Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1849-11-16)

Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Vimmelskaft, fredag-aften 16/11 49.

Kære Johan!

Først igår morges (ɔ: d. 15de) modtog jeg dit d. 10de skrevne og d. 11te afsendte brev. Jeg finder mig derved foranlediget til (ligesom hr. Jürs) »i et og alt at tilbagekalde« mine yttringer i den lap, jeg sendte i forgårs, hvilke bedes førte på postvæsenets conto. Det må jo åbenbart have fået en skrue løs: først d. 10de modtog du den pakke jeg sendte d. 2den og ligeså med brevet af 5te. Jeg måtte være et utaknemmeligt asen, om jeg ikke vedblev at være flittig i min brevveksel med dig, efterat du på en så rørende måde, som sket er i dit sidste brev, overvurderer mine udgydelser ved endog at sætte dem over en gåsesteg. Min beskedenhed byder mig at antage, at du herved har tænkt en mager gås, ti fede have mine breve just ikke været, og vil, efter hvad jeg forudser, dette blive endnu mindre. — Jeg tillader mig, indtil jeg modtager underretning om det modsatte, stærkt at betvivle, at din djærve udtalelse af den offenlige mening vil bevirke nogen gennemgribende reform i stabsgroggen. — Arnold Reineckes død erfor jeg med beklagelse af adresseavisen; du tager dog nok fejl ved at påbyrde kompagniet ansvaret for hans død eller dog for hans forbliven på Als under våbenstilstanden; han var så vidt jeg véd fra årene 1823—25, og sorterede altså under den noble bestemmelse ¹) af 9. Aug. 1849 om de frivilliges Afgang fra Hæren. (Jvnf. »Danskeren« 29. Septbr. 1849.) om de frivillige fra disse årstal; kommer altså på krigsministerens samvittighed, der da alt har så mange menneskeliv på sig, at det ikke siger stort med et til. Jeg tænker herved navnlig på fremgangsmåden med de sårede fra Frederits, der jo dog tilsidst falder på krigsministeren, der vedbliver at holde Bendz under armene. — Schleppegrells besøg slap du jo godt fra; vel var det, at han ikke fandt dig på sængen. Med al skyldig anerkendelse af hans berømte tjenstiver forekommer det mig dog noget upraktisk just at vælge et sådant vejr til sin inspectionsrejse. Jeg må da også gratulere dig til det glorieuse udfald af ammunitionseftersynet. Jeg troede forresten ikke, at patronerne endnu vare i mandskabets værge. — Bergmann viste, synes mig, en mærkværdig mangel på conduite ved sin ligefremme tilståelse af ej at have vidst eller bemærket kjedlernes mangel. Han burde naturligvis have erklæret det for sket efter sin ordre, da han ej havde været vant til andet; derved havde han undgået videre tiltale og i mandskabets øjne stået med palmer i hænderne, som den der tog skylden på sig for deres fejl. Ja, sådanne små kneb lærer han vel, når han i nogens. 342tid står ved vor bataillon. I regnvejr må man virkelig have lov at bruge paraply. Er der virkelig kommet nogen mere alvor og tanke ind i ham, hvad jeg jo må slutte af Hansens misbilligende Yttringer om ham. — Den arme Ahrentzen! Hils ham ret meget, når du ser ham! — Efter nu således at have berørt alle de andre dele af dit brev, skulde jeg da også besvare dine spørgsmål m. h. t. min dagsorden m. v.; men må herved indskrænke mig til en falliterklæring: jeg ser virkelig intet, oplever intet, hører intet, læser intet, uden mine håndskrifter. Jeg har virkelig ikke siden den 20de oktober, da jeg hentede min kramkiste på univers, bibl. og lukkede den op været enten på komedie, i casino eller ved nogen anden offenlig forlystelse. Jeg har været 1 middag hos Ræder, 1 aften hos Falkenskjolds, 1 aften hos Marie Blom og 2 aftener på møllen; for resten altid hjemme, når jeg ikke var på bibl. ti jeg har fået mit arbejde således indrettet, at jeg kan arbejde det meste hjemme med de håndskr. jeg efterhånden slæber hjem og så dagen efter eller 2 dage efter op på bibl. igen. Jeg sidder altså væsenlig på den af dig i dit brev betegnede legemsdel på min gl. stol ved det gl. bord, og om aftenen har jeg lige så lidt tid til læsning som om dagen, da jeg sædvanlig arbejder i håndskr. til Kl. 1—2 om natten. Det er alt det at jeg kan følge de aviser vi holde og 1 gang hver uge gøre et løb op i studenterforeningen og kigge »fædrelandet« igennem. Min sundhed lider imidlertid intet; efter at jeg er begyndt med at ride 1 time et par gange om ugen og så tillige er bleven noget mere vant til den fra min nærmest foregående jo meget forskellige levemåde, har jeg bestandig været så frisk som en fisk, undtagen netop i aften, da jeg atter har det omtalte tilfælde af kolde fødder, hede i hovedet og en lidt febril tilstand; men det er blot fordi jeg nu i to hele dage har siddet inde. Imorgen formiddag rider jeg mig en tur (in parenthesi: hvorfor skal jeg gå og må jeg ikke ride?) og spiser så endda til middag ude, nemlig hos Marie Blom, fra hvem jeg igår fik en zirlig indbydelse til, som hun behager at udtrykke sig »at kede mig« sammen med løjtnant Stockfleth. — Høgsbro ser jeg for det meste en aften om ugen gærne Søndag, Knudsen har været her to søndag-aftener; men Skovg. har ligeså lidt som Thurah været her siden du rejste. Det er sandt: Bøggild spiste hos os i søndags, efter at have præket i Vartov, han bad mig da så meget at hilse dig. Rørdam er her i denne tid; Stampes ere også komne til bys; endnu har jeg kun set baronen. Elisa er stadig legemlig syg, men forvirringen varede kun et døjn som en krisis i den legemlige tilstand. Med guds hjælp har det da ingen fare. — Jeg kan da glæde dig med den efterretning at du har grundet håb om sådan lidt henad foråret at blives. 343virkeligonkel, en efterretning jeg skylder Peter, der skammede mig ud for min blindhed, og da jeg først var kommet på tanken, så var det jo også godt nok at bemærke; men jeg havde næsten rent opgivet tanken om tilvækst til familien fra den kant, og ganske troet at måtte sætte mit håb til dine og mine fremtidige præstationer i den retning. Du ser at jeg med flid har gæmt det bedste til sidst, men jeg har da endnu noget der kan klodse. Du synes i din landsbyenfoldighed aldeles ikke at ane noget nyt i politisk-krigersk henseende; men jeg kan da underrette dig om, at der er de allerbedste udsigter til at det balrer sammen med det allerførste om ikke før. Holstenerne ville med djævels vold og magt slås og kunne vist med det første ventes i Slesvig. Så må vi spytte i Næverne, du, for at se til at få dem orde[n]lig firkantede til dørs igen. Vor armee skal »efter forly[dende«] stå på sine krigsben igen til 1ste desember. Da jeg altså [gør] regning på at blive kaldt til tjeneste til denne tid, kan du vel [vide] at jeg des mere stræber for at få dog noget bragt til ende forinden, og jeg håber det skulde lykkes mig til den tid at få alle de danske kæmpeviser i orden. Jeg har ikke i sinde at gøre noget skridt for enten at komme til eller fra 10de batl., men overlader det ganske til skæbnen eller krigsministeriet at afgøre min plads. Vi turde måske altså ses om en 14 dages tid, og de herrer som have opsat Københavnsturen til juletiden ville være slemt tagne ved næsen. Nej, ligge og belejre Rensborg, det er noget ganske andet end at gå på bal i Kbhn. Ja, hermed vil jeg nu slutte for dennesinde; du vil af det foregående kunne indsé, hvorfor jeg alt i aften skriver et brev, som først kommer afsted imorgen aften (11—2: Kongens bibl., 2½—3½: ridetur, 4: middag hos Bloms). Moder beder så meget hilse dig, hun har dig trolig i sine tanker, men kan aldrig få ro på sig til at skrive. Lev så vel til vi ses, og skriv mig til, så snart du får dette fra

Din hengivne broder
Svend.

P. S. Hvad siger Vilhelm dog for godt? F. ex. om Lcessø og Infanterilivet?