Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1849-09-07)

Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hundslev paa Als d. 7de Sept. 1849.

Kjære Fader!

Disse Linier, der skulle bringe Dig min hjærtelige, sønlige Lykønskning til Din nye »Aarsdag«, komme desværre et Par Dage for sildig. Arbejde ved Mandskabets Hjemforlovning, der nu er gaaet for sig, og vor derpaa følgende Flytning har hindret mig i før nu at sende Dig dem.

Jeg havde haabet at kunne bringe Dig denne min Lykønskning med Haand og Mund og ikke blot med Blæk og Pen, at have kunnet tilbringe Din og min og Moders Aarsdage i det kjære Hjem; men dette har desværre ikke kunnet lade sig gjøre, og endnu i de første 14 Dage vil jeg ikke kunne tænke paa at gjensee Eder og min Fødestad, som det da er min Agt at gjøre saa snart som muligt.

Ihvorvel jeg jo efterhaanden mere og mere vænnes fra at have et Hjem, saa er jeg dog endnu ikke vænt af med at savne det og at længes derefter. Men om jeg end saaledes snart maa være hvad man kalder »vænt fra«, saa maa Du dog ikke troe, at jeg skulde være paa Vej til at glemme det Mindste af, hvad jeg har indsuget med Modersmælken: Kjærligheden til Fædrelandet og dets gamle Minder. Naar jeg med Kjærlighed, med Savn og med Længsel tænker paa mit Hjem, da gjælde disse Følelser ogsaa de hjemlige Sysler, dem jeg med Guds Hjælp med fornyet Kraft skal optage, saa snart vor Strid for dennesinde er vel udkæmpet.

En stor Glæde var det mig derfor forleden af Berlingskes Beretning om Litteratursamfundets Møde at erfare, at der ikke alene alvorligs. 309tænkes paa det Værk, der bestandig staaer for mig som min idetmindste foreløbige Livsopgave, men at der endog allerede nu er opsparet en ikke ubetydelig Sum Penge dertil. Allerkjærest vilde det ogsaa være mig, dersom det, som Høxbro skriver til Johan, er den nye Bestyrelses og vel ogsaa Samfundets Hensigt ikke at besørge Udgaven, men at understøtte den, som jeg agter at levere; da der herved lades mig friere Hænder, end jeg ellers under et tusindhovdet Samfunds specielle Opsyn turde vente at faae. —

Gud give os nu kun først en god, eller dog en taalelig, Udgang paa Striden for Danmarks ydre Selvstændighed! Der vil endda udfordres Kamp nok for den indre.

Med kjærlige Hilsener til Moder og Søster og dem Alle derhjemme vil jeg nu bede Dig leve vel til Du gjenseer Din:

hengivne Søn
Svend.