Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Meta Cathrine Marie Bang FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1849-06-07)

Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg d. 7de Juni 1849.

Kjære Søster!

Efter i en gruelig lang Tid ikke at have seet det mindste fra Din Haand er jeg da nu saa lykkelig at have 2 Breve fra Dig at besvare, først den lille Lap af 25de og dernæst Dit hele Brev af 30te Maj. Det glæder mig meget af dette sidste at see, at mit »Aarsdags«-Brev til Dig, der jo rigtignok kom bagefter, som hvad det var: tyndt Ø1 — har fundet saa venlig en Modtagelse. Det er derfor tilvisse ogsaa en stor Skam af mig, at jeg ikke oftere gjør en saa taknemmelig Gjerning, som at skrive Dig lidt til.

Det glæder mig ogsaa at see, at Du saa vel har besørget den Hilsen, jeg ved samme Aarsdags-Lejlighed var saa dristig at sende til dens. 276smukke Deel af Din Vennekreds, den jeg skylder saa uendelig meget, navnlig den største og bedste Deel af — om jeg saa maa sige : — min kvindelige Dannelse og min dermed forbundne Betragtning af det smukke Kjøn overhovedet, der vel vistnok derved er bleven idealere end Virkeligheden i Almindelighed, men tilvisse ikke idealere end den Virkelighed, hvoraf den er udledt. — Det glæder mig, siger jeg, at Du saa smukt har besørget denne Hilsen, og ikke mindre at den er bleven saa venlig optagen; thi om end kun En af »Cousinerne« har besvaret den, saa skjønner jeg saa meget des mere paa den aabne og hjærtelige Maade, hvorpaa den af denne Ene er optagen. Og at en vis Anden af de omtalte Skjønne let kan have overhørt denne Hilsen — uden dog derfor, derom er jeg overbeviist, at have taget den fortrydeligt op, — det kan jeg nu saa inderlig vel forstaae. Hun slipper imidlertid ikke saa let, thi nu sender jeg hende en ny Hilsen, som jeg nu synes at have faaet en dobbelt Ret til at sende hende: ikke blot som min Søsters kjære Veninde, men ogsaa som min Vens Herskerinde. Ja, bring Du Georgia min inderlige Lykønskning til, at ikke blot hendes Øjne har aabnet sig for den stille dybe Sjæl, hvori hele Naturens Herlighed saa vel som den guddommelig-menneskelige Aands saa dejlig afspejler sig, — men at ogsaa denne Sjæl har for bestandig aabnet sig for hendes Øje, fuldkomnere end for nogen Andens. Ikke mindre varm er min Lykønskning til ham, den jeg føler en inderlig Trang til at tolke ham. Den Glæde jeg føler ved denne Begivenhed, som Din Mand igaar lod mig vide, er ikke blot fremkaldt ved det Venskab og den Agtelse jeg nærer for dem begge, men jeg kunde kalde den tillige en reen æstetisk og psychologisk Glæde, som over et vel lykket Kunstværk; thi her er tilvisse »to Sjæle der hinanden forstaae«, og som det blot kommer an paa at ville forstaae hinanden. Jeg er ellers en stor Tvivler, ja undertiden har Du vel endogsaa villet kalde mig en Spotter, i slige Sager, naar der handles om evig Kjærlig- hed, Forlovelser og Giftermaal m. m. — men her viger enhver Tvivl — om Spot kan ikke være Tale — thi de to staae umiddelbart for mig som Eet: forenede ved Frihed, men med Nødvendighed. Faae blot Verden fuld af saadanne Partier, saa — ja, saa er der rigtignok en heel Deel mindre at lee ad i Verden, og det kan jo være slemt nok; men saa er der ogsaa en heel Deel mindre at sørge over.

Men det er sandt; over alle disse idylliske Betragtninger glemmer jeg jo reent Krigsvæsenet, og jeg skulde jo dog have fortalt Dig, at vi igaar atter havde lidt Munterhed i den Retning. Fjenden forsøgte igaar Morges paa at opkaste nye Skandser tæt inde ved vor Forpostkjæde:s. 277denne gav derfor Ild, men da det havde varet en Times Tid med denne spredte Fægtning, saa sendte Fjenden Colonner frem og nu dundrede det første Skud fra et af vore Batterier og sendte en 84 & dig Bombe over til Tysken. Dette var Signalet til et gjensidigt Bombardement, der dog kun varede et Par Timer. Alle Tropperne kom under Gevær og 10de Bat. stod nede i den saakaldte Ha[vne]gade lige ved Broen, der især blev sigtet efter af Fjenden. Bomberne sloge da ogsaa i Husene over vore Hoveder, saa Tagstenene dryssede ned over os, men ingen kom til Skade. Derimod bleve nogle faa deels civile, deels militære saarede af de i Byen indkastede Bomber, ligesom jo ogsaa Forposterne lede et lille Tab. Capitain Greve Baudissin af 1ste Reservebataillon fik et Musquetskud gjennem Laaret. Ihvor liden Skade der end altsaa skete, saa var det dog igrunden et forfærdeligt Syn (det husker Tante Jane nok fra 1807) med alle de flyvende Drager, der sloge ned rundt omkring. Det var ikke Fjendens Hensigt at skyde Byen i Brand; ellers havde han gjort det: han skjød kun efter Broen, efter Skibene og Batterierne og saa efter Tropper, naar de viste sig i Masser endten i eller udenfor Byen.

Jeg faaer idag ikke Tid til at skrive til Moder, saa lidt som til Peter, Knudsen og Høxbro, til hvem jeg staaer i Brevgjæld. Hils dem derfor foreløbig alle paa det venligste, saavelsom Fader, Tante og de andre gode Venner. Peter skriver, at Skovgaard nok vil skrive til mig; det vil jeg saa vente paa et Par Dage inden jeg sender ham min Lykønskning ad directe Vej. Nu lev vel, kjære Meta og lad det ikke vare altfor længe inden Du skriver til Din hengivne Broder

Svend.