Grundtvig, Nikolai Frederik Severin BREV TIL: Grundtvig, Svend Hersleb; Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher FRA: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin (1849-06-08)

*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnerne.
Khvn. Jun. 8. 1849.

Mine kiære Sønner!

Længe har vor udvortes Vexelvirkning omtrent været indskrænket til de kiærlige Hilsener vi giennem Moders Haand og Mund idelig sendte hinanden, og derover skal vi paa ingen af Siderne klage, thi skiøndt det hverken nødvendig følger af Afstanden i Tiden og Rummet, eller af vore daglige Sysler, Vilkaar og Forskiellighed, saa følger det dog sædvanlig dermed, at Forholdet til Hverdagsbrug bliver lidt fremmed selv mellem de Nærmeste, undtagen i Hjertets inderste Anliggender; men nu, da den ligesaa travle som for en stor Deelørkes- løse Rigsdagstid er omme, føler jeg dog Trang til at sige mine Sønner, hvordan jeg har det og hvad jeg tænker om det Hele.

s. 278Ved at see tilbage paa de syv Maaneder, jeg for saa stor en Deel har tilbragt ved og for Rigsdagen ¹⁾Ɔ: den grundlovgivende Rigsforsamling., synes vist nok Udbyttet ringe, da jeg, saa godt som ene har maattet stemme imod de to af Sagerne, vi har behandlet, uden engang at kunne stemme for den Tredie og Vigtigste, for »Grundloven«, men da det var hvad jeg maatte vente, saa er det ingen Skuffelse, og for Resten maa jeg kalde Tiden og Fliden ganske godt anvendt, da jeg beholdt Kraft og Mod og Frihed til den sidste Dag ligesom den første, at sige min Mening reent ud og beholdt derhos Liv og Besindighed til dog at giøre det paa en Maade, som om den end øiebliklig stødte, dog igrunden ingen forbittrede, uden det skulde være Enkelte af Ministrene, som jeg imidlertid dog fik til at blive høflige. Hvad jeg fik listet ind i Grundloven, som udgiør de to afskrevne Linier om »Offenlighed og Mundlighed« vil vist nok, som de staaer, ei giøre stort til at forbedre Retspleien, men det fornøier mig dog som et godt Varsel, da »Offenlighed og Mundlighed« i det hele siger, hvad jeg har stridt for alle mine Dage, og det fornøier mig dobbelt, fordi jeg egenlig ligesaa lidt har listet som tvunget det ind, thi mod min Forventning faldt det egenlig ind som et uskyldigt Ord, hvormed man synes at ville stoppe Munden paa mig, naar jeg sagde, at alle mine Ændrings-Forslag til Grundloven var tabt bag af Dampvognen. Det var jo ærgerligt, at Forslaget om den »Nordiske Indfødsret« fik en saa tosset Udgang, men at det nær var gaaet igiennem netop da jeg tog det tilbage og vel tildels netop derfor, var mig dog særdeles kiært og varsler i mine Øine godt, naar vi engang faae et Ministerium, der sætter mere Pris paa vore Venners end paa vore Fienders Bifald.

Grundloven blev da i Tirsdags hvad man kalder høitidelig antaget og bekræftet af Kongen, men det havde ikke det mindste gribende, da der ikke hørdes en Lyd af Glæde derved, thi vel blev der raabt Hurra nok for Kongen, men hverken da han kom, ikke heller da han meget klart og sømmelig havde udtalt Stadfæstelsen og gjorde ligesom med Flid et lille Ophold, der ved at blive tomt, faldt for Brystet. Men skiøndt dette var tilsyneladende uforsvarligt, var det dog igrunden rigtigt, da dog Ingen var ret fornøiet med det »Landsthing«, som Ministrene enten har lavet for deres egen Mund eller til alle Partiers Ydmygelse.

Dette »Landsthing« som Pengemændene, naar de giør dem lidt Umage, strax kan bemægtige sig, gjorde da ogsaa, at jeg umuelig kunde stemme for en Grundlov, hvis Flauhed og Farveløshed, jeg ellers skulde søgt, saa vidt mueligt, at forlige mig med.

s. 279Hvad jeg nu mener om det Hele, er, at skiøndt jeg hverken vil eller kan opgive Haabet om Danmarks Frelse baade fra indvortes og udvortes Fiender, eller om Danskhedens Opblomstring under smilende Danske Munde og rappede Danske Hænder, saa nødes jeg dog næsten til at opgive min Forestilling om den eneste Maade, hvor- paa den store Opgave kunde løses; thi et kiækt og folkelig oplyst Ministerium, der ved saa tæt Forbindelse som mueligt med Sverrig og Norge, ved en kraftig og dristig Krigsførelse og ved en kiæk men ædel Giennemførelse af de frieste Anskuelser, der nogensteds til Gavn har gjort sig giældende, og med et Tillæg, fordi den Danske Blyhed og Magelighed trænger til de allerstærkeste Drivehjul før de vige for den jævne Virksomhed og den ansvarlige Bestemthed paa fri Haand, som hos os saa næsten ganske fattes, skiøndt her igrunden er mere menneskelig Liv og Lyst, Gavnelyst og Frihedskiærlighed end maaske noget andet Steds ¹⁾Eftersætningen mangler..

Dog, jeg vilde kun sige mine Sønner, at mit høie Anslag af Danmarks skjulte Hjelpekilder langt fra at trække sig beskæmmet tilbage ved det sidste Aars Erfaring, netop støttet paa den træder frimodigere frem end før, og beklager kun, at Ingen veed at benytte sig af en Rigdom, der baade ligger Overfladen ligesaa nær som Kaliforniens Guld og vilde findes ei blot langt gavnligere men ogsaa uudtømmeligere end den. Blindheden er fortvivlet, men jeg troer paa Ham, som siger selv, han kom til Dom i denne Verden at giøre de Seende blinde og de Blinde seende, og det Danske Hjerte er i mine Øine en Blindfødt, det er det ikke for gamle eller nye Synders Skyld, men for at Guds Gierning skal aabenbares derpaa. Det giør mig jo meget ondt, at det synes, som I skal klemmes inde paa Als og udmattes enten for ingen Ting eller til et Blodbad, frygteligere end et Hovedslag og selv med Seier af tvivlsom Vigtighed, men med Guds Hjelp vil vist paa en eller anden Maade Bladet snart vende sig, og da, haaber jeg, skal vi sees med en Glæde som hele Danmark deler og som mere end Danmark vil have Gavn af.

Meddele nogen vort Haab, hvor Mishaabet synes langt rimeligere, kan vi jo sjelden eller aldrig, men det glæder os dog altid, naar nogen har godt Haab om hvad vi elsker, derfor siger jeg det.

Nu, Gud velsigne jer, mine Børn. Jeg havde idag, syndes mig, kun det samme at sige til jer begge, kun derfor fik I ikke hver sit Brev, da Skrivelsen dog er blevet lang nok til at kunne være deelt.

Kiærligst
Fader Grundtvig.