Rigsdag, hvoraf Følgen vil blive, at alle Bønder maa lære Tydsk og da Godnat med det danske Modersmaal og saa F. i Vold med det Hele. Jeg er gal i Parykken, det er et skidt Brev — men lad nu gaa. Kun ikke i Buxerne, som det gik mig forleden.

Din P. B.