Grundtvig, Nikolai Frederik Severin BREV TIL: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher FRA: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin (1850-07-10)

*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn. 10de Juli 1850.

Kiære Johan! naar jeg ikke før nu giengiælder Dit kiærlige Brev fra ifjor Efteraar, saa troer Du nok, det er ikke fordi jeg jo tænker meget paa mine Børn og har dem kiære, men jeg vil dog ikke sige, det er Travlheden, der har giort Langdraget saa langt; thi skiøndt jeg næsten har været overlæsset, især i Vinter, saa finder man dog gierne i tre Fjerdingaar mere end een Gang Leilighed, naar man ret har Lyst til hvad der kan giøres taalelig godt i meget kort Tid. Nei, skiøndt jeg især siden Paaske, tit har tænkt paa at skrive Dig til, saa slutter jeg dog selv, at siden det ikke er skeet, maa Lysten ikke have været stor, og jeg kan jo ogsaa nok vide hvad Hoved-Hindringen er, thi det maa jo være den samme, som i det hele standser Brevvexlingen med mine fleste Venner og snart med dem alle uden Undtagelse, at jeg ikke godt kan skrive dem til uden at enten noget bliver misforstaaet, eller at der slaaes paa en Stræng, der giver Mislyd, og det vil jeg meget nødig have, fordi det giør snarere Skade end Gavn, og naar jeg skal studere paa hvad jeg uden Fare tør skrive om eller yttre, da gider jeg ikke skrevet til gode Venner, thi det er at lege fremmed med dem. Idag havde jeg imidlertid Lyst til i det mindste at sige saameget, for at Du kan see, jeg er i alle Maader den gamle, hvem Du jo dog ikke vilde bytte bort for den allerbøieligste og allerføieligstes. 414Fader, og jeg havde Lyst til mere end det, Lyst til at vise Dig min inderlige Deltagelse i den hardtad utaalelige Stilling, det er for Dig og for hele den danske Ungdom, der tager varmt Deel i det Heles Vee og Vel, saaledes at ligge, som Du nu har ligget paa Als halvandet Aar. Ja, det er frygteligt, langt frygteligere i mine Øjne end hele den preussiske Overmagt, thi jeg veed af Erfaring, hvad det koster at holde Ørene stive hvor alting slappes, og at holde Øinene aabne, hvor alting sover, og jeg har dog i min saakaldte »Hauge« og mine boglige Sysler havt en Opmuntring og Tilflugt, som Patrontasken hverken kan rumme eller ret forliges med.

Nu, med Guds Hjelp, tør jeg haabe, vi er over det værste, ikke fordi jeg troer »Freden« eller har mærket at nogen herovre er kommet i Aande, thi det seer i denne Henseende slettere ud, jo længere det varer, og jo klarere baade Gaasegangen og Rævekløerne kommer tilsyne, men fordi jeg veed, Vorherre prøver os aldrig [over] Evne, og vi har vist faaet omtrent alt, hvad vi kan bære. Jeg kan føle det paa mig selv; thi skiøndt min Deel i Vaabenstilstands-Tilstanden, som er at skrive »Danskeren«, hører til det taaleligste, saa har jeg dog følt hele Aaret, at længere end i det høieste Aaret ud, kunde jeg vist ikke blive ved under nærværende Omstændigheder, uden at Livet gik i Lyset. Omstændighederne synes da ogsaa allerede at have forandret sig, ikke ved Fred-Slutningen, men ved det næsten nødvendige for Preussen at holde Fred, for vor Regiering at handle og for Holsten og Gottorperne at krybe til Korset eller at løbe Panden mod Væggen, hvorimellem deres Valg igien neppe kan findes tvivlsomt.

Ja, Vorherre giøre en god Ende paa Seipiningen og lade Dig med hele vor kække Ungdom, ikke modfalden men dristig gaae Lykken imøde, som sikkerlig bier Danmark endnu baade paa Kamppladsen og paa Rigsdagen og i alle Fredens Sysler. Dette er Haabet, som jeg har levet i siden jeg var Dreng og gid mine Børn maae nære det samme til de seer det gaae i Opfyldelse!

Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.