Kjøbenhavn, d. 13. Sept. 1868.

Kjære Ven!

Da jeg læste Begyndelsen af dit siste Brev og så de stærke Ord, hvori Du udtalte din Glæde over mit Brev, så troede jeg oprigtig talt, Du gjorde så småt Nar af mig, for jeg var egenlig bange for, at Du slet ingen Glæde skulde haft af det; men længere nede så jeg nok, at det var dit Alvor; og så var jeg naturligvis velfornøjet; forresten er mit Brev vist kommen til altfor megen Ære; jeg blev ialtfald helt forbavset forleden Aften, da jeg var i Selskab hos Jacobsen; Talen kom nemlig på Dig, og Ernst Trier fortalte os om den kostelige Scene, da Du med formelig Begejstring trådte i Skranken for »vor i mange Henseender hæderlige Almues« Oplysning mod den gamle Grevinde Moltke, der ikke kunde forstå, hvad Gavn en Svinedreng kunde have af en historisk Erudition. Da Trier havde fortalt det begyndte Bågø at tale til mig om mit Brev; han vidste ganske god Besked med det, og jeg blev forundret, for han kjender Dig jo ellers ikke, men så fik jeg at vide, at Hoff havde set det, og han havde igjen fortalt Bågø derom; sé det er således kommet vidt omkring, men der er da heller ingen Ulykke deri, siden det jo ingen Hemmeligheder var men kun en Beretning; og ialtfald er det mig en Borgen for, at Du virkelig har været glad ved det.

Det Indtryk havde jeg også, da jeg var færdig med dit s. 33 Brev, der gjorde mig så inderlig fornøjet, at jeg strax vilde have skrevet igjen, men Tiden forbød mig det, og jeg har ikke før nu kunnet komme til at skrive; den Dag, jeg fik Brevet, tog jeg om Form. ud til et Møde, som Otto Jacobsen holdt i Nærheden af Frederiksborg, og som jeg måske siden skal fortælle Dig lidt om, og de følgende Dage var jeg ophængt med Forretninger indtil i Onsdags, men så var her jo, som Du vel ved Vennemøde herude, og det lagde Beslag på hele min Tid.

Før jeg giver mig til at fortælle om, hvad jeg har oplevet, siden sist, er der et Par Ting i dit Brev, jeg først må snakke lidt med Dig om. Den ene er om Kold. Jeg kan se, Du har misforstået, hvad han mener med vort eget Selv, og Fejlen er min, for jeg gjorde nok ikke rede for hvad han mente med det Udtryk. Se han siger som så, at kjende sig selv er ikke at kjende alle sine Svagheder og Skrøbeligheder, thi det er kun Fordærvelsen og Forkvaklingen af Selvet, men det er at kjende det Inderste og Bedste i os, Guds Billedet i os, og vor høje Bestemmelse som Mennesker, det er det Grundmenneskelige hos os, og ikke det Usle og Djævelske. Det er vort Selv i d e n Betydning, som det er Tidens Opgave at få Øjet opladt for og lære at kjende, og har vi så set det, må vi uden at ændse alle vore Lyder og Fejl og uden at pille ved hver enkelt, da det jo dog kun er Småting, gå tilbage i os selv og begynde et helt nyt, ægte menneskeligt Liv; men med det Samme, vi når til det Punkt, føler vi også vor egen Afmagt til at begynde det Ny og føler Trangen til den ny Fødsel, som ene kan findes i den kristne Dåb. — Sådan tror jeg hans Tankegang er, efter hvad jeg har hørt af ham ved forskjællige Lejligheder; men nu tænker han vel således, at gjøre Fremskridt i Kristelighed det er det enkelte kristne Menneskes og den kristne Menigheds Sag, men den almén- s. 34 menneskelige Opgave for enhver Tid og da navnlig for en sådan Oplysnings Tid som vor, er at få Klarhed over sig selv i den Betydning, han tager det; thi vel er det ikke at vente, at Alle skulde komme såvidt ved den Oplysning, at de endte som Kristne; hver må jo nyde som han nemmer; men, når dog Folk i Almindelighed kunde komme dertil, at de så, at deres Selv var af åndelig Art, så de gode Ånder kunde tage Bolig deri, da vilde de dog kunne føre et Menneskeliv med Syn for alt det Store, Høje og Dybe i Åndens Verden, så ædelt og så skjønt, som det kan findes hos Hedninger, Sådant et Menneskeliv skal det være Folkeoplysningens Mål at fremkalde, men Kirkens Sag skal det være at vise de Bekymrede og Søgende Vej til Frelsen i Jesus Kristus. — Ellers er det mærkeligt, hvor vore Tanker mødes; da Du hører om Kolds Ord, tænker Du på »Per Gynt«, og da jeg i Vinter læste »Per Gynt«, måtte jeg tænke på Kold. Hans Ord gav mig lidt Lys på min Vandring gjennem Ibsens mørke Bjerggruber, så jeg skimtede mangt et Guldstykke imellem de mørke Stene, men Vejene gik så vildsomt, og Mulmet var så tykt, at jeg som oftest ravede i Mørke, rigtignok højtideligt, anelsesfuldt, men kulsort Mørke; kun lidt så jeg klart, det Meste gjennem en tæt Tåge, og så var Luften dernede så klam og så trykkende, at da jeg var færdig med Vandringen, var jeg halft bedøvet og fortumlet, det var som jeg var bleven vækket midt i en Drøm. — Det var nogle opstyltede Talemåder! vil Du måske sige, men det er virkelig det Indtryk jeg fik af »Per Gynt«, jeg vidste hverken ud eller ind, og dog syntes mig godt om den. Hvad Bøigen siger, forstod jeg ikke og Memnonsstøttens Sang har jeg vel heller ikke forstået, skjønt jeg véd det ikke, for jeg kan ikke huske den. — Før jeg går videre, må jeg blot sige Dig, at hvad jeg skrev ovenfor om Kold, tør jeg ikke give s. 35 ud for i Et og Alt at være hans Meninger, det er for største Delen mine egne Tanker om, hvad han kan mene, efter Alt, hvad jeg har hørt af ham; nu kan Du jo se, om Du kan gå ind på den Tankegang.

Den anden Ting jeg havde Lyst til at skrive Lidt om, er dine Ord, at Du kunde have Lyst til at vælge samme Livsstilling som jeg, men kun når Du følte et bestemt, uafviseligt Kald dertil. Det var nu Noget, der fornøjede mig meget, for jeg har virkelig selv tit tænkt på det, at vi to måske engang i Tiden kunde komme til at virke i den samme Gjerning; men Du har naturligvis Ret i, at Du først må føle et Kald dertil; blot kommer det an på, om Du når Kaldet kommer, også kan forstå det, for det kommer jo sjælden, om det overhovedet nogensinde kommer, således at man ikke kan tage fejl, jeg tror nu, at vil man vente, til Kaldet kommer til En, således at det ikke i mindste Måde kan misforståes, så får man aldrig noget Kald; det går dermed som med alle Livets højere praktiske Spørgsmål; giver vi os hen i en Undersøgelse for og imod, så kommer vi ingen Vej, det gjælder om at tage en Beslutning; således er det i Trosspørgsmål, som også R. Nielsen siger, og således er det også når vi skal modtage et Kald; ser vi i et Øjeblik Noget, der synes os Stort, griber vort Hjerte og vinker os som det største Mål vi kan nå, så, mener jeg, må vi ikke give os til at overveje, om vi nu også er skikket dertil, om det nu også var et virkeligt Kald til os o.s.v., men vi skal gribe det i Guds Navn, når vi kan det, og må så selv bære Ansvaret for, om vi har grebet rigtig eller fejl; det Ansvar kan vi aldrig slippe for. — Du har vel, som Du siger, endnu intet Kald, men pas på og grib det, når det kommer. Hvad mig angår, tror jeg virkelig, jeg har Kald til Højskolegjerningen, og det, fordi det er gået mig således: Den Tanke, der ligefra jeg var ganske lille, s. 36 har bevæget mig mest, det Mål, jeg altid har sat som det højeste for min Livsvirksomhed, var det: at gavne mit Folk. Den første Form, den Tanke havde hos mig, var da jeg som lille Dreng tænkte mig i Spidsen for en Hær af Danske, navnlig danske Drenge, og en Flåde af Pæreskuderne fra Holmens og Kvaserne fra Knippelsbro, og med denne Magt jog Tyskerne af Landet og gjorde det så berømt som i gamle Dage. Siden så jeg nok, at med Våben i Hånd kunde vi Danske i vor Tid ikke udrette såmeget, og så fik min Tanke en anden Form; jeg læste Halls Noter, og tænkte, det er den Måde, man kan gavne sit Folk mest på, og så vilde jeg studere og studere Jura, for jeg vilde være en Mand som Hall. Det kom jeg dog også fra, og jeg fik i mine Aftentimer hos Jacobsen og ved Grundtvigs Prædiken Øje for det, der kunde gavne mest i alle Måder; hvor dårligt og småt det end var og er bevendt med min Kristendom, var jeg dog glad ved den og ønskede tit at kunne bringe den til mit Folk og således gavne det i højeste Forstand, men så slog Grundtvigs Ord mig: Først Menneske og så Kristen, og jeg så da at det var foreløbig Målet, at Folket kunde komme til at føre et ret Menneskeliv, men hvorledes skulde det bringes til det? — så hørte jeg på Vennemødet 1866 Kold, og det stod klart for mig, at det var med Højskolerne det Mål skulde nåes, og jeg vidste altså, hvad jeg vilde; Højskolen vilde kunne bringe Folket det største Gavn, og så måtte jeg tage Del i Højskolevirksomheden, hvor små mine Evner end kunde være.

Det Siste kan Du gjerne betragte som et Sidestykke til din åbenhjertige Fortælling om hvorfor Du i Begyndelsen vilde studere Theologi; dine Grunde var i Virkeligheden ikke mere latterlige end mine, da jeg vilde studere blot for at blive en Mand som Hall; men trods den latterlige Anledning var det dog nok en Lykke for mig, at jeg kom til at studere, nu får s. 37 vi jo se, om Du får noget Gavn af at have taget fat på Theologien. —

Den historiske Del af dette Brev bliver ikke så lang som i det forrige, skjønt jeg rigtignok har oplevet såmeget siden sist, at det kunde fylde flere Breve; du får imidlertid kun ganske Lidt idag, for ellers bliver jeg aldrig færdig med Brevet, Du kan jo en anden Gang få mere. — I Torsdags otte Dage om Morg. fik jeg dit Brev (Du havde nok glemt at lukke det), men da jeg læste Latin fra 8—9½ og Græsk fra 9½—10½ så fik jeg først læst det rigtig, da jeg Kl. 11 ¼ sad i en Jernbanevogn for at kjøre til Frederiksborg. Ved Siden af mig sad der en ung Mand, en Normand, han gav sig i Snak med mig, og vi kom dybt ind i det; det var en cand. juris. Blehr, der skulde til Lund for at studere svensk Litteratur. Det var et prægtigt Menneske, så åben og frisk med et frit Blik på alle Forhold, han var en Bondesøn fra Lillehammer og godt kjendt på Ankers og Arvesens Højskole »Sagatun«, der netop ligger i den Egn, desuden var han en Slægtning af Kristoffer Bruun, der har den anden Folkehøjskole i Norge i Gudbrandsdalen. Da jeg nu på Thestrup netop havde hørt Bågø holde et af sine ypperlige Foredrag om den Egn, hvor Blehr var fra, kunde jeg tale med ham om hans Hjemstavn, som om jeg kjendte den særdeles godt, og det fornøjede ham meget. I de to Timer, vi kjørte sammen, talte vi uafbrudt om mangfoldige Ting, som jeg blot vilde ønske, jeg havde Tid til at skrive om. Det var hans Hensigt at besøge Hostrup i Frederiksborg og så om Aftenen gå i kongelig Theater, men jeg overtalte ham til at tage med til Mødet i Freerslev-Hegn, hvor desuden Hostrup vilde komme og tale; og han fortrød ikke, at han havde fulgt mit Råd, for han var så glad, så glad, at han »maste gråta«. Sådan noget havde han aldrig set, det kjendte de s. 38 ikke i Norge; den Hjertelighed, Kjærlighed og Naturlighed fortryllede ham ganske. »Sådan Møder må vi have i Norge, skjønt det vil holde hårdt, for Folket er ikke så hjerteligt som hernede, og der er meget Andet ivejen, men det er dog den bedste Måde at fremme Folkelivet på, og sådan Noget må vi have deroppe.« — Det var nu også et prægtigt Møde, der satte mig i så hyggelig og glad en Stemning, som jeg sjælden har været i. Hostrup og Rørdam talte og flere Andre, og der står i »Dansk Folketidende« et rigtignok noget magert Referat deraf; det må Du læse, og skulde Du ikke kunne få det at se, så sig mig det, for Noget af det, der blev sagt, var for godt til, at Du ikke skulde høre det. — Da de egenlige Taler var holdt, delte man sig i små Selskaber, der lejrede sig i Græsset eller om nogle improviserede Borde af Brædder, Øltønder, Bænke og Bukke, og så tog man Lidt til sig, men Samtalen gik livlig overalt, og navnlig ved Hostrups og Rørdams Bord, hvor jeg var, førtes der en livlig Dispyt, om Mennesket fødes med Ånd eller uden Ånd, mellem Fru Hostrup og Rørdam, der hævdede, at Mennesket fødes med Ånd, og Otto Jacobsen, mig og Vilj. Jacobsen, der holdt på Kolds Mening, at vi ikke har Ånd fra Fødselen, men derimod Modtagelighed for Ånd; vi har ikke Ånd, som han siger, men Ånden har os og tager Bolig i vort Hjerte, der er modtageligt for Ånd. — Hostrup forargede sin Kone ved ikke at have nogen bestemt Mening om den Sag, og som han sagde; han holdt bestandig med den siste Taler. — Ja, her må jeg nu standse, skjønt det egenlig er midt i Noget, men Du kan nok se på Brevet, at det er skrevet i Hastværk og navnlig er det Siste gået i en rasende Fart, hvorfor det også er noget stakåndet og hæsblæsende. Bær imidlertid over med det, næste Gang skal Du nok få bedre Besked, om hvad jeg ellers har at fortælle navnlig om Vennemødet. — Du spurgte sist, hvad s. 39 Trier sagde; det havde jeg ikke fortalt Dig, for han sagde nemlig ingenting, det var kun et Øjeblik, jeg talte med ham, nu skal jeg med det Første have fat i ham. — Jacobsen og Bøcher sender Dig Hilsner. — Skriv nu snart ligeså rart et Brev som det siste.

Din Ven
Harald Holm.