Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1849-08-30)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Helvede paa Als d. 30te August 1849.

Kjære Moder!

Det er et slemt Navn det Sted har jeg skriver dette fra, men desuagtet maa jeg tilstaae, at det er det behageligste Opholdssted, jegs. 305endnu har haft her paa Øen. Egnen er overmaade dejlig, skovrig og bakket og ikke en Halvmiil herfra har vi det Fynshaf, hvor Johan boer, med dejlig Udsigt over til Fyen, Ærø og de andre Øer. Huse og Gaarde ere her smukkere, bekvemmere og renligere end jeg noget andet Sted har fundet dem her paa Landet og det samme gjælder om Menneskene, der desuden ere særdeles artige og forekommende, medens man paa andre Steder maa djævles med dem, baade paa Soldaternes og egne Vegne.

Om Politiken vil jeg ikke tale, især da jeg nu i 3 Dage ikke har seet nogen Avis; men alt hvad jeg endnu har seet og hørt om Vaabenstilstanden og dens Udførelse huer mig saa ilde som muligt, saa det er mig en sørgelig Sag at tænke paa og tale om.

For Brevet, som Carlo bragte, saavelsom for de medfølgende Sager takkes; dog mærker jeg nok, at Du troer vi have holdt slettere Huus med vort Tøj end virkelig er Tilfældet idetmindste med mig. — Det har vel nu staaet i Aviserne, at Johan er avanceret til Premierlieutenant i Krigsreserven og at jeg er oversat i Linien; ved dette sidste paatager jeg mig ingen videre Forpligtelse til at blive staaende i Armeen, men vinder kun det, at det beroer paa mig selv, hvor længe jeg vil blive ogsaa efter Freden, om mig da saa maatte synes. Johan havde hellere seet at ogsaa han var kommen i Linien (som Secondlieutenant) og han var ogsaa indstillet dertil, men hans Alder har formodenlig bevæget Vedkommende til hellere at forfremme ham i Reserven. Det staaer, nu, efter en senere udstedt Armeebefaling mig som enhver anden Linie-Secondlieutenant frit for at træde ud igjen i Reserven som Premierltnt., men for det første agter jeg ikke at betjene mig af Tilladelsen. Saavidt om vort Avancement. —

Med Hensyn til vor Forbliven eller Hjemrejse under Stilstanden, saa er det saa godt som afgjort, at jeg som Linieoff. ikke kan erholde Permission eller blive sat à la suite den hele Tid, og jeg troer ikke heller at Johan vil søge derom, dog er dette nok endnu uafgjort. Foreløbig faaer vistnok Ingen Tilladelsen, da det nylig er befalet, at alle midlertidig ansatte Officierer (ɔ: Studenteroff., Borgeroff. og ældre Militære i civile Embeder) der alt vare tilsagte Dimission fra denne Maaneds Udgang, endnu indtil videre skulle forblive til Tjeneste, saa man troer dog nok endnu ikke saa ganske Freden, hvad da allerede kan sees af, at Tropperne endnu ikke have faaet Ordren til at permittere, men staae slagfærdige og paa fuld Krigsfod. —

Endnu, efter at Commissionen er indsat og Svenskere og Normænd have besat Landet, ere de oprørske og røverske Gensdarmer da ikkes. 306fordrevne fra Slesvig. Endnu sees de paa Dybbøl-Skandser ! ! ! Endnu inddrive de vel Skatter og præsse Folk?!

Indlagt følger et Brev til Skovgaard og Georgia Schouw, der længe har brændt mig paa Samvittigheden og som jeg nu malede en Slutning paa for dog endelig at faae det afsted. Det er til hvem af de To, der er nærmest ved Haanden.

Og hermed Lev vel, kjære Moder! Hils Fader og Alle derhjemme

fra Din hengivne
Svend.

P. S 1) Meta har endnu ikke skrevet.

2) Peter heller ikke.