Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Elisabeth Kristine Margrete FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1850-12-18)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Fysing. Onsdag, d. 18de December 1850.

Kjære Moder!

Jeg kan ikke sige Dig, hvor smærteligt det er Dine Sønner endnu at vide Dig syg og lidende, og kunde jeg end sige det, hvortil vilde da vor Klage nytte! Hvad jeg ikke behøver at sige Dig, fordi Du veed det, det er at Din opoffrende Moderkjærlighed ikke har været ufrugtbar, men at Du er elsket af Dine Børn med al den Ømhed, hvortil de ere istand, om end ikke som Du fortjener. Du kan derfor vel tænke Dig, med hvilken Længsel og Bekymring vi daglig vente Efterretninger fra Dig, vente Budskabet om den Helbredelse, som vi bede Gud om at skjænke Dig, til Bedste for os alle som have Dig kjær, og paa hvis Komme vi tillidsfuldt haabe. —

Det er ikke længer fra Slesvig-By Du modtager vore Hilsener. Vi ere nu atter komne over til Øster, gjøre nu kun 1 Dags Forpost ad Gangen og ligge saa 3 Dage i Quarteer, skifteviis i Cosel, i og ved Midsunde og her i Fysing, en anseelig Bondeby en Miils Vej vest for Midsunde. Skjøndt vi jo saaledes i Grunden have faaet det lettere hvad Tjenesten angaaer, saa ere vi dog ingenlunde videre glade ved Byttet; der er især paa denne Aarstid dog anderledes hyggeligt i en Stad med tætte Huse og brolagte, oplyste Gader, end i en Bondeby med bundløse, mørke Veje og Stuer med Steengulv. Jeg har imidlertid s. 499forsynet mig med Bøger i Slesvig, gode Venner og da fremfor Alt en kjær Broder fører jeg allevegne med mig, saa det var Synd at være utilfreds.

Udsigterne til Fred ere jo rigtignok dragne i Langdrag, men jeg kan dog ikke troe andet, end at Tiden snart maa bringe den med sig. Og med Tanken om Fred hænger Tanken om Hjemmet da nøje sammen. Jeg lider, Gud være lovet, ej af nogen sygelig Hjemvee, barnagtig Utaalmodighed eller umandig Forsagthed; men en stille Længsel efter Hjemmet med de fredelige Sysler har saa at sige fulgt mig ud i Krigen. Den er mig ikke til Hinder, men kun til Opmun- tring, fordi i den hvile Fortidens Minder og Fremtidens Haab.

Men til Hjemmet hører Du, kjære Moder! Og Dit Billed følger mig i og med den hjemlige Længsel; det følger mig som en Erin- dring, og det følger mig som et Haab. Og i det Haab til Gud, der raader ene for Liv og Død og alle vores Skjæbne, at han vil lade os, Forældre og Børn, endnu herneden samles glade med Bod for Savn, i dette lyse Haab lever

Din inderlig hengivne Søn:
Svend.

P. S. Peters Brev har jeg faaet og besvarer en af Dagene